Dansk Kulturinstitut

Ukrainske og danske kunstnere og kulturfolk går sammen for at støtte Ukraine

Del

I påsken 2022 danner LiteraturHaus på Nørrebro rammen for festivalen ”Ukrainian Days”. I tre dage vil huset være fyldt med musik, teater, workshops, talks og ikke mindst et kunstmarked med unikke værker fra Danmark og Ukraine. Alle aktiviteter har til formål at indsamle penge til Ukraine og samtidig give gæsterne en mulighed for at fejre og udforske ukrainsk kultur. Bag festivalen er Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus, Poesiens Hus, LiteraturHaus og World Wide Words samt en række organisationer, virksomheder og enkeltpersoner, der på frivillig basis har arbejdet for at få festivalen op at stå.

Ukrainian Days finder sted 15.-17. april 2022 i LiteraturHaus på Nørrebro, København.

Den 8. april skulle Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus i Kyiv have slået dørene op for første gang. Her ville ungdomshusets lokaler have været fyldt med unge fra både Ukraine og Danmark, som sammen skulle fejre husets åbning med en stor kulturfestival. Grundet krigens udbrud er åbningen udsat på ubestemt tid, men kulturfestivalen består.

Sammen med Poesiens Hus, LiteraturHaus og World Wide Words samt en række organisationer, virksomheder og enkeltpersoner inviterer Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus nu til ”Ukrainian Days” i København, hvor ukrainsk kunst og kultur er i fokus.

Alle indtægter fra billetsalget m.m. går ubeskåret til Ukraine. Det fulde program offentliggøres løbende på www.theyouthhouse.org

Leder af Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus, Julie Arnfred Bojesen:
”Det er ikke til at bære, at vi skulle have åbnet Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus i denne uge. Fredag den 8. april skulle have været en festdag, hvor vi bød indenfor til dette nye samlingssted for demokrati, foreningsliv og kultur. Krigen har sat en stopper for meget, men jeg kan love, at den ikke har sat en stopper for de unge ukraineres engagement. Vi oplever, at de kæmper og bevarer håbet. Deres mod og styrke er utrolig. Derfor er jeg meget glad og stolt over, at vi sammen med vores samarbejdspartnere har mulighed for at hylde en lille del af den ukrainske kultur i København med et rigt program - ligesom vi skulle have gjort i Kyiv.”

Festivalleder for ”Ukrainian Days” Thore Davies, Poesiens Hus:
"Det er vigtigt at huske, at dette er én humanitær krise, der skal aktivere vores medfølelse for mennesker i nød, ikke kun i denne specifikke krise, men i det hele taget. Derfor har vi lavet en festival, som ikke alene viser ukrainsk kulturs mangfoldighed frem, og præsenterer ukrainske kunstnere for den danske offentlighed, men som også arbejder med krig og konflikt mere generelt, for at vise hvordan den positive indstilling til den ukrainske situation kan være forgangseksempel, på hvordan vi skal behandle mennesker, der er berørt af krig generelt.”

Danmarks eneste bandura
Det er nok de færreste danskere, der har hørt en bandura-koncert, men det bliver muligt til ”Ukrainian Days.” En bandura er et sjældent strengeinstrument, som ofte refereres til som Ukraines nationalinstrument. Så vidt det vides, findes der kun én bandura på dansk jord og ejeren Anastasiia Kyshkovska lægger vejen forbi og giver dermed en unik mulighed for at opleve en ægte bandura-koncert. Kyshkovska vil indgå i et større musikprogram lørdag d. 16. april, hvor i alt fem ukrainske musikere optræder. Heriblandt det 14-årige klavertalent fra Odesa, Sofiia Matiuk, den ukrainsk-danske pianist Elisabeth Holmegaard Nielsen, violinisten Natalia Gordeyeva og sopran Taya Lukashova. De vil fremføre musik af de ukrainske komponister Schurovsky, Skoryk, Bashtan, Nemesh, Grygoriv samt give en smagsprøve på populære ukrainske folkesange.

Unik digtsamling om et liv i krig
I løbet af festivalen vil man opleve flere vidnesbyrd, der beretter om livet i Ukraine lige nu. Det sker bl.a. på utraditionelvis, når organisationen World Wide Words giver scenen til ukrainske digtere, som i løbet af krigen har nedskrevet deres tanker, frygt, håb og drømme og omformet det til poesi. De ukrainske digtere har sendt deres værker ud i verden for at formidle deres folks kamp. Fredag d. 15. april vil flere af digtene blive læst op og enkelte forfattere vil være med på en direkte linje fra Ukraine.

Teatret Mungo Park gæster festivalen med et kor af sovjetiske stemmer
I solidaritet med Ukraine har teatret Mungo Park lyniscenesat et kor af sovjetiske stemmer, baseret på bogen ”Secondhand-tid” af nobelprisvinderen Svetlana Aleksijevitj. Iscenesættelsen er vist flere steder og kommer nu også til ”Ukrainian Days”. Det sker lørdag d. 16. april.
På scenen vil være skuespillerne Sofie Mileva Cukic, Simon Bennebjerg, Paw Henriksen og Ina Miriam Rosenbaum. Sammen vil de via Aleksijevitjs prisvindende tekst give publikum et indblik i Sovjetunionen set fra det lille menneskes perspektiv. Det bliver en fortælling om livet i den kommunistiske utopi, om det håb, og det kaos, som fulgte, og ikke mindst om den seneste udvikling under Vladimir Putin.               

Ukrainsk og dansk kunst til salg
”Ukrainian Days” afsluttes med et kunstmarked søndag d. 17. april. Her har ukrainske og danske kunstnere doneret deres værker, så alle indtægter går direkte til Ukraine. 

Om Ukrainian Days
Kulturfestivalen ”Ukrainian Days” løber af stablen i påsken fra fredag d. 15. april – søndag d. 17. april i LiteraturHaus, Møllegade 7, 2200 København.

Festivalen er organiseret af Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus, Poesiens Hus, LiteraturHaus og World Wide Words samt en række organisationer, virksomheder og enkeltpersoner, der på frivillig basis har arbejdet for at få festivalen op og stå.

Program
Programmet offentliggøres løbende på www.theyouthhouse.org/event/ukrainian-days

Billetter
Billetter kan bookes til festivalen, her: https://poesiens.nemtilmeld.dk/1/
Beløbet er valgfrit. Alle indtægter går ubeskåret til Ukraine. Der er også rig mulighed for at donere og bruge penge på selve festivalen.

Støtten går til:
Alle indtægter fra billetsalget mv. går til Ukraine.
Støtten gives til La Strada (Ukraines svar på Børnetelefonen), Ukrainian Arts Emergency Fund og Insight NGO – en ukrainsk menneskerettighedsorganisation, der kæmper for LGBT+

Kontakter

Om Dansk Kulturinstitut

Dansk Kulturinstitut har siden 1940 arbejdet internationalt med udvikling af kunst-, kultur- og samfundsrelaterede projekter. Via kunst og kultur ønsker vi at fremme interkulturel dialog og forståelse på tværs af landegrænser. Det er vores vision at vise, at udveksling af kunst, kultur og viden kan bidrage til håndteringen af globale udfordringer og være med til at styrke FN’s Verdensmål. Vi har hovedkontor på Vartov i København og afdelinger og indsatser i de østlige nabolande, i Østersøregionen og de baltiske lande, Tyrkiet, Indien, Kina og Brasilien.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Kulturinstitut

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Kulturinstitut

Dansk Kulturinstitut og Sisters Hope starter verdensturné i Kina24.4.2024 07:33:18 CEST | Pressemeddelelse

En af Danmarks mest anerkendte performancegrupper skal i tæt samarbejde med Dansk Kulturinstitut på en verdensturné. Scenen bliver dog hverken teatre, koncerthaller eller gallerier, men det åbne, offentlige rum. Her skal Sisters Hope udforske og udfolde deres samfundsvision om en mere sanselige og poetisk verden for øjnene af lokale beskuere. Første stop er Kina, hvor de gennemfører en 12 timer lang performativ vandring i området Aranya dér, hvor den kinesiske mur møder havet.

Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus i Kyiv fejrer 1-års jubilæum: ”Unge får julelys i øjnene over at kunne være et sted, hvor de kan tænke på noget andet end krigen”16.2.2024 12:47:10 CET | Pressemeddelelse

Den 18. februar fejrer ungdomshuset 1-års jubilæum. Med over 5000 besøgende er huset blevet en platform for demokratisk deltagelse, hvorfra forandringer skabes i samarbejde med de unge, fortæller ungdomshusets leder Julie Arnfred Bojesen, som er i gang med at udvide med endnu et ukrainsk-dansk ungdomshus i havnebyen Mykolaiv.

Dansk Kulturinstitut er nu til stede i Georgien: ”Vi viser, at vi vil dem”6.2.2024 10:14:14 CET | Pressemeddelelse

EU-kandidaterne Moldova, Ukraine og Georgien kæmper netop nu en eksistentiel kamp for retten til at bevare eller definere deres egen unikke kultur og identitet. I Georgien har kulturen været i rivende udvikling siden Sovjetunionens fald – og i dag støtter over 80 pct. af civilbefolkningen optagelse i EU. Nu styrker Dansk Kulturinstitut sin fysiske tilstedeværelse i hovedstaden.

Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus: Dansk Kulturinstitut og DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd udvider med ny ungeindsats i Mykolaiv12.12.2023 07:06:48 CET | Pressemeddelelse

Med en bevilling på fem millioner fra Udenrigsministeriet udvider Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus med et nyt mødested for unge og ungdomsorganisationer i Mykolaiv – den ukrainske by, som Danmark har forpligtiget sig særligt til at hjælpe med at genopbygge. Her skal ungdomsstedet og en række målrettede aktiviteter være en platform for unge, som ønsker at styrke det lokale civilsamfund og kulturliv. Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus’ indsats i Mykolaiv starter i januar 2024. Indsatsen skal drives af lokale ansatte i tæt samarbejde med Dansk Kulturinstitut og DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye