Dansk Mode & Textil

Tre nye hosebindere får den røde hue på

Del

Hosebinderdagen er tilbage efter et års fravær. I år byder det legendariske midtjyske Hosebinderlaug tre nye bindebrødre velkommen. Lauget samler og ærer de mænd, der har gjort en forskel for landsdelens historiske tekstilindustri, og samles hvert år til en ceremoni fyldt med traditioner.

Pressemeddelelsen er klausuleret til 31. august kl. 14.

Pressen er inviteret til at deltage i ceremonien, der finder sted 31. august kl. 13 i Hosebinderhuset i Dalgasgade, Herning, hvor lauget sættes.

Den måske mest traditionsrige institution i den midtjyske tekstilindustri, Hosebinderlauget, kan igen samles til den årlige Hosebinderdag, som finder sted den 31. august 2021. Sidste år valgte lauget at aflyse dagen som konsekvens af Covid-19, men nu har det 69 år gamle laug igen mulighed for at samles med alle de ritualer, der hører til. De kendetegnende røde strikhuer er fundet frem til lejligheden – og et nyt parti er sat i produktionen - den obligatoriske mjød er sat frem og lauget åbner vanen tro ceremonien med at afsynge ’Jyden han er stærk og sej’, mens ’Skuld gammel venskab rejn forgo’ markerer afslutningen på ceremonien i Hosebinderhuset på Dalgasgade i Herning.

Hosebinderlauget har gennem tiden optaget nogle af tekstilbranchens største personligheder som Bindebrødre, og i år optages tre nye brødre i form af Anders Byriel (Kvadrat), Bent Mikkelsen (Niels Mikkelsens Trikotagefabrik) og Benny Nyborg (A-Tex).

Laugsskråen, der kan ses som Hosebindernes Grundlov, foreskriver, at laugsbrødrene er ’sådanne mænd, der har ydet en vedvarende indsats til gavn for tekstilindustrien – særligt i Hammerum Herred’. De nye brødre modtager optagelsesbrev, hosebindernål og den røde hue som bevis på, at de nu er en del af denne eksklusive skare.

Inden optagelsen af de nye bindebrødre skal Laugsstyrelsen dog have et nyt medlem og omfordelt posterne, da den tidligere direktør for Egetæpper Anders Klausen har ønsket at udtræde af styrelsen. Det efterlader en post som ceremonimester, og denne overtages nu af Claire-stifter Anders Hust, mens den ledige plads i styrelsen overtages af DK Companys grundlægger og koncernchef Jens Poulsen, der overtager hvervet som arkforvalter. Ovenpå dette leder Oldermand Karsten Rasmussen og den nye ceremonimester ceremonien videre, og efter denne fortsætter Hosebinderlauget dagen på Skarrildhus, hvor LTP Group er vært for det videre program.

De tre nye bindebrødre er:

Anders Byriel (f.1965), CEO, Kvadrat A/S i Ebeltoft

Anders Byriel er født i Ebeltoft som søn af en af de to Kvadrat-grundlæggere Poul Byriel. Anders er uddannet cand.jur., har siden taget en MBA og studeret på Harvard Business School. Han startede i Kvadrat som direktionsassistent i 1992, fortsatte som ansvarlig for opbygning af marketing og key accounts i Benelux, blev senere eksportchef og i 1998 overtog han roret som CEO for tekstilvirksomheden.

I dette virke har styrket og udbygget Kvadrats position som en af verdens førende leverandører af blandt andet møbelstoffer, gardiner, tæpper og akustikløsninger. Kvadrat har gennem tiden samarbejdet med nogle af verdens førende designere og kunstnere, og Kvadrat har leveret produkter og løsninger til bygninger som Museum of Modern Art i New York, Guggenheim i Bilbao og Operaen i København.

Netop kultur står Anders’ hjerte nær, og dette kommer også til udtryk i hans bestyrelsesposter i Louisiana Museum of Modern Art og Louisiana-Fonden. Anders er desuden bestyrelsesformand i den cirkulære virksomhed Really, medlem af Designrådet og har været en del af regeringens advisory board for cikulær økonomi. Derudover har han indtil for ganske nyligt være bestyrelsesmedlem i JP/Politikens Hus.

Bent Mikkelsen (f. 1956), direktør, Niels Mikkelsens Trikotagefabrik A/S i Ikast

Bent Mikkelsen er født ind i tekstilbranchen, hvor forældrene drev tekstilvirksomheden Kribo i Ikast. Derfor var det ingen fremmed verden, Bent begav sig ind i, da han uddannede sig til trikotagetekniker på TEKO i Herning, og herefter fik han job som produktionschef på Hammerthor i Hammerum. Efter tre år, valgte Bent Mikkelsen at stå på egne ben med Hemi Design, som han drev i 24 år, hvorefter han havde to år som eksportsælger ved Niki Kids Wear. Herefter kaldte Niels Mikkelsens Trikotagefabrik og en direktørstilling, som han har bestridt lige siden. Trikotagefabrikken er kendt som leverandør af undertøj til blandt andet det danske forsvar, men leverer også private label til flere danske modekunder, ligesom man har sit eget brand by Mikkelsen. Niels Mikkelsens Trikotagefabrik kan fejre 100-års jubilæum næste år, og blev tidligere i år opkøbt af JBS Textile Group.

Bent Mikkelsen er formand for ”Tekstilforeningen” og formand for ”Repræsentantskabet for Hammerum Hallen”.

Benny Nyborg (f.1971), adm. direktør, A-Tex, Herning

Benny Nyborg erfødt og opvokset i Ikast og uddannet merkonom i international markedsføring fra handelsskolen. Herefter udlært hos Coats – datidens store lokale tråd- og etiketleverandør, inden forsvaret kaldte. Her var Benny sergent i Den Kongelige Livgarde, ligesom han også nåede et studieophold i USA, inden A-Tex i 1997 kaldte. Her blev han ansat som sælger og sidenhen salgsansvarlig, produktansvarlig og kreativ direktør indtil 2012. I perioden var han også blevet minoritetsaktionær. Efter at have været ejet af flere investeringsforeninger er A-Tex i dag en del af Trimco Group, hvor Benny – udover at være adm. direktør i A-Tex – er Chief Commercial Officer. Trimco er førende indenfor levering af ”Brand Identity Products”, til internationale mode- og sportsbrands.

Benny Nyborg er derover bestyrelsesmedlem i Ikast Etiket.

Pressemeddelelsen er udsendt af DM&T på vegne af Hosebinderlauget. For yderligere information kontakt venligst

Oldermand Karsten Rasmussen, tlf. 4027 0155

Nøgleord

Kontakter

Karsten RasmussenOldermandHosebinderlauget

Tlf:40270155

Information om Dansk Mode & Textil

Dansk Mode & Textil
Dansk Mode & Textil
Birk Centerpark 38
7400 Herning

97117200http://www.dmogt.dk

Dansk Mode & Textil er brancheorganisationen for de danske mode-, tekstil- og livsstilsvirksomheder. Vores eksperter rådgiver dagligt mere end 800 medlemsvirksomheder, og som branchens naturlige omdrejningspunkt varetager vi branchens interesser i relevante nationale og internationale forhold.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Mode & Textil

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Mode & Textil

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum