Hvad gør den frivillige træner, hvis 12-årige Sofus en dag møder op til træning og fortæller, at han fremover vil kaldes Sofie og træne med pigerne, fordi han føler sig som en pige? Kan træneren sende Sofie over til pigernes træner? Hvad betyder det for konkurrencen på pigeholdet? Hvor skal Sofie klæde om? Hvordan reagerer holdkammeraterne? Og er Sofies alder, niveau og idrætsgren afgørende for trænerens svar?

Spørgsmålene og dilemmaerne er mange og svære at besvare. Derfor har DIF udarbejdet en rapport, som giver råd og guider specialforbund, foreninger og idrætsdanmark i arbejdet med at skabe trygge og inkluderende idrætsmiljøer for alle uanset kønsidentitet.

”Antalsmæssigt har vi ikke mange erfaringer med inklusion af transkønnede, interkønnede og non-binære i DIF-idrætten. Men vi kan spørge os selv, om vi har skræmt nogen væk med idrættens traditionelle og kønsopdelte kultur? Vi ser derfor denne rapport som en mulighed for at anerkende, at køn er mere flydende end det, vores idrætstilbud reflekterer,” siger Rikke Rønholt Albertsen, der er bestyrelsesmedlem i DIF.

I det omfangsrige arbejde har DIF involveret en bred vifte af personer fra fx idrætten, offentlige institutioner, NGO’er, menneskerettighedsorganisationer, lægevidenskaben og miljøerne omkring LGBTI+. Alle er kommet med input, men det er alene DIF, der er afsender af rapporten.

Værdi-dilemmaerne: Inklusion, lige idræt og sikkerhed

Som eksemplet med Sofus viser, så kan det rejse dilemmaer, når transkønnede, interkønnede og non-binære dyrker foreningsidræt. Det handler om, at idrættens grundlæggende værdier kommer i modsætningsforhold. Rapporten skal guide DIF-idrætterne til at arbejde med disse modsætningsforhold og tage stilling.

Foreningsidrætten er til for alle. Den skal være inkluderende, og alle er velkomne uanset fx alder, køn og kulturel baggrund. Samtidig skal idrættens konkurrencer være lige, da det fascinerer og motiverer både tilskuere og atleter. Men de to fundamentale værdier kan være svært forenelige, når det handler om idræt for transkønnede, interkønnede og non-binære, og derfor opstår der svære dilemmaer.

”Det er en udfordring, hvordan vi både sikrer inklusion og lige konkurrence i DIF-idrætten, når personer med forskellige kønsidentiteter deltager. Her clasher køn som en social konstruktion med køn som en fysiologisk virkelighed. Og vi er i idrætten derfor i nogle sammenhænge nødt til at vælge, hvor inklusion og hvor lige idræt vægter tungest,” siger Rikke Rønholt Albertsen. Hun fortsætter:

”Derfor skal vores forbund vurdere, hvor dilemmaerne opstår hos dem, og her skal rapportens syv råd være en guide. Vi ønsker med andre ord at klæde vores 62 specialforbund, 9.000 foreninger og halve million frivillige på, så de ved, hvad de skal gøre, når de fx stilles over for 12-årige Sofus, der ønsker at hedde Sofie og dyrke idræt med pigerne. Hvis det overhovedet er vigtigt at kønsopdele i den enkelte idræt?”

En tredje værdi i DIF-idrætten – udover inklusion og lige konkurrence – er, at idrætten foregår sikkert, så alle beskyttes i størst muligt omfang.

”Hvis du er født som kvinde, men betragter dig selv som en mand, skal du så fx spille rugby mod mænd med de sikkerhedsrisici, der følger af, at du formentlig er fysiologisk mindre og lettere end de fleste mænd, du spiller mod? Og vil de hormoner, du måske tager for at bekræfte din kønsidentitet, blive opfattet som doping? De spørgsmål besvarer vi ikke i DIF, da svarene kan være forskellige fra idræt til idræt. Det er fx i det beskrevne eksempel op til rugbyunionen at vurdere. Men vi håber at kunne guide dem til at tage diskussionen med den nye DIF-rapport i hånden,” siger Rikke Rønholt Albertsen og fortsætter:

”Når vores forbund arbejder med spørgsmål, hvor ’sikkerhed’, ’inklusion’ og ’lige idræt’ ikke nødvendigvis kan forenes, så skal de beslutte, hvad der betyder mest for dem. Derfor kommer vi ikke kun med én anbefaling, hvor ’one size fits all’. Rapporten kommer med syv råd, som kan guide hver enkelt idræt i at fastsætte egne retningslinjer, som også tager reglerne i deres respektive internationale forbund i betragtning.”

De syv råd

I DIF kommer vi med vores nye rapport ikke med krav og regler til vores specialforbund og idrætsforeninger, men med syv råd som tilsammen favner nuancerne ved inklusion af transkønnede, interkønnede og non-binære i idrætten. Nedenfor er rådene skåret helt ind til benet af formidlingsmæssige årsager. De detaljerede råd kan læses i fuld længde i rapporten.

Råd 1: Tag stilling til dilemmaerne omkring kønsidentitetsforhold, så de ikke kommer overraskende, når situationen opstår.

Råd 2: Afdæk hvor ’kønnet’ idrætten er, og dermed hvor stor en rolle det fx spiller at være stor, stærk og udholdende.

Råd 3: Lad de mandlige rækker være åbne for alle, da de fysiske forudsætninger hos transpersoner, interkønnede og non-binære ikke skaber konkurrencemæssige fordele.

Råd 4: Lad inklusion være tungtvejende i bredde- og motionsidrætten, da det her primært handler om det sociale, sundhed og frirummet frem for sportsresultatet.

Råd 5: Lad inklusion være tungtvejende i børne- og ungeidrætten, da børn – uanset kønsidentitet – oftest bare gerne vil være sammen med vennerne og ligesindede.

Råd 6: Lav en inkluderende kultur i idrætten. Det handler fx om at sætte grænser for sprogbrug og skabe inkluderende faciliteter og miljøer, hvor alle er trygge.

Råd 7: Lad lige konkurrence være tungtvejende i kvindernes eliteidræt for at prioritere hensynet til den store gruppe, der har fået tildelt køn som kvinde ved fødslen.

”Som de syv råd viser, så ønsker vi i DIF, at alle skal kunne deltage og føle sig velkomne i foreningsidrætten uanset, hvordan de identificerer sig. Dog holder vi fast i, at det for nogle forbund kan give mening at fastsætte kvalifikationskriterier for kvindeklassen for at sikre en lige konkurrence. Argumenterne og nuancerne kan læses i vores omfangsrige DIF-rapport,” slutter Rikke Rønholt Albertsen.

Du kan læse rapporten og mere om DIF's fokus på forskellige kønsidentiteter her.

Yderligere kommentarer:

Rikke Rønholt Albertsen, bestyrelsesmedlem i DIF, 22956295