DI - Dansk Byggeri

Toppen nærmer sig for opsvinget i bygge- og anlægsbranchen

Del
Efter fem år med konstant fremgang, begynder byggeriets kurver at flade ud. Medvinden afløses af en lumsk sidevind i 2019. Men indtil videre glæder Dansk Byggeri sig over, at der blev skabt 6.100 nye job i byggeriet i 2018, og at beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen nu er på det højeste niveau i ti år.

Ifølge Danmarks Statistik var der 173.500 beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen i fjerde kvartal sidste år, en beskeden stigning på 300 i forhold til kvartalet før.

- Den kvartalsvise byggebeskæftigelse - populært kaldet byggeriets ”kongetal” - befinder sig på det højeste niveau i ti år, men vi ser en mere flad udvikling i horisonten. Byggeriet er fortsat præget af ikke at kunne tiltrække nok kvalificerede medarbejdere. Men med udsigt til en mere rolig jobvækst, mindskes den udfordring, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.

- Mange byggevirksomheder måtte sige nej tak til opgaver i 2018. Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, var der alene i 2. halvår 2018 5.600 ledige job, som virksomhederne ikke kunne besætte. Så ideelt set kunne bygge- og anlægsbranchen have haft en kraftigere jobvækst, siger Bo Sandberg.

Samlet 2018-facit på 172.600 beskæftigede
Gennemsnittet over hele 2018 for beskæftigelsen i bygge- og anlæg er 172.600 beskæftigede. Det er en vækst på 6.100 personer i forhold til året før.

- Det er især boligbyggeri, superhospitaler og mange renoveringsopgaver i forbindelse med, at der blev handlet mange boliger, der sikrede en pæn jobvækst på 3,7 procent i bygge- og anlægsbranchen i 2018, siger Bo Sandberg.

Dansk Byggeri forventer en svagt stigende beskæftigelse i 2019, hvor toppen i opsvinget nås. Herefter forventes en udfladning og måske endda et fald i byggebeskæftigelsen i 2020.

Nedgang i beskæftigelsen for anlægsentreprenører
Men beskæftigelsen stiger ikke i alle dele af branchen. I løbet af 2018 er beskæftigelsen for anlægsentreprenører faldet med 900 personer, svarende til et fald på 4,4 procent fra 2017 til 2018. Og mens vi venter på en langsigtet infrastrukturplan, vil pilen for beskæftigelsen inden for vej- og baneanlæg fortsat pege nedad.

- Samtidig nærmer vi os et mætningspunkt på ejerlejlighedsmarkedet i hovedstaden. Det modsvares dog af de nye boligskatteregler, som gør det fordelagtigt at komme ind på ejerlejlighedsmarkedet før 2021. Derfor vil vi se en vis hamstring af nyopførte etageboliger i 2019-2020. Og under det hele ligger en solid bund af renoveringsaktivitet, der i år vil fortsætte med at spænde et sikkerhedsnet ud under byggebranchens jobskabelse, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Dansk Byggeris næste prognose for byggeaktiviteten i 2019-2021 udkommer i marts.

Kontakter

Cheføkonom Bo Sandberg, bsa@danskbyggeri.dk, telefon 28 50 38 19


Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye