To AU-iværksættere på listen over verdens bedste
21.3.2023 06:02:00 CET | Aarhus Universitet Technical Sciences | Pressemeddelelse
”Da vi først kastede os ud i iværksætteriet havde vi ikke nogen anelse om hvor hårdt og ubarmhjertigt det var. Vi sprang ret naivt ud i det, hvilket jeg tror afspejler meget hvilke personer vi er. Der er ikke langt fra tanke til handling, og det har vist sig at være enormt nyttigt i iværksætterverdenen.”
Sådan siger Hasan Alsofi, der i januar 2021 dimitterede som bygningsingeniør. Kort forinden blev hans kammerat, Mikkel Birch, uddannet cand.merc.jur. Begge fra Aarhus Universitet, og begge var de forinden studierne atleter på eliteniveau inden for individuelle sportsgrene med kontant afregning i forhold til resultater: Mikkel som sprinter og Hasan som hammerkaster.
De kendte hinanden på forhånd, og uden megen idé om iværksættermiljø eller startups kastede de sig hovedkulds ud i netop det med deres start-up 3DCP.
”Jeg tror, det handler rigtig meget om held. Man siger godt nok, at heldet opsøger dem, som leder efter det, men der er ingen tvivl om, at vi har været heldige undervejs. Og vi skylder også en tak til mange mennesker, som har hjulpet os på vores rejse. Og så kræver det en god idé, god timing og masser af gå-på-mod,” siger Hasan.
Og idéen havde de: Med sig fra ingeniørstudiet havde Hasan en idé om 3D-printet byggeri. Sammen ville de kickstarte den nye teknologi, som ganske langsomt havde ædt sig ind på byggebranchen, men som aldrig rigtig var kommet i gear. Hasan og Mikkel ville skabe landets første totalentreprenør i 3D-printet byggeri, og det hele startede på en byggegrund i Holstebro.
Her opførte de – sammen med kommunen og en række virksomheder i branchen og støttet i et vidensamarbede med Aarhus Universitets Institut for Byggeri og Bygningsdesign – Danmarks første 3D-printede tinyhouse: Et lille 37 kvm arkitekttegnet hus, der stod færdig i 2022, og som siden har høstet megen omtale i både Danmark og udlandet.
”Pludselig gik det stærkt, og siden har vi været i gang med flere andre byggerier, bl.a. boliger i Guatamale og børnehaver i Ukraine. Jeg tror ikke, at nogen af os havde gættet på de ting, hvis vi spoler to år tilbage, men det er bare super tilfredsstillende, når man kan se, at man nærmer sig nogle af de mål, man har sat sig i livet og måske endda tidligere end forventet,” lyder det fra Hasan.
Og i februar 2023 blev Mikkel og Hasan optaget på businessmediet Forbes’ liste over verdens mest entreprenante unge mennesker, 30 Under 30.
”Vi er meget ydmyge over at blive optaget på listen, og det giver os endnu mere motivation for at gøre en impact i byggesektoren,” siger Hasan Alsofi.
Han fortsætter:
”Jeg tror, at vi udgør et godt match på grund af vores store forskellighed kombineret med en fælles interesse og fortid. Vi har begge været atleter, og det har givet os begge et stærk resultatorienteret drive, men som personer er vi vidt forskellige. Jeg er god til mennesker, til at håndtere en byggeplads og den mere tekniske del af arbejdet, mens Mikkel er mere analytisk og strategisk og styrer tingene bag skrivebordet. Her kommer matchet mellem vores uddannelser virkelig på spil. Teknologi spiller en stadig stigende rolle overalt i samfundet, og der er mange gode tekniske løsninger, der venter på at blive opfundet. Med hjælp fra business kan mange af disse idéer komme ud og leve i verden.”
Trods succes kæmper Mikkel og Hasan både mod en yderst konservativ branche, men samtidig også mod en indædt skepsis mod 3D-printet byggeri pga. brugen af beton.
”Det handler om at udnytte betonen til det, den er god til, og ikke bruge et gram mere end højest nødvendigt. Og det er netop det, 3D print kan bidrage med. 3D-print med beton er et springbræt ud i en ny måde at bygge på – også helt uden beton. Og man er allerede godt i gang med at eksperimentere med andre materialer. Eksempelvis halm, mycelium og ler,” siger han og fortsætter:
”Vi tror på, at 3D-print har en plads i fremtidens byggeri. Teknologien åbner op for, at man kan bygge bedre, hurtigere, grønnere, billigere, med færre arkitektoniske begrænsninger samtidig med, at man fjerner tunge og repetitive løft. What’s not to like?”
Nøgleord
Kontakter
Jesper Bruun
Journalist, Aarhus Universitet
Mail: bruun@au.dk
Tlf.: 42404140
Billeder
Information om Aarhus Universitet Technical Sciences
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Rødalger, bakterier og cashewnødder: Der er nye metanreducerende fodertyper på vej5.2.2026 11:45:46 CET | Pressemeddelelse
Siden det 1. januar 2025 blev lovpligtigt for konventionelle landmænd at fodre med metanreducerende foder, har danske mælkeproducenter kunne vælge mellem at tilsætte virkemidlet Bovaer eller et øget fedtindhold i foderet. Men der er nye midler på vej i kampen mod klimabelastende metanudledning.
Reb fra fiskeri forurener havmiljøet med plast og mikroplast27.1.2026 10:23:59 CET | Pressemeddelelse
Langs den jyske vestkyst dukker de op som orange, blå og sorte tråde i tangen og sandet. Plasttråde fra bundtrawl – såkaldt dolly rope - er en af de vigtigste kilder til fiskerirelateret plastaffald i Nordsøen.
Forskeren bag: Professor Peter Lund – fra foderplan til klimavirkemiddel20.1.2026 10:25:00 CET | Pressemeddelelse
I DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrugs nye artikelserie møder vi forskeren bag noget af den viden, der blev diskuteret, da fodertilsætningsstoffet Bovaer kom i centrum i samfundsdebatten. Professor og sektionsleder Peter Lund har arbejdet med kvægernæring i mere end 25 år og drives af fascinationen af koens unikke biologi og af at finde løsninger, der gør, at forskningen kan implementeres i den virkelige verden.
Fra streger på et kort til jord under neglene: Kan Grøn Trepart holde til virkeligheden?14.1.2026 14:18:01 CET | Pressemeddelelse
Planerne er lagt. 23 lokale treparter har tegnet fremtidens landskab med grønne ambitioner. Nu begynder den svære del: At gøre dem til virkelighed. Forskningen peger på løsninger, men også advarsler.
Ekstremt vejr er værre for Arktiske økosystemer end den gradvise opvarmning7.1.2026 20:00:00 CET | Pressemeddelelse
Ny forskning viser, at hedebølger, tørke, regn på sne og pludselige tøvejr kan få større betydning for arktiske økosystemer end den gradvise opvarmning – og det påvirker hele klodens klima.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
