Vejdirektoratet

Tætpakket trafik præger sommerferien i år

Del

Den længe ventede sommerferie er lige om hjørnet, og i år kan landets elever pakke skoletasken væk fredag den 24. juni. Det betyder, at mange danskerne rejser på ferie i bil og campingvogn, og Vejdirektoratet forventer derfor tæt trafik og forlænget rejsetid i de kommende weekender og uger, hvor også Tour de France-etaperne i Danmark står for døren.

Et godt sted at starte sommerferieplanlægningen er trafikinfo.dk. Grafik: Vejdirektoratet.
Et godt sted at starte sommerferieplanlægningen er trafikinfo.dk. Grafik: Vejdirektoratet.

Med sankthansaften kun få dage væk og sommerferien inden for rækkevidde er sommerferieplanlægningen for alvor gået i gang i mange danske hjem.

Og uanset om turen går fra Sjælland til Jylland, den modsatte vej, fra syd mod nord eller i retning af grænserne til Tyskland, så er der god grund til at planlægge sin rejse og orientere sig om trafikale udfordringer og mulige bump på vejen.

Det typiske rejsemønster i sommerferien er, at der er mest trafik på lørdage, mens hverdagene bærer præg af mindre trafik og kortere rejsetid i myldretiden. Trafikken bevæger sig primært på tværs af landet mellem hovedstaden og Jylland og trafik til og fra Tyskland.

Specialkonsulent Helene Cecilie Kærsgaard, Vejdirektoratet, siger:
”Hvor går turen hen? Det er der i sommerferien mange svar på, men uanset hvad vej pilen på kompasset vender, så er det vigtigt at planlægge sin rejse på forhånd – og i år er det særligt vigtigt. I Vejdirektoratet anbefaler vi, at man så vidt muligt kører uden for de mest trafikerede tidsrum, og at man holder sig opdateret om den aktuelle trafiksituation, inden man kører ud i sommerlandet. Og der er trafikinfo.dk og DR P4 Trafik en stor hjælp, før man sætter sig ud i bilen, men bestemt også undervejs på turen til sommerhuset eller sommervarmen sydpå.” 

De mest berørte strækninger vil være E20 Vestmotorvejen, E20 Fynske Motorvej, E45 Sønderjyske Motorvej, motorvejsnettet omkring Kolding og Vejle og rute 21 til og fra Sjællands Odde, men vær også opmærksom på mulige kødannelser ved grænserne til Tyskland.

Vejdirektoratet forventer desuden, at der vil være ekstra trafik mod de større sommerhusområder især langs den jyske vestkyst, mod Skagen og mod Nordsjælland.

Læs mere om Tour de France  

Tour de France i Danmark

Som en ekstra joker for sommertrafikken begynder Tour de France i år i Danmark med 1. etape i København fredag den 1. juli, 2. etape fra Roskilde til Nyborg via Storebæltsbroen lørdag den 2. juli og 3. etape fra Vejle til Sønderborg søndag den 3. juli.

De tre etaper medfører, at trafikken på flere danske veje i disse dage bliver påvirket med spærrede veje, hvor det ikke vil være muligt at krydse ruten i flere timer, og derfor er det særligt vigtigt, at man planlægger sin rejse omhyggeligt, hvis man vil undgå at sidde fast i en kø.

Specialkonsulent Helene Cecilie Kærsgaard siger:
”Vi er rigtig mange, der glæder os til, at Tour de France kommer til Danmark, og det bliver en helt særlig begivenhed på de danske veje og i byerne. Tilskuere til Tour de France i Roskilde, Nyborg, Vejle, Slagelse, Sønderborg og Odsherred bør bestille parkering allerede nu, så man ved, hvornår man skal ankomme og parkere i god tid, før cykelrytterne suser forbi. Det er meget vigtigt, hvis vi skal sikre, at alle kan nå frem, og så vi kan opretholde et godt flow i trafikken.”

Fredag den 1. juli er det primært trafikanter til og fra hovedstadsområdet, der skal være ekstra opmærksomme, da store dele af indre by i København er afspærret under afviklingen af 1. etape. Vejdirektoratet anbefaler derfor, at man, hvis man vil afsted på sommerferie i uge 26 fra hovedstaden, kører tidligere på ugen – onsdag eller torsdag – eller venter med at køre til søndag eller mandag.

Læs mere om booking af parkeringspladser  

Storebæltsbroen spærret om lørdagen

Den 2. etape af Tour de France går fra Roskilde på Sjælland til Nyborg på Fyn lørdag den 2. juli, hvor man langs hele ruten vil opleve spærrede veje.

Storebæltsbroen er helt spærret i begge retninger i fem timer fra kl. 13.00 til 18.00, og derudover bliver motorvejene Fynske Motorvej på Fyn og Vestmotorvejen på Sjælland spærret ved Nyborg V. og Slagelse V. en halv time, før broen lukker – altså allerede fra kl. 12.30 – og frem til kl. 18.00, hvor Storebæltsbroen åbner igen.

Spærringen af motorvejene en halv time før broens lukning sker for at sikre, at de sidste biler kan nå over Storebælt, inden broen lukker kl. 13.00.

Specialkonsulent Helene Cecilie Kærsgaard siger:
”Vi forventer kø allerede fra de tidlige morgentimer omkring kl. 08.00 lørdag den 2. juli, og Vejdirektoratet anbefaler derfor, at man helt undlader at krydse Storebælt i bil lørdag. Hvis man alligevel vil afsted fra eksempelvis København, så kør gerne før kl. 06.00.”

Vejdirektoratet råder til, at man benytter sig af tog eller færge, hvis man skal krydse landsdelene lørdag den 2. juli, og hvis man har booket en færge fra Sjællands Odde, så skal man også køre i rigtig god tid. DSB indsætter ekstra togsæt. 

Skal man på farten i Jylland, så er lørdag den 2. juli derimod en god dag at rejse på – og langt bedre end søndag den 3. juli, hvor 3. etape af Tour de France kommer til Jylland.

Læs mere i nyheden ”Husk nu på, at Storebæltsbroen og E20 er spærret lørdag den 2. juli”

Tredje etape i Jylland

Søndag den 3. juli kører Tour de France-rytterne fra Vejle mod Sønderborg, og 3. etape vil give ekstra trafikale udfordringer, da der også her vil være spærrede veje i forbindelse med cykelløbet.

Skal man køre sydpå mod Tyskland fra Jylland, anbefaler Vejdirektoratet derfor, at man kører enten fredag eller lørdag, så man undgår forsinkelser.

Søg aktuel trafikinformation på trafikinfo.dk  

Læs mere om Tour de France hos Grand Départ Copenhagen   

DGI Landsstævne og Roskilde Festival

Samme uge og weekend, som Tour de France-rytterne suser gennem 13 danske kommuner, bliver der samtidig afholdt store arrangementer som for eksempel DGI Landsstævne i Svendborg på Fyn og Roskilde Festival på Dyrskuepladsen i Roskilde på Sjælland.

DGI Landsstævne, der finder sted i dagene fra torsdag den 30. juni til søndag den 3. juli, vil give ekstra trafik og risiko for kødannelser på den sydlige del af rute 9 Svendborgmotorvejen, rute 44 Fåborgvej og lokalt i Svendborg by.

Roskilde Festival forventes at komme til at påvirke rute 21 Holbækmotorvejen omkring frakørslerne ved Roskilde og rute 6 Køgevej - både lørdag den 25. juni, onsdag den 29. juni og lørdag den 2. juli.

Læs mere i nyheden ”Store trafikale udfordringer rammer Roskilde Festival i år” 

Læs mere om trafiksituationen i Svendborg under DGI Landsstævne 

Nøgleord

Kontakter

Vejdirektoratets Trafikcenters pressetelefon:

Tlf:20 61 26 64

Billeder

Et godt sted at starte sommerferieplanlægningen er trafikinfo.dk. Grafik: Vejdirektoratet.
Et godt sted at starte sommerferieplanlægningen er trafikinfo.dk. Grafik: Vejdirektoratet.
Download
Uge 25: Et godt sted at starte sommerferieplanlægningen er trafikinfo.dk. Grafik: Vejdirektoratet.
Uge 25: Et godt sted at starte sommerferieplanlægningen er trafikinfo.dk. Grafik: Vejdirektoratet.
Download
Uge 26: Et godt sted at starte sommerferieplanlægningen er trafikinfo.dk. Grafik: Vejdirektoratet.
Uge 26: Et godt sted at starte sommerferieplanlægningen er trafikinfo.dk. Grafik: Vejdirektoratet.
Download
Uge 27-30: Et godt sted at starte sommerferieplanlægningen er trafikinfo.dk. Grafik: Vejdirektoratet.
Uge 27-30: Et godt sted at starte sommerferieplanlægningen er trafikinfo.dk. Grafik: Vejdirektoratet.
Download
Uge 31: Et godt sted at starte sommerferieplanlægningen er trafikinfo.dk. Grafik: Vejdirektoratet.
Uge 31: Et godt sted at starte sommerferieplanlægningen er trafikinfo.dk. Grafik: Vejdirektoratet.
Download
Særligt ved sommerhusområderne kan der opstå kødannelse. Grafik: Vejdirektoratet.
Særligt ved sommerhusområderne kan der opstå kødannelse. Grafik: Vejdirektoratet.
Download
På kortet kan man se de områder, hvor de tre Tour de France-etaper påvirker trafikken. Grafik: Vejdirektoratet.
På kortet kan man se de områder, hvor de tre Tour de France-etaper påvirker trafikken. Grafik: Vejdirektoratet.
Download

Information om Vejdirektoratet

Vejdirektoratet
Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

+45 7244 3333https://www.vejdirektoratet.dk/

Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

Københavns Busterminal byder hele Europa velkommen i sommeren 202324.6.2022 16:07:32 CEST | Pressemeddelelse

Et væld af fjernbuspassagerer fra ind- og udland kan snart se frem til at ankomme til eller vinke farvel til familie og venner fra den nye Københavns Busterminal, når den åbner til sommer næste år. Transportminister Trine Bramsen, Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen fra Movia tog i dag det første spadestik til den nye busterminal.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum