Sundhedsinnovation hjælper og sparer: Iltrobot til hjemmepatienter giver indlysende fordele
Iltrobotten O2matic PRO har i flere år sparet tid på sygehuse og gjort hospitalsopholdet kortere og nemmere for patienter med KOL og andre sygdomme, der kræver iltbehandling.
Nu er en iltrobot til patienter, der er i iltbehandling i hjemmet, kommet på markedet. Og det apparat kan få stor betydning for sygehuse og hjemmepatienter, siger en ekspert i iltbehandling.
Hjemme-iltrobotten er udviklet af virksomheden O2matic i Herlev, og EU-projektet Data- og designdreven sundhedsinnovation (DDSI), der hjælper virksomheder med at udvikle sundhedsteknologiske løsninger, har hjulpet virksomheden i udviklingsforløbet. Teknologien åbner op for nye behandlingsformer, og der er derfor planlagt en række kliniske studier i Region Hovedstaden og Region Sjælland.
Iltbehandling har i mange år været en ressourcekrævende opgave på sygehusene. Patienternes ilttilførsel skal overvåges og justeres løbende, og undersøgelser viser, at iltkrævende patienter ikke altid får den korrekte mængde ilt. Iltrobotten overvåger løbende iltmætningen i blodet og sørger for, at patienten får den korrekte iltbehandling. Det sker i takt med, at patienternes behov for ilt ændrer sig hen over døgnet, uanset om de bevæger sig eller ligger i sengen.
Jan Dalberg, specialeansvarlig overlæge på lungemedicinsk afdeling på Kolding Sygehus, indførte iltrobotterne på Kolding Sygehus under COVID-19. Effekten kom med det samme: Færre iltafhængige patienter blev overflyttet til intensiv, og aflastningen af sygeplejerskerne lettede presset på lungemedicinsk afdeling markant.
”Der er indlysende fordele ved iltrobotten. Den giver mere stabile patienter, indlæggelsestiden bliver hos nogle kortere, og vi får frigjort tid, som sygeplejerskerne kan bruge til at løse andre vigtige opgaver,” siger Jan Dalberg.
For patienterne var der også gevinst, fortæller Jan Dalberg:
”Vi testede apparatet på NIV-afhængige (Non Invasiv Ventilation, red.) KOL-patienter og kunne se, at i hvert fald nogle af dem hurtigere blev frakoblet NIV-maskinen. KOL-patienter og andre patienter, der kræver iltbehandling i hjemmet, kan nu behandles i eget hjem med iltrobotten. Det krævede tidligere et besøg af en hjemmesygeplejerske, og derfor mener jeg, at perspektivet for patienter, der skal have hjemmeilt, er stort.”
Jan Dalberg tilføjer, at der kræves forskning på området for at teste hjemmeapparatet og for at opnå evidens for behandlingen.
Kolding Sygehus råder i dag over 16 iltrobotter, og i det meste af det offentlige sygehusvæsen er iltrobotterne taget i brug. O2matic-apparatet bruges på sygehuse i fire af fem regioner, og O2matic sælger det i 36 lande. Okan Ilker Görgen håber på et salgseventyr:
”Markedet for iltapparater til patienter i hjemmet er endnu større end hospitalsmarkedet, og vi mærker en efterspørgsel på en hjemme-iltrobot i flere lande.”
Afgørende hjælp fra EU-projekt
O2matic blev efter flere års udviklingsarbejde færdige med hjemme-iltrobotten i 2021. Undervejs har Herlev-virksomheden trukket på DDSI’s evner til at skabe innovationssamarbejder og netværk og inddrage eksperter: Eksperter fra DTU har hjulpet med at udvikle apparatets algoritmer, og professionshøjskolen Absalon har sammen med Cumuli Design Lab bidraget med et testforløb for iltsygeplejersker, iltmontører, iltbrugere og pårørende samt vidensrapport.
Okan Ilker Görgen kalder hjælpen fra DDSI afgørende:
”Vi var dengang en to år gammel startup-virksomhed, som havde svært ved at skaffe midler til hele udviklingsprocessen. Desuden møder innovative teknologier som regel også faglig modstand, og det gælder også i sundhedsvæsenet. Nogle kunne straks se perspektivet, mens andre læger følte, at den nuværende behandling er tilstrækkelig. Derfor var det vigtigt at inddrage iltpatienter, lungelæger samt iltleverandører under designprocessen, og her ydede DDSI os afgørende hjælp.”
Innovationssamarbejdet om iltrobotten er et af mange i DDSI, hvor virksomheder på Sjælland og det offentlige sundhedsvæsen har fundet hinanden i innovationssamarbejder. Projektet er netop afsluttet og har leveret et flot resultat: 30 iværksættere og virksomheder har udviklet nye sundheds-teknologiske løsninger og produkter.
Nogle af de 30 løsninger og produkter er allerede på markedet, mens andre i øjeblikket testes på sygehuse og i andre dele af sundhedsvæsenet.
DDSI-projektet har hentet deltagere fra både Sjælland og Storkøbenhavn, og det har ikke været svært at rekruttere virksomheder til projektet.
Projektkoordinator Susanne Eiler fra Fonden til innovation og erhvervsfremme i Region Sjælland (FIERS), der har drevet EU-projektet, siger:
”Det danske sundhedsvæsen er udfordret på ressourcer og har brug for udvikling, og det skaber et marked for nye løsninger. Virksomhederne har virkelig grebet mulighederne i vores projekt, og vi har hjulpet dem med at få data- og designdrevne løsninger og produkter udviklet.”
FAKTA Om Data- og designdreven sundhedsinnovation
Projektet har hjulpet SMV’er i Greater Copenhagen og Region Sjælland med at skabe innovative kommercielle løsninger på globalt oplevede udfordringer inden for sundheds- og velfærdsområdet. Projektet startede i oktober 2017 og blev afsluttet med udgangen af marts 2022. EU’s Regionalfond har støttet projektet med 9,5 mio. kr. Projektet blev drevet af Fonden til innovation og erhvervsfremme i Region Sjælland (FIERS) i et partnerskab med Professionshøjskolen Absalon, DTU, Cumuli Design Lab og Region Sjælland.
Læs mere om projektet DDSI i Erhvervsstyrelsens projektdatabase
Skal din virksomhed også have hjælp til digitalisering eller grøn omstilling? Find aktuelle tilbud på Virksomhedsguiden
FAKTA Om EU’s Regionalfond
I perioden 2014-2020 investerede EU's Regionalfond, Socialfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skulle skabe vækst og beskæftigelse i hele landet.
Regionalfondsprogrammet for 2014-2020 var målrettet bedre vækstvilkår for små og mellemstore virksomheder, der spiller en vigtig rolle i at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark.
Derfor medfinansierede EU's Regionalfond projekter, der skulle:
- Styrke virksomhedernes innovationsevne
- Udarbejde vækstplaner for virksomhederne
- Hjælpe virksomhederne med at blive mere ressourceeffektive
- Understøtte bæredygtig, grøn byudvikling i kommuner med byer over 30.000 indbyggere
Nøgleord
Kontakter
Hvis du vil vide mere om Data- og designdreven sundhedsinnovation, kan du kontakte:
Søren Munch, DE Kommunikation, 3529 1775 og SorMun@erst.dk
Billeder
Information om Erhvervsstyrelsen
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
100 mio. kr. til udvikling af Power-to-X i Syd- og Nordjylland9.12.2024 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Indstillingsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling har bevilget 100 mio. kr. til fire projekter i Syd- og Nordjylland. Gennem teknologisk udvikling, investeringer og kompetenceudvikling skal projekterne styrke værdikæderne og øge konkurrencedygtigheden på Power-to-X-området.
”Kunderne og jeg er drevet af en fælles passion for godt håndværk”16.10.2024 08:57:12 CEST | Pressemeddelelse
Perioden, hvor det meste af verden lå underdrejet af Coronapandemien, har fået skyld for meget. For Jennie Dai gav den tilhørende nedlukning imidlertid mulighed for at stoppe op og tage arbejdslivet op til revision. Skulle hun fortsætte karrieren som jurist i et af landets største pengeinstitutter, eller skulle hun måske prøve noget helt andet?
Roccai kunne hyre deres første medarbejder og skalere endnu hurtigere11.10.2024 10:19:53 CEST | Pressemeddelelse
Nanna blev iværksætter og gik ind i tech-branchen uden at kunne kode. Det lærte hun sig selv. I sin anden tech-startup, Roccai ApS, kunne hun gennem det EU-støttede projekt SMV:Vækstpilot ansætte Mathias, som hun sparrede med, mens de delte opgaverne – så han tog AI-delen, og hun byggede systemet.
Fra modebranchen til snedkerkøkkener – en rejse mod frihed og forfinet design11.10.2024 10:00:52 CEST | Pressemeddelelse
For et par år siden stod Gitte Outzen ved en skillevej: Et liv i interiør- og livsstilsbranchen med udsigter til lange arbejdsdage og jævnlig rejseaktivitet i sigte syntes ikke at passe i familielivet, og hun ønskede at have bedre mulighed for at kunne råde over sin tid. Hun er født ind i en snedkerfamilie og havde fra barnsben af været med på snedkerværksteder og byggepladser for at se på nye projekter, materialer og arkitektur.
Tobias fik en kæmpe portion selvværd og fandt kursen mod drømmeuddannelsen3.10.2024 12:31:01 CEST | Pressemeddelelse
Han har deltaget i projektet Uddannelse til grønne job i Viborg for at forberede sig på en erhvervsuddannelse i Holstebro. Her har Tobias fået en kæmpe portion selvværd og fundet retningen, så han nu er ved at uddanne sig til bygningsmaler og drømmer om eget firma.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum