Stort udbud af ambulancekørsel i Region Hovedstaden med fokus på borgere, personale og udvikling
28.1.2021 11:38:11 CET | Region Hovedstaden | Pressemeddelelse
Regionerne har ansvaret for at stille med en ambulancetjeneste til borgerne, og i 2023 udløber Region Hovedstadens kontrakter med Falck og Hovedstadens Beredskab om ambulancekørsel. Derfor er ambulancekørslen sendt i udbud, som følger anbefalingerne fra regionernes rapport om styrket konkurrence på ambulancemarkedet. Som noget nyt stiller Region Hovedstaden ambulancebaser til rådighed for kommende leverandører, hvilket kan gøre det nemmere at byde på opgaven.
Fremtidens ambulancetjeneste
Region Hovedstaden har forud for udbuddet haft dialog og fået input fra ambulancepersonalet, fagforeninger samt haft markedsdialog med interesserede bydere. Herudover bygger udbuddet på erfaringer fra andre regioner og viden fra internationale akutberedskaber. Udbuddet lægger vægt på at skabe fremtidens ambulancetjeneste, der i højere grad skal være en samarbejdende funktion og et bindeled mellem borgere, kommuner og den øvrige del af sundhedsvæsenet.
Nye opgaver i sundhedsvæsenet
Ambulancetjenesten er borgernes hjælp ved akut sygdom og tilskadekomst, og den skal også være tryghedsskabende. Ambulancetjenesten bliver et vigtigt element i omstillingen af sundhedsvæsenet, hvor borgere i fremtiden i højere grad får behandling og opfølgning derhjemme ved hjælp af fx videokonsultation og andre telemedicinske løsninger.
Ambulancetjenesten vil fortsat være den første og hurtige hjælp ved akutte livstruende tilstande og bindeleddet til specialistbehandling på hospitalerne. Den skal også være borgernes tryghed i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, og det forudsætter en ambulancetjeneste, der er udviklingsorienteret og personale med nye kompetencer.
Ambulancepersonalet er vigtigt
Som led i omstilling til nye opgaver ønsker regionen, at antallet af paramedicinere gradvist øges i hele kontraktperioden med det mål at have mindst én paramediciner på alle ambulancer. Desuden skal paramedicinernes kompetencer øges, ligesom der er krav om mere uddannelse af ambulancebehandlere.
I udbudsmaterialet lægges der vægt på ambulancepersonalets sikkerhed, arbejdsmiljø og uddannelse.
Regionen vil i den kommende kontrakt desuden stå for planlægning og afholdelse af ambulancepersonalets pauser Det betyder, at regionen øger antallet af beredskaber, så tilbudsgiverne ikke behøver at medregne udgifter til pauser.
Regionen stiller baser til rådighed
For at gøre det let for bydere stiller Region Hovedstaden i det nye udbud fem hovedbaser til rådighed for leverandørerne. Den nuværende basestruktur ændres fra 26 forskellige baser til fem hovedbaser, der bliver suppleret med et antal mindre fremskudte baser til sikring af responstider i områder med længere afstande.
Hovedbaserne er større baser med bl.a. flere garager og sovefaciliteter. De mindre fremskudte baser har mulighed for ophold og hvile og med adgang til toilet, vand og strøm til køretøjet. Hovedbaserne giver operatøren mulighed for at effektivere vedligeholdelse, vask og rengøring og opfyldning af ambulancer og dermed frigøre tid til ambulancepersonalet.
Når regionen stiller baser til rådighed, reduceres finansieringsbehovet og kompleksiteten i opgaven for nye bydere.
Kontrolbud
Der bliver udarbejdet et kontrolbud i forbindelse med udbuddet. Ved et kontrolbud laves et uafhængigt tilbud baseret på udbudsmaterialet på samme vilkår som øvrige tilbudsgivere. Kontrolbuddet giver en indikation af, om prisen for kørslen muligvis er uforholdsmæssig høj på grund af manglende konkurrence. På baggrund af kontrolbuddet kan regionen vælge selv at køre ambulancerne i en eller flere delaftaler.
Region Hovedstaden har samarbejdet med de øvrige regioner om udbuddet og brugt den samme skabelon for udbuddet som i Region Midtjylland og Region Nordjylland, der har været i udbud.
Tidsplan
Resultatet af udbuddet forventes offentliggjort i efteråret 2021 efter forhandling, evaluering og kontraktskrivning. Kontraktstart for nye leverandører er 1. februar 2023, og kontrakterne løber til januar 2029.
Yderligere oplysninger
Pressevagten i Region Hovedstaden på 70 20 95 88 eller presse@regionh.dk
Links
Information om Region Hovedstaden
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Region Hovedstaden samler Europa om cirkulært byggeri og råstoffer31.3.2026 09:27:16 CEST | Pressemeddelelse
Den 7. april mødes europæiske beslutningstagere, byer og erhvervsliv i København for at sætte cirkulært byggeri og råstoffer øverst på EU’s dagsorden.
Forskning i medfødt hjerneskade hos nyfødte, børn og unge får historisk løft26.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Elsass Fonden donerer 77 millioner kroner til forskning i medfødt hjerneskade hos nyfødte, børn og unge. En donation som skal løfte behandlingen i Danmark og internationalt.
Moderne og trygge rammer til patienter i psykiatrien på Bispebjerg Hospital20.3.2026 15:35:05 CET | Pressemeddelelse
Større hensyn til patienternes behov, mere plads og bedre muligheder for aktiviteter. Det er nogle af de fordele, som 126 patienter får glæde af, når sidste etape af byggeriet af Region Hovedstadens største psykiatriske center på Bispebjerg Hospital slår dørene op den 15. april.
Vejen til høj patienttilfredshed kan også gå gennem skærmen18.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Tilfredsheden blandt Region Hovedstadens patienter er langt overvejende positive. Det viser den årlige status på patienttilfredsheden på landets hospitaler og sygehuse. Tilbud om digital konsultation skal spare patienterne tid og besvær – og øge tilfredsheden yderligere
Regioner presser EU: Byggeriet skal fylde mere i ny lov om cirkulær økonomi12.3.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
EU er i gang med at forberede sin nye regulering af cirkulær økonomi, Circular Economy Act, der skal styrke markedet for genanvendte materialer og mindske Europas afhængighed af nye råstoffer. Nu opfordrer Region Hovedstaden og en række europæiske metropolregioner EU til, at byggeriet får en langt mere central og forpligtende rolle i loven.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
