Stemmen fra vores forfædres fortid skal høres i klimadebatten

På Arkæologi på Aarhus Universitet sidder professor MSO, Felix Riede og adjunkt Shumon T. Hussain. De forsker til dagligt i menneskers forhold til naturen og jordens skiftende klima og miljø. En faglig disciplin, der går under betegnelsen miljøhumaniora, men uanset betegnelsen, så bevæger de sig hjemmevant mellem humaniora og naturvidenskab, hvad deres seneste publikation i WIREs Climate Change også vidner om. I den netop offentliggjorte videnskabelige artikel: "Palaeoenvironmental humanities: challenges and prospects of writing deep environmental histories" præsenteres et nyt greb i forhold til at finde løsninger på de aktuelle klimaudfordringer.

Kombinerede videnskabelige data kan inspirere til nye klimatiltag
Klimaændringer er et emne, der efterhånden er så presserende, at det ikke kan ignoreres – end ikke af hardcore klimaskeptikere. Men ifølge Felix Riede og Shumon T. Hussain er der ikke en enkelt faglig disciplin, der alene kan bibringe løsninger på de mange klimaudfordringer, men ifølge de to forskere, kan arkæologi i form af såkaldt pEH muligvis give et vægtigt bidrag.

Men hvad gemmer sig bag forkortelsen pEH?
”Palæomiljø-humaniora” er den bagvedliggende betegnelse, og det vi argumenterer for er, at palæontologer, arkæologer og miljøforskere med fordel kan kombinere deres data og gå sammen om at bibringe ny viden i relation til klimaspørgsmål,” fortæller professor MSO Felix Riede og uddyber:

”Palæontologer studerer fortidens liv på baggrund af fossiler, dvs. de undersøger livets historie fra dets spæde begyndelse, hvilket også indbefatter analyser af fortidens klima og levevilkår. Arkæologi er ligesom palæontologi det, man kan kalde en historisk videnskab, der handler om at afdække fortidens menneskelige aktivitet. Kombinerede data fra de på mange måder beslægtede videnskabelige discipliner kan være med til at give svar på, hvordan vi responderer på menneskeskabte klimaændringer.”

Klima har altid indrammet menneskelivet
Menneskets tidligste fortid rummer nemlig, ifølge Felix Riede og Shumon T. Hussain, intet mindre end en skattekiste af historier om, hvordan vores forfædre og slægtninge klarede sig i lyset af hurtige miljøændringer. 

”Menneskets udviklingslinje fra forhistoriske menneskearter til det moderne menneske afsluttedes i løbet af pleistocæn. Den såkaldte pleistocæne epoke var kendetegnet ved at være en periode med ustabilt og omskifteligt klima. Den efterfølgende geologiske epoke hedder holocæn og strækker sig fra i dag og 11.700 år tilbage. Den hollandske nobelprismodtager, Paul Crutzen, har imidlertid døbt en ny epoke i jordens historie, den antropocæne tidsalder, som betegner menneskets gennemgribende indflydelse på planeten, og herunder forstås også de menneskeskabte klimaændringer. Det vil sige, at det fremtidige klima og miljø i det antropocæne forventes at afvige fra normer under den holocæne periode og måske tilnærme sig normer fra den pleistocæne periode. Og det vi med vores artikel gerne vil henlede opmærksomheden på, er muligheden for at åbne et nyt vindue i vores kollektive erfaringer om klimaændringer,” fortæller adjunkt Shumon T. Hussain.

Læs den videnskabelige publikation i WIREs Climate Change  

https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1002/wcc.667