Socialrådgiver-formand Mads Bilstrups 1. maj-tale

[DET TALTE ORD GÆLDER]

Hej med jer.

Normalt ville jeg holde denne tale på en scene eller en ølkasse foran et hav af engagerede socialrådgivere i højt humør, som kunne se frem til endnu en festlig fejring af alle de fremskridt, Arbejderbevægelsen har opnået. Sådan bliver det ikke i dag, men jeg er glad for, at teknologien så giver mig mulighed for at sige jer et par ord her alligevel.

Umiddelbart før corona-epidemien ramte os, var Ditte og jeg på besøg hos beskæftigelsesministeren og socialministeren for at overrække dem bogen ’Socialrådgivernes fortællinger fra hverdagen’. Det var kulminationen på en stærk indsats gennem flere måneder for at sætte vilkårene for det sociale arbejde på dagsordenen - flere tusind socialrådgivere har bakket op, og indsatsen har i dén grad båret frugt: Ministrene har taget godt imod fortællingerne, og nogle af dem er også blevet brugt i medierne. Dermed blev det tydeligt for både politikere og mange andre, at selvom socialrådgiverne hver dag yder en kæmpe indsats for samfundets udsatte, så er rammerne mange steder ikke gode nok.

Så kom corona-krisen.

---

Med ét blev hverdagen forandret radikalt for langt de fleste af os, og det arbejde, vi havde planlagt med at udbrede budskabet om tid til socialt arbejde, blev som meget andet sat på pause.

Pludselig handlede alt om nedlukning, smittefare, hamstring, afstand, værnemidler, risikogrupper, håndsprit, indlæggelser, statistikker. Men også om sammenhold, solidaritet og tillid – til hinanden, til myndighederne, til fællesskabet. Og nu, godt halvanden måned inde i nedlukningen, kan vi konstatere, at et velfærdssamfund med et velfungerende sundhedsvæsen, en social sektor der griber udsatte mennesker og holder hånden under mennesker ramt af ledighed, ulykker og handicap – og med en fleksibel arbejdsmarkedsmodel der lader lønmodtagere og arbejdsgivere finde de gode løsninger sammen – at det samfund giver os en grundlæggende tryghed, som gør os stærke, når en krise rammer.

Det skal vi huske og bygge videre på efter corona-krisen, men det kræver de rigtige beslutninger.

---

Vores velfærdssamfund med fri og lige adgang til uddannelse, lægehjælp, dagtilbud til vores børn og sociale ydelser hvis vi bliver ramt af sygdom, ledighed eller handicap skaber tillid og sammenhængskraft. Og hver gang vi forringer trygheden, tilliden og sammenhængskraften – som nedskæringerne på velfærden de seneste tyve år har gjort – så koster det os alle sammen, både menneskeligt og økonomisk.

Da finanskrisen ramte os for godt ti år siden, betalte de mest udsatte den højeste pris. I stedet for at holde hånden under dem, der havde mest brug for det, fokuserede politikerne på bankerne – og samtidig med at de halverede dagpengeperioden. Det var en historisk fejltagelse, som vi ikke må gentage.

Går vi længere tilbage i historien – og det må vi godt her på 1. maj - finder vi et langt mere opløftende eksempel på politisk handlekraft. I begyndelsen af 1930erne blev Danmark ramt af den største økonomiske krise, verden hidtil havde set – arbejdsløsheden og den sociale armod eksploderede. Men i modsætning til Finanskrisen i 2008, så svarede politikerne dengang med at udvide velfærden frem for at indskrænke den. I en situation, hvor mange familier risikerede at måtte gå fra hus og hjem og fattigdommen voksede hastigt, spændte politikerne et socialt sikkerhedsnet ud under alle samfundets borgere. Ved at investere i mennesker lagde de dermed fundamentet for det velfærdssamfund, vi kender i dag.

---

Under corona-krisen har politikerne vedtaget en række hjælpepakker – til erhvervslivet, til lønmodtagerne, til socialt udsatte. Det er alt sammen fornuftigt og nødvendigt, men vi er stadig langt fra målet om at sikre ordentlige rammer for det sociale arbejde. Der mangler pladser på herberg og krisecentre. Sundhedsvæsnet har ofte svært ved at rumme socialt udsatte. Og mange socialrådgivere mangler både tid og frihed til at tage udgangspunkt i det enkelt menneskes behov og ønsker.

Når samfundet åbner igen, håber og tror jeg, at politikerne vil lade sig inspirere af fortiden – ikke for ti år siden, men for snart 100 år siden, da visionære politikere lagde grundstenene til et velfærdssamfund, der bygger på et historisk stærkt fællesskab. At de vil gøre op med flere årtiers besparelser i den offentlige sektor og i stedet investere i velfærden, ikke mindst det sociale arbejde – for vi skal som samfund kendes på, hvordan vi tager os af udsatte mennesker.

Med den opfordring vil jeg ønske alle en rigtig god 1. maj.