Smittende begejstring for natur- og teknologifagene belønnes med pris

På Østbirk Skole i Østbirk er begejstring for naturfagene en selvfølgelighed i både klasselokalerne og på lærerværelset.
Kilden til begejstringen skal blandt andet findes i den smittende entusiasme, som skolelærer Iben Leth Jensen lægger for dagen, hver dag hun møder ind på arbejde.
Med en glødende passion for naturfagene og en barnlig nysgerrighed i forhold til at undersøge og lære mere, har hun gjort det sejt at vide noget om natur/teknologi og dermed gjort naturfagene til yndlingsfag fra første til sidste klassetrin på Østbirk Skole.
For sin indsats modtager Iben Leth Jensen nu Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris 2023 Vest.
»Jeg føler selv, at jeg gør en ekstra indsats for at gøre naturfagene interessante, og så er det virkelig dejligt at blive anerkendt for det, og at nogle ser og værdsætter den indsats, man laver,« siger hun.
Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris er delt i to med en prismodtager vest for Storebælt og en prismodtager øst for Storebælt. Med prisen følger 250.000 kr., hvoraf 50.000 kr. tilfalder prismodtageren, mens 200.000 kr. tilfalder skolen.
»Med Natur- og Teknologilærerprisen ønsker Novo Nordisk Fonden at hylde de mange engagerede og dygtige lærerkræfter, som er helt afgørende for børn og unges interesse og læring inden for naturvidenskab. Vi er glade for at overrække prisen til Iben Leth Jensen for hendes forbilledlige engagement som naturfagsunderviser og hendes evne til at skabe deltagelsesmuligheder for alle elever,« siger Berith Bjørnholm, Senior Vice President for Education & Outreach i Novo Nordisk Fonden.
Du kan læse mere om prismodtageren øst for Storebælt her.
Det er okay at være nørdet
Iben Leth Jensen fortæller, at hendes tilgang til naturfagene stammer fra hendes egen helt naturlige begejstring for natur/teknologi.
Det er også hendes egnet yndlingsfag, fordi hun i faget kan få lov til at eksperimentere og tage eleverne med udendørs.
Iben Leth Jensen har blandt andet brugt undervisningen til at undersøge, hvorfor skolens store koloni af flagermus forsvandt i forbindelse med ombygningen af skolen, ligesom hun deltager aktivt i kommunens naturfagsnetværk og koordinerer projektdage med naturfagligt indhold på tværs af årgange.
Det er heller ikke unormalt, at eleverne prikker Iben Leth Jensen på skulderen i frikvarteret, fordi de har fundet en edderkop eller en bille, som de ikke har set før, eller fordi en dueunge er faldet ud af sin rede.
Når det ikke er eleverne, der prikker hende på skulderen, er det kollegaerne, som også nyder godt af at have et fagligt inspirerende fyrtårn på lærerværelset.
»Ungerne kan godt mærke, hvem der brænder mest for naturfagene på skolen. Jeg er glad for, at det på vores skole er sejt at vide noget om naturvidenskab, og at det er okay at være nørdet. Jeg prøver omvendt at fortælle børnene, at man ikke kan vide alt om naturvidenskab, men vi kan gå undersøgende til værks og finde ud af tingene sammen,« siger Iben Leth Jensen.
Med prisen fra Novo Nordisk Fonden følger 200.000 kr. til Østbirk Skole, og Iben Leth Jensen har nogle simple ønsker til, hvad pengene skal bruges til.
»Vi mangler virkelig en bålhytte til mellemtrinnet og en udendørs vandhane - det er helt lavpraktiske drømme. Den store drøm er at få noget i stil med Almas Intelligente Have eller en masse Growbots - noget der kan inspirere til naturfagsundervisning i praksis på alle klassetrin,« siger hun.
Om Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris
Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris er målrettet engagerede og dygtige lærere i faget Natur og Teknologi. Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig indsats inden for naturfaglig undervisning i grundskolens indskoling og mellemtrin.
Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris uddeles årligt og er delt i to priser; en til en lærer øst for Storebælt og en til en lærer vest for Storebælt. Hver pris består af en sum på 250.000 kr. bestående af en personlig hæderspris på 50.000 kr. og 200.000 kr. til skolen. Andelen, som tilfalder skolen, skal anvendes til udvikling af den naturfaglige undervisning, for eksempel indkøb af eksperimentelt udstyr, opgradering af lokaler/udeområde, ekskursioner eller efteruddannelse.
Prisen uddeles til en lærer efter indstilling fra dennes skoleleder eller skolebestyrelse.
Læs mere om prisen her.
Nøgleord
Kontakter
Nils Eskestad, Senior Communications Manager, +45 3023 2904, nes@novo.dk
Billeder

Information om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden blev etableret i 1924 som en dansk erhvervsdrivende fond, der støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål.
Fondens vision er at fremme menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed. Fonden arbejder for at styrke forskning og innovation inden for forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme samt infektionssygdomme. Derudover søger den at bidrage til udvikling af viden og løsninger, der understøtter den grønne omstilling af samfundet.
Følg pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden støtter oprettelse af nye natur- og skovområder i Danmark25.4.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den Danske Naturfond og Den Danske Klimaskovfond får i alt 400 mio. kr. til at etablere og beskytte natur- og skovområder i Danmark. Bevillingerne er en del af de 10 mia. kr., som Novo Nordisk Fonden har prioriteret til projekter, der skal fremme grøn omstilling inden for rammerne af Den Grønne Trepart.
Novo Nordisk Fondens priser til naturvidenskabelige undervisere på universiteterne uddeles for første gang til fire engagerede undervisningsteams19.3.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Med fire nye undervisningspriser ønsker Novo Nordisk Fonden at understrege vigtigheden af engagerende naturvidenskabelig undervisning på universitetsniveau.
Ti undervisere og pædagoger hyldes for at fremme børn og unges interesse for naturfag gennem engageret undervisning19.3.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
I forbindelse med Danmarks største naturfagskonference Big Bang, som løber af stablen i disse dage, offentliggøres modtagerne af Novo Nordisk Fondens undervisningspriser for 2025. I år anerkender fonden ti undervisere og pædagoger fra hele Danmark, der alle har gjort en særlig indsats for at styrke børn og unges interesse for naturvidenskabelige fag og emner.
Pioner inden for forskning i plantemikrobiomer modtager Novonesis Biotechnology Prize 202513.3.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Professor Julia Vorholts arbejde har ændret måden, vi tænker plantesundhed på. Hendes innovative forskning i plantemikrobiomer har potentiale til at revolutionere landbruget. For sin indsats modtager den tyske mikrobiolog derfor Novonesis Biotechnology Prize.
Fransk professor får Novo Nordisk Prisen 2025 for sin banebrydende afdækning af ”infektionsmysteriet”24.2.2025 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
I årtier troede forskere, at infektioner udelukkende blev forårsaget af virus og bakterier, men professor Jean-Laurent Casanovas banebrydende forskning har løftet sløret for en mere kompleks virkelighed: at gener spiller en grundlæggende rolle i at bestemme, hvem der bliver alvorligt syge, og hvem der forbliver raske. På grund af disse banebrydende opdagelser hædres han med Novo Nordisk Prisen 2025. Prisen er på 5 mio. kr.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum