Skolen har brug for reflekterende praktikere

Hvad vil det egentlig sige, at være en reflekterende praktiker? Det dykker vi ned i det seneste nummer af Asterisk. Meget tyder dog på, at lærere – og ikke mindst lærerstuderende – stadig har svært ved at leve op til idealet, der blev etableret med Donald A. Schöns banebrydende bog Den reflekterende praktiker fra 1983.

”Det er svært at være en reflekterende praktiker, og på læreruddannelsen har man undervurderet, hvor svært det er. Man skal vurdere sin praksis og se på sig selv udefra. Og stille spørgsmålet: ’Greb jeg det hensigtsmæssigt an? Hvad kunne jeg have gjort anderledes?” forklarer Per Fibæk Laursen, der er professor på DPU, Aarhus Universitet.

Han peger på, at Den reflekterende praktiker som metode også kan bruges til at koble teori og praksis.

”Hvis du fx er dansklærer og har elever, der har svært ved at knække læsekoden, så skal du trække på teori om læsedidaktik, men måske også på pædagogisk teori om børn i udsatte positioner eller om tosprogede børn. Det er situationen, der afgør, hvilke teorier der skal i spil. Mestrer man refleksion på det niveau, så står man som lærer stærkt i mødet med elever og forældre,” siger Per Fibæk Laursen.  

Teori kan styrke praksis 

Spørgsmålet er, om lærerene er klædt godt nok på til at være reflekterende praktikere. Og om det er noget, man træner på læreruddannelsen.

I evalueringen af læreruddannelsen står der: ”De kommende folkeskolelærere skal være i stand til at integrere træning af lærerkompetencer og øvelse i at forholde sig analytisk og udviklende til egen praksis” (Ekspertgruppen, 2018). De skal med andre ord være reflekterende praktikere, der mestrer vekselvirkningen mellem praksistræning og øvelse i teoretisk refleksion.

Men som uddannelsen ser ud i dag, har den fokus på performancemål, der er rettet direkte mod praksis. Det indebærer klare mål for, hvordan man fx leder undervisningen eller holder klassemøder og forældremøder. Og den orientering understøtter ikke den ønskede udvikling hos de studerende. Tværtimod, lyder det fra Hans Dorf, der er lektor emeritus på DPU, Aarhus Universitet.  

”Intentionen med reformen var, at de studerende skulle blive reflekterende praktikere, men der er sket det modsatte. Vidensgrundlaget i den danske læreruddannelse sigter ikke mod, at de studerende skal tænke videnskabeligt i relation til deres praksis, men at de skal blive i stand til at handle ud fra direktiver, der henviser til videnskab. Det er der ikke meget reflekterende praktiker i,” siger han og fortsætter:

”Det er svært at forestille sig, at man kan blive bedre til praksis gennem mere teori. Men det kan man!”

Hans Dorf peger på, at læreruddannelsen skal have et mere solidt vidensgrundlag, som de studerende kan bruge til at perspektivere alle de erfaringer og hændelser, som de kommer ud for i praksis under praktikforløb og som færdiguddannede.

”Det vil også fremtidssikre uddannelsen bedre i forhold til et samfund, der konstant ændrer sig. Et stærkt vidensfundament klæder samtidig lærerne på til at begrunde deres valg. Det styrker deres autoritet og status blandt forældre og elever, men også politisk vil de stå stærkere,” siger han.