Etisk Handel Danmark

Sidste års vinder af Verdens Bedste Indkøber: Prisen motiverer os til at skrue op for bæredygtige indkøb

Del

Region Syddanmark vandt sidste år prisen som Verdens Bedste Indkøber for deres samarbejde med HOLMRIS B8 om køb af brugte møbler til Regionshuset i Vejle. Prisen var et kæmpe skulderklap for regionens indkøbere, og frem til den 9. november kan man nå at indstille kandidater til dette års pris som Verdens Bedste Indkøber.

Fra venstre mod højre: Nicoline Nørup Sillesen, Hanna Merrild, Ditte Nicolajsen - Kreditering: Region Syddanmark
Fra venstre mod højre: Nicoline Nørup Sillesen, Hanna Merrild, Ditte Nicolajsen - Kreditering: Region Syddanmark

En runde mere med genbrugsmøbler

Der var glæde i Region Syddanmarks grønne indkøbsteam i afdelingen for strategisk indkøb, da de sidste år fik anerkendelsen som Verdens Bedste Indkøber for deres aftale med HOLMRIS B8, der gjorde brugt inventar til førstevalget. ”Vi har fundet ud af, at man sagtens kan få genbrugsmøbler af god kvalitet” siger Ditte Nicolajsen, der er Category manager og bæredygtighedskonsulent i det grønne indkøbsteam. ”Den største læring har nok været, at det kræver mange ressourcer, og derfor er jeg også rigtigt glad for, at vi kørte det som et pilotprojekt,” siger hun.

Ifølge Ditte Nicolajsen har de stadig behov for at lære mere om og af de faktiske udfordringer, inden projektet rulles ud i hele regionen. Dels virker markedet ikke modent, og dels har leverandøren ikke altid kunnet mætte Regionens behov, fordi de ikke bare kan producere en masse. Det grønne indkøbsteam tager derfor en runde mere kun med fokus på Regionshuset, hvor de sammen med leverandøren udvikler sig og bliver skarpere på at få udbud og efterspørgsel til at flugte.

Omstilling kræver en byge af små projekter

Genbrugsmøbler er dog bare et af mange greb, som Region Syddanmark har i skuffen for at nå deres mål om at nedbringe den samlede klimabelastning fra regionen med 35% i 2030. Udover grønne indkøb går vejen til at nå målene gennem omstilling af forbrug, bæredygtigt byggeri, øget genbrug og genanvendelse, energioptimering, omstilling af transportområdet og meget mere. 

Ifølge Ditte Nicolajsen er der desværre ikke nogen enkelte greb, der løser udfordringen med at nedbringe miljøbelastningen. Hun taler snarere om ”en byge af mange små projekter.” Og det skorter ikke på projekter i Region Syddanmark. Et af dem er et samarbejde på tværs af regioner og indkøbsorganisationer på sundhedsområdet i de nordiske lande, som har ledt til de nordiske kriterier for bæredygtig emballage. Med mere end 100.000 produkter i regionens sortiment, kan en samlet indsats for at bruge mindre mængder emballage gøre en kæmpe forskel.

For at inddrage medarbejderne og honorere den eksponentielt voksende interesse for bæredygtighed, kører Regionen hen over efteråret også en konkurrence blandt alle medarbejdere. Konkurrencen går ud på enten at komme med ideer til, hvordan man kan mindske spild og forbrug, eller gå fra engangsprodukt til flergangsprodukt. Der er indkommet 127 forslag fra medarbejdere, og vinderne afsløres i slutningen af november.

Krav bør tænkes ind i hele værdikæden

Klima og bæredygtighed er områder med stor politisk interessere, hvilket Region Syddanmarks klimastrategi også er udtryk for. Nanna Callisen Bang, Direktør i Etisk Handel er stærkt begejstret for Regionens arbejde med bæredygtighed. ”Indkøberne rundt omkring i kommunerne og regionerne er nogle af vor tids vigtigste helte inden for bæredygtighed. Med offentlige indkøb for mange milliarder årligt spiller de en nøglerolle i at få visionerne om bæredygtig omstilling omsat til konkret handling. Indkøberne kan nemlig stille krav i alle led af en vares livscyklus og belønne de producenter, som indtænker ikke blot klima, men også andre indvirkninger på mennesker og miljø i hele værdikæden,” siger hun.

Tilbage i det grønne indkøbsteam i Vejle har de med godt 100.000 produkter i deres sortiment en stor opgave foran sig med at skabe transparens. Ikke blot på grund af det store antal produkter, men også fordi mange af produkterne ikke har CO2-tal. ”Data er en kæmpe udfordring,” siger Ditte Nicolajsen. ”Vi har dog heldigvis gode forudsætninger for at vurdere om noget er godt eller skidt, så det begynder vi med, indtil et mere etableret datagrundlag er på plads.”

 

Faktaboks

  • Prisen Verdens Bedste Indkøber uddeles til dem, som har gjort et ekstra stort stykke arbejde med at bidrage til ét eller flere af Verdensmålene gennem deres indkøb.
  • Det kan være tiltag som for eksempel:
    • Vedtaget konkrete indkøbsmål, der understøtter verdensmålene.Indarbejdet krav i udbud/indkøb, der fremmer verdensmålene.
    • Integreret bæredygtighed som tildelingskriterie i et eller flere udbud.
    • Indkøbt efter mærknings- eller certificeringsordninger, der understøtter verdensmålene.
    • Organiseret sig på en ny måde for at fremme bæredygtige indkøb.
    • Eller på anden måde taget initiativ til at fremme verdensmålene gennem indkøb.
  • Du kan indstille en organisation eller virksomhed på www.ika.dk/videndeling/verdens-bedste-indkoeber
  • Frist for indstilling er den 9. november 2022 – og husk, du kan også kan indstille dig selv.
  • Prisen som Verdens Bedste Indkøber er skabt af Miljøstyrelsen, IKA – Foreningen af offentlige indkøbere, Etisk Handel Danmark, Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlig Grønne Indkøb.
  • Prisen uddeles på Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlig Grønne Indkøbs årlige konference for bæredygtige indkøb den 24. november 2022.

Kontakter

Lotte Frøjk Knudsen
Kommunikationsansvarlig
Mobile: +45 29452501
E-mail: lfk@etiskhandel.dk

Billeder

Fra venstre mod højre: Nicoline Nørup Sillesen, Hanna Merrild, Ditte Nicolajsen - Kreditering: Region Syddanmark
Fra venstre mod højre: Nicoline Nørup Sillesen, Hanna Merrild, Ditte Nicolajsen - Kreditering: Region Syddanmark
Download

Information om Etisk Handel Danmark

Etisk Handel Danmark
Etisk Handel Danmark
Overgaden Oven Vandet 10
1415 København K

+45 31 72 69 30https://etiskhandel.dk/

Etisk Handel Danmark er den samlende platform for virksomheder og organisationer, der arbejder for ansvarlig og bæredygtig handel. Vi står bag Videnscenter for bæredygtige værdikæder, akademi for etisk handel, medlemsnetværk og en række multi-stakeholder partnerskaber og alliancer.

Etisk Handel Danmarks medlemskreds tæller flere end 100 små, mellemstore og store virksomheder på tværs af sektorer, fagforeninger, erhvervs- og brancheorganisationer, civilsamfundsorganisationer, offentlige institutioner og fonde.

Følg pressemeddelelser fra Etisk Handel Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Etisk Handel Danmark

Tøj koster mere end penge15.11.2022 06:00:00 CET | Pressemeddelelse

Vi danskere elsker at købe tøj. Faktisk køber vi i gennemsnittet tre gange mere tøj end resten af verden. Men vores forbrug har en pris, og vi skal undgå, at det er klimaet, miljøet og tekstilarbejderne, der betaler regningen. Derfor sætter Etisk Handel Danmark fokus på at fremme et mere ansvarligt forbrug og produktion af tøj. De fleste af os er godt klar over, at vi skal holde igen med oksekødet og undgå madspild, men der er et behov for, at vi får øjnene op for vores tøjforbrug. Vores globale forbrug af tøj er fordoblet fra år 2000 – 2014. Og antallet af gange, vi bruger tøjet, er ligeledes faldet i samme periode. Det er ikke en holdbar udvikling, og det er med til at sætte tekstilindustrien på EU's topscorer-liste over industrier med de største ressourceaftryk. Forbrugere mangler viden og hjælp til mere bæredygtigt tøjforbrug Hvis vi skærer ned på vores overforbrug af nyt tøj, kan der spares meget på egen pengepung, og i den grad også på mange af verdens knappe ressourcer. Det gæld

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum