SDU-forskere: Trafikstøj øger risikoen for demens
9.9.2021 09:17:51 CEST | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Af Jakob Haugaard Christiansen
Hvis du over en længere periode bliver udsat for støj fra en nærliggende vej eller jernbane, så har du en markant højere risiko for at udvikle demens. Og jo højere støjen er, jo mere stiger risikoen for at du udvikler demenssygdomme.
Det viser et stort dansk forskningsprojekt, hvor forskere fra Syddansk Universitet sammen med forskere fra Roskilde Universitet, OUH og Københavns Universitet påviser en sammenhæng mellem støj og udvikling af demenssygdomme som Alzheimers.
Det danske forskningsresultat bliver torsdag offentliggjort i det anerkendte tidsskrift British Medical Journal.
Forskningsresultaterne viser bl.a., at man har en 27 procent forhøjet risiko for at udvikle Alzheimers og 18 procent forhøjet risiko generelt for at udvikle demens, hvis man over en årrække eksponeres for trafikstøj over 55 decibel sammenlignet med mindre end 40 decibel. Ser man på antallet af demenstilfælde i 2017 betyder det, at ud af de 8475 tilfælde kan de 1216 knyttes til trafikstøj.
- Jeg er overrasket over resultatet, fordi vi for første gang påviser en sammenhæng mellem trafikstøj og udvikling af demens. Der er tidligere lavet undersøgelser, men de var mindre og ikke konsistente, siger Manuella Lech Cantuaria, ph.d på Mærsk McKinney-Møller Instituttet og Det Kliniske Institut på SDU.
Den 32-årige brasilianer, der har stået i spidsen for forskningsarbejdet, håber, at resultaterne kan bane vejen for yderligere forskning på området til gavn for folkesundheden.
- Vi vil gerne være med til at øge fokus på de sundhedsmæssige risici, der kan være forbundet med at være udsat for støj, som ikke bare er et irritationsmoment, men også er skadeligt for dit helbred.
Støj kan gøre dig syg
Forskningsprojektet med sundhedsdata fra knap to millioner danskere sammenholdt med adresse og boligforhold i perioden 2004 til 2017 dokumenterer dermed for første gang en sammenhæng mellem trafikstøj og udvikling af demens.
Forskningen er den største af sin art i verden og viser en øget risiko for udvikling af demens – især Alzheimers – for personer, der eksponeres for støj fra veje og tog. Sundhedsdata fra alle danskere over 60 år sammenholdes med registeroplysninger om adresse og den trafikstøj, de er eksponeret for.
- Det er skræmmende, men jeg håber også, at vores resultater kan være med til at øge forskningen på området og påvirke udviklingen, så man tager højde for det i byplanlægning, og når man skal gøre brug af støjregulering som afskærmning ved motorveje, støjdæmpende asfalt eller nedsættelse af farten på strækninger, siger Manuella Lech Cantuaria.
Der er lavet lidt forskning om trafikstøj og demens, men de danske resultater påviser, at støj ligesom hjertekarsygdomme og dårlig livsstil også spiller en stor rolle i udviklingen af demens.
Stort potentiale i at forebygge demens
- Vi viser en sammenhæng mellem støj og demens, hvor hypotesen er at, at det er støjen, der stresser kroppen og udløser dårlig søvn. Det skaber en træthed, som igen udløser mere stress og øger risikoen for at man udvikler demens. Og jo højere støj, jo mere stiger risikoen, siger lektor ved Det Kliniske Institut på SDU, Jesper Hvass Schmidt, som oprindeligt var med til at starte forskningen.
Han er også overlæge og forskningsansvarlig på Øre-Næse-Halskirurgisk/Høreklinikken på OUH.
- Forskningsresultater som de her er helt essentielle, fordi de indikerer, at støj er et problem for folkesundheden. Det er afgørende, når politikerne skal overveje eksempelvis udbygninger af vejnettet og støjafskærmning i den forbindelse, siger han.
Der er tale om en databaseret observationsundersøgelse, som ikke fastslår årsagen – men dokumenterer en sammenhæng, som ifølge forskerne gør, at samfundet er nødt til at undersøge sammenhængen endnu mere i ny forskning.
På Roskilde Universitet understreger adjungeret professor Mette Sørensen, ekspert i trafikstøj, at resultaterne fra det tre år lange projekt kan bane vejen for endnu mere tiltrængt forskning på området.
- Vores resultatet giver os potentielt helt nye muligheder for at forebygge demens. Hvis konklusionen genfindes i fremtidige studier, er der et stort potentiale for forebyggelse af demens, da cirka 30 procent af alle danskere er udsat for vejstøj, der overstiger Miljøstyrelsens grænseværdi på 58 decibel, siger hun.
Nøgleord
Kontakter
Jane Thoning CallesenAfdelingschef, TEK KommunikationSyddansk Universitet / The University of Southern Denmark
Tlf:93507540jtca@tek.sdu.dkBilleder
Links
Information om Syddansk Universitet
Kontakter:
Manuella Lech Cantuaria, hovedforfatter på forskningsrapporten. Mobil: 27211181
Ellen Raben Pedersen, lektor på Mærsk McKinney-Møller Instituttet, SDU. Telefon 65507379 / 27266664
Jesper Hvass Schmidt, lektor og ph.d, Det Kliniske Institut, SDU, og forskningsansvarlig overlæge på Øre-Næse-Halskirurgisk/Høreklinikken på OUH. Mobil: 26700365
Jakob Haugaard Christiansen, journalist på SDU. Mobil: 40315261
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Presseinvitation: Den officielle åbning af SDU Center for Large Structure Produc tion (LSP)27.5.2026 10:45:35 CEST | Pressemeddelelse
Nyt forskningscenter skal automatisere den tunge industri med kæmperobotter.
Helle Precht udnævnt til professor i radiografi ved SDU26.5.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Professoratet skal styrke forskningen i patient-centreret billeddiagnostik, optimering af CT- og røntgenteknologi samt strålebeskyttelse. Forskningen skal bidrage til bedre diagnostik, højere patientsikkerhed og udvikling af radiografifaget nationalt og internationalt.
Sociale medier og AI ændrer valgkampen12.5.2026 12:12:54 CEST | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse fra Digital Democracy Centre på SDU viser, at sociale medier, algoritmer og AI spiller en stadig større rolle i valgkampen og skaber et mere opdelt digitalt mediebillede.
Forskere på SDU skal undersøge, hvad der egentlig sker, når man koger en bønne7.5.2026 10:25:39 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra SDU Food Matters på Syddansk Universitet skal over de næste fem år analysere, hvordan bønners naturlige mikrostrukturer ændrer sig under tilberedning, og hvordan den viden kan bruges til at udvikle bedre plantebaseret mad. Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden med 12,5 millioner kroner.
Nyt forskningscenter skal styrke samspillet mellem jura, kunstig intelligens og robotteknologi7.5.2026 10:20:35 CEST | Pressemeddelelse
Juridisk Institut ved Syddansk Universitet etablerer CLAIR – Center for Law, AI and Robotics. Centret skal bidrage med ny viden, der kan omsættes i både uddannelse, lovgivning og praksis i mødet mellem jura og teknologi.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
