Fuglesang har altid fascineret os mennesker: Den er smukt melodisk og varierende og har inspireret et utal af digtere og sangskrivere, fx Shakespeare, da han skrev Romeo og Julie og H.C. Andersen, da han skrev Nattergalen.

Til trods for vores store fascination er det dog kun for nylig, at vi har fået indblik i, hvordan den komplekse fuglesang egentlig fremkommer og hvilke helt ekstraordinære specialiseringer, der har gjort det muligt for sangfuglene at producere det meget forskelligartede lydbillede, vi kan lytte til hver morgen.

Sangfugle producerer deres smukke sang vha. et specielt vokalorgan, der er unikt for fugle: Syrinxen. Dette organ er omgivet af muskler, der trækker sig sammen med superhurtig hastighed; næsten 100 gange hurtigere end fx menneskets benmuskler.

Styrer en enkelt muskelfiber ad gangen

-        Vi har fundet ud af, at sangfugle har utroligt detaljeret kontrol over deres sang, siger Iris Adam, der udførte studiet og er adjunkt på Biologisk Institut, Syddansk Universitet.

Sammen med sin kollega, lektor og forskningsleder på Biologisk Institut, Coen Elemans, har hun dels foretaget undersøgelser af væv fra zebrafinker og dels brugt matematiske modeller til at beregne hvor fint justerede, sangfugles muskler kan være, når de skal synge.

Undersøgelserne og modellerne ledte til opdagelsen af, at sangfugle helt ekstraordinært kan kontrollere en enkelt fiber i en enkelt muskel ad gangen.

Vi kan kun styre 5-10 muskelfibre ad gangen

Når et menneskes benmuskler aktiveres, aktiveres flere hundrede eller tusinder muskelfibre.

Det mindste antal fibre, vi kan styre ad gangen, er muskelfibrene omkring vores øjne; der kan vi kontrollere 5-10 muskelfibre, når vi skal kontrollere øjets stilling.

-        Når vi ser på zebrafinkens sangmuskler, ser vi meget overraskende, at de kan kontrollere 13-17 pct. af deres muskelfibre enkeltvis, siger Coen Elemans.

Fugle skal lære at synge ligesom børn skal lære at tale

Det har stor betydning for sangfugle, at de kan kontrollere deres sangproducerende muskler så fint og detaljeret, som Adam og Elemans har beskrevet.

Tidligere forskning har indikeret, at hunner kan skelne mellem bittesmå ændringer i hannernes sang, og at de bruger den information til at vurdere, om en han er attraktiv eller ej, siger Iris Adam.

Sangfugle gjorde deres entre på livets stamtræ for ca. 40 mio. år siden, og de udviklede sig hurtigt til de sangfugle, vi kender i dag. Sang er altafgørende for deres eksistens. Evnen til at frembringe sang er ikke medfødt eller nedarvet, men skal læres fra ung – ligesom mennesker skal lære at tale.

Studiet publiceres i tidsskriftet Current Biology. https://doi.org/10.1016/j.cub.2021.05.008