Depression er hyppigere blandt kvinder med gynækologiske lidelser
5.12.2025 09:49:32 CET | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Et nyt studie fra Syddansk Universitet viser, at kvinder med gynækologiske lidelser oftere har depression, både før og efter de får stillet diagnosen. Resultaterne peger på behov for tidligere opsporing og bedre sammenhæng mellem fysisk og psykisk behandling.
Gynækologiske lidelser som endometriose, PCOS og menstruationsforstyrrelser er almindelige og ofte forbundet med smerter og uregelmæssigheder. De diagnosticeres typisk sent, og mange kvinder har i længere tid oplevet både fysiske gener og psykisk mistrivsel.
Et nyt registerbaseret studie fra Syddansk Universitet dokumenterer, at depression forekommer hyppigere hos kvinder med en af de 24 mest udbredte gynækologiske lidelser, og at de psykiske symptomer ofte opstår længe før diagnosen stilles.
-Mange kvinder lever altså med psykiske symptomer i årevis, uden at nogen opdager, at det måske hænger sammen med fysiske gener fra underlivet, siger Mette Bliddal, lektor i Forskningsenheden for Gynækologi og Obstetrik, Klinisk Institut og førsteforfatter på studiet.
Studiet viser, at depression var 44 procent mere udbredt blandt kvinder med en gynækologisk lidelse allerede i perioden op til deres gynækologiske diagnose blev stillet første gang. I året før og det første år efter diagnosticeringen var risikoen for depression mellem 15 og 109 procent højere, afhængigt af hvilken lidelse kvinderne havde.
Stort registerstudie over 13 år
Studiet bygger på danske sundhedsdata for mere end 2,2 millioner kvinder i alderen 15 til 49 år og dækker perioden 2005 til 2018. Af disse havde 265.891 kvinder, svarende til 12 procent, mindst én diagnose blandt 24 forskellige reproduktive lidelser.
Resultaterne viser en markant forhøjet forekomst af depression hos kvinder med en gynækologisk diagnose. Den øgede forekomst begynder længe inden diagnosen og topper i året efter. Det gælder både kvinder med en egentlig depressionsdiagnose og dem, der har fået udskrevet antidepressiv medicin.
-Det samlede billede viser, at fysisk ubehag og psykisk mistrivsel ofte følges ad, og at det sker tidligere, end sundhedsvæsenet typisk opdager, siger Mette Bliddal.
Særligt udtalt ved smertefulde lidelser
Den største forskel i forekomsten af depression ses hos kvinder med smertefulde tilstande, som for eksempel menstruationsrelaterede smerter og endometriose. Her er risikoen for depression op mod dobbelt så høj, som hos kvinder uden disse lidelser.
-Det kan tyde på, at mange kvinders psykiske helbred påvirkes i forbindelse med deres fysiske symptomer, og at disse reaktioner risikerer at blive overset i et sundhedssystem, der primært fokuserer på somatiske tegn, siger Mette Bliddal
Behov for mere helhedsorienteret behandling
Studiet siger ikke noget om årsag og virkning, men den tydelige overrepræsentation af depression blandt kvinder med gynækologiske lidelser peger på et behov for ændringer i den kliniske praksis.
Forskerne opfordrer til en mere integreret indsats mellem somatisk og psykiatrisk behandling, både i udredningsfasen og i opfølgningen. Det gælder især i almen praksis og i gynækologisk regi.
-Når så mange kvinder rammes af både fysiske og psykiske belastninger, må vi begynde at tænke mere helhedsorienteret. Der er brug for systematisk opmærksomhed på kvinders mentale trivsel, når de udredes for gynækologiske lidelser, siger Mette Bliddal.
Tre spørgsmål til Mette Bliddal om studiet:
- Hvad undersøger I i studiet?
Vi undersøger forekomsten af depression blandt kvinder før og efter de diagnosticeres med en lidelse i de reproduktive organer – det kan være lidelser som endometriose, PCOS og uregelmæssig eller smertefuld menstruation. Vi undersøger 24 forskellige lidelser, der alle relaterer sig til kvindeliv. - Hvad er det vigtigste fund?
At for alle lidelser ser vi – i større eller mindre grad – at forekomsten af depression er højere blandt kvinder, der bliver diagnosticeret med en af disse sygdomme, sammenlignet med kvinder uden. Den øgede forekomst kan allerede ses tre år før diagnosen og helt op til tre år efter. - Hvad kan resultaterne bruges til?
Selvom vi ikke kan sige noget om årsagssammenhæng, viser studiet at kvinders mentale helbred i høj grad kan være påvirket af lidelser i deres reproduktive organer.
Om studiet
Metode: Studiet er baseret på danske registerdata og er udført af forskere ved Syddansk Universitet i samarbejde med blandt andre New York University.
Studiet er et registerbaseret kohortestudie baseret på danske sundhedsdata fra 2005 til 2018.
Det omfatter:
- 2.295.824 kvinder i alderen 15 til 49 år
- 265.891 kvinder med mindst én diagnose inden for 24 forskellige gynækologiske lidelser, herunder endometriose, PCOS, menstruationsforstyrrelser og underlivssmerter
- Fem jævnaldrende kvinder uden reproduktiv diagnose som sammenligningsgruppe for hver kvinde med diagnose
- Depression målt som enten en hospitalsdiagnose (ICD-10: F32–F39) eller udlevering af antidepressiv medicin (ATC-kode N06A)
- Observation af depressionsforekomst fra tre år før til tre år efter diagnosetidspunktet
Resultaterne viser:
- Kvinder med en gynækologisk diagnose havde gennemgående en højere forekomst af depression sammenlignet med kvinder uden
- Allerede tre år før diagnosen var depression 44 % mere udbredt blandt kvinder med en reproduktiv lidelse (prævalensratio 1,44)
- Den største forskel sås ved smertefulde lidelser som underlivssmerter og endometriose, hvor depression var op til dobbelt så hyppig
- I året efter diagnosen var risikoen for depression mellem 15 % og 109 % højere afhængigt af lidelsestype (incidensrateratio 1,15–2,09)
Data er hentet fra Landspatientregisteret og Lægemiddelstatistikregisteret og giver mulighed for at følge både moderate og mere alvorlige tilfælde af depression over tid.
Studiet er finansieret af Novo Nordisk Fonden og Region Syddanmark.
Studiet “The Overlooked Link between Reproductive System Disorders and Depression: A Cohort Study in 2 Million Women” er publiceret i Psychological Medicine https://www.cambridge.org/core/journals/psychological-medicine/article/overlooked-link-between-reproductive-system-disorders-and-depression-a-cohort-study-in-2-million-women/B99A455A991C103BDEEC553CB69910AA
Nøgleord
Kontakter
Mette BliddalLektorForskningsenheden Gynækologi og Obstetrik, Klinisk Institut
Tlf:+45 2943 3242mbliddal@health.sdu.dkMarianne Lie BeckerJournalistDet Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Tlf:21 26 19 26mlbecker@health.sdu.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Er disse spækhuggere kannibaler? Det synes de næppe selv2.3.2026 11:16:59 CET | Pressemeddelelse
To fund af afrevne spækhuggerfinner med tydelige tandmærker fra artsfæller peger på kannibalisme – men ifølge SDUs hvalforsker er forklaringen ikke helt så enkel.
Ny rapport: På to år er danskernes private brug af AI næsten fordoblet2.3.2026 09:12:39 CET | Pressemeddelelse
Siden oktober 2023 er danskernes forbrug af generativ kunstig intelligens steget - men de har stadigvæk dårlig forståelse for teknologien, lav tillid og et negativt syn på dens rolle i samfundet.
Ny ledelse i SDU Business School: Ny leder udpeget – institutleder får ansvar som uddannelsesdirektør25.2.2026 08:59:36 CET | Pressemeddelelse
Visionær og samlende ledelse skal sætte retning for SDU’s business-satsning på tværs af campusser.
Topforsker i fodbold ansat på Syddansk Universitet20.2.2026 10:15:52 CET | Pressemeddelelse
Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet har ansat assistant professor Chris Carling – en af verdens førende eksperter i fodboldforskning og præstationsoptimering.
Nyopdaget virus kobles til tarmkræft19.2.2026 13:30:05 CET | Pressemeddelelse
Forskere fra Syddansk Universitet har opdaget en ny virus i en udbredt tarmbakterie. Virussen forekommer markant hyppigere hos patienter med tarmkræft.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum