Sådan finder du det mest bæredygtige juletræ
16.12.2022 12:02:48 CET | Aarhus Universitet Technical Sciences | Pressemeddelelse

Når du skal vælge årets juletræ, så står du overfor flere forskellige valg. Skal det være et helt traditionelt naturjuletræ, og skal det så være økologisk eller konventionel dyrket? Måske er det i år, du anskaffer dig et træ af plastik, det er smart og kan bruges igen år efter år. Vi har bedt Peter Hartvig, der er forsøgsleder ved Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet og ekspert i juletræer, om at give sit bud på det mest bæredygtige juletræ.
”Den nyeste forskning viser, at når vi taler om bæredygtighed, så er det traditionelle juletræ, der vokser i naturen plastikjuletræet overlegent,” forklarer han.
Tal fra en livscyklusanalyse foretaget af Københavns Universitet viser også, at et plastik juletræ faktisk skal holde i 12-16 år, før det vil være ligeså bæredygtigt som et naturtræ.
”Plastikjuletræer holder i gennemsnit 5 år, så der er et godt stykke vej til de 16 år. En anden problematik i forhold til juletræer af plastik er, at materialerne ikke kan genbruges. Det er ganske enkelt ikke muligt at skille plastikken fra metallet,” forklarer Peter Hartvig.
En anden pointe er, at der bliver udledt CO2 under produktionen af plastikjuletræet, mens naturjuletræet jo netop optager CO2 så længe det vokser på marken.
Klima- eller miljø?
Er alt så bare fryd og gammen, hvis man vælger et naturtræ? Nej, er svaret, for der er flere ting, man ud fra et bæredygtighedssyn skal tage hensyn til. Vil du have et konventionelt, økologisk eller måske endda et pottejuletræ? Der er nemlig forskel på naturjuletræerne. Og her skal man ifølge Peter Hartvig gøre op med sig selv, hvad der er vigtigst: Klima- eller miljøhensyn?
”Et konventionelt træ er faktisk, set ud fra et klimahensyn, mest bæredygtigt. Men ud fra et miljøhensyn er et økologisk juletræ mere bæredygtigt, da der ikke bliver brugt pesticider og kunstgødning i den økologiske produktion,” forklarer Peter Hartvig. Han fortæller, at det konventionelle juletræ er mere klimavenligt, da det vokser hurtigere end det økologiske, og dermed optager mere CO2. Dertil kommer, at der i den økologiske produktion udføres mekanisk ukrudtsbekæmpelse, hvilket fører til udledning af CO2, når maskinerne forbrænder diesel.
Tænk over, hvordan du henter dit træ
”Det bringer mig hen mod det, at det faktisk er transporten af juletræet, der er den største klimasynder. Hvis vi alle sammen sætter os i hver vores bil og kører 25 km ud til en skov og henter ét juletræ, så er det meget mere klimabelastende, end hvis du går ned til den lokale juletræssælger, hvor mange træer er transporteret på én gang,” forklarer Peter Hartvig.
Også her er der forskel på naturtræerne, for hvor fældede juletræ kan pakkes og stables, så der kan være mange på et vognlæs, så fylder pottetræer meget mere under transport, og er derfor i første omgang ikke det mest klimavenlige valg. Til gengæld så vinder pottetræet i den lange ende, men kun hvis det lykkes dig at få det til at gro i din have efter jul. Her skal man ifølge Peter Hartvig være ekstra omhyggelig med at vælge et træ, der fra starten har groet i potten. Træer, der er gravet op til lejligheden, vil med stor sandsynlighed ikke kunne gro videre i haven. Grantræer har nemlig pælerod, og den skal være intakt, hvis de skal kunne overleve, og det er den sjældent på opgravede træer. Og så kræver det ifølge Peter Hartvig også, at man har passet ekstra godt på sit juletræ i den tid, man har det inde i sin stue, ellers vil det ikke gro videre i haven.
Mit bæredygtige juletræ
Hvilket træ vælger eksperten selv?
”Jeg plejede selv at dyrke juletræer på min lille ejendom, men de er nu blevet alt for store. Jeg henter derfor mit træ hos den lokale juletræssælger, og jeg skal naturligvis have det helt traditionelle naturjuletræ,” fortæller han.
Eksperten selv vælger altså et konventionelt dyrket juletræ til sin juleaften, hvad vælger du?
Nøgleord
Kontakter
Forsøgsleder Peter Hartvig, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: +45 21423192 eller mail peter.hartvig.: +45 21423192 eller mail peter.hartvig@agro.au.dk
Billeder

Information om Aarhus Universitet Technical Sciences
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Bakterier skal rense spildevand for PFAS11.11.2026 08:48:18 CET | Pressemeddelelse
Forskere fra Aarhus Universitet vil udnytte bakteriers naturlige kemi til at nedbryde PFAS, medicinrester og andre miljøfremmede stoffer i spildevand. Målet er en billigere og mere bæredygtig teknologi, som på sigt kan blive en del af vores eksisterende rensningsanlæg.
Hvordan får man mest effektivt nedbragt pattegrisedødeligheden?11.11.2026 08:46:55 CET | Pressemeddelelse
Det spørgsmål har forskere ved Aarhus Universitet undersøgt ved at gennemgå og sammenligne forskningsresultater på området fra ind- og udland.
Hvem har egentlig fjernbetjeningen til vores hverdag?10.11.2026 12:01:11 CET | Pressemeddelelse
Robotstøvsugere, digitale dørlåse og køleanlæg har noget til fælles: De kan styres elektronisk, og sikkerhedsfejl kan derfor give uvedkommende adgang. Tre forskere fra Aarhus Universitet forklarer her, hvordan vi beskytter de digitale systemer, der i stigende grad styrer vores fysiske omgivelser.
Når AI kan overtage professorens arbejde, hvad skal vi så selv lære?5.11.2026 09:20:16 CET | Pressemeddelelse
En specialestuderende fik hjælp af kunstig intelligens og endte med at give den anerkendte biologiprofessor Rasmus Ejrnæs en faglig lærestreg, så han nu tvivler på fremtiden for sin egen ekspertise. Men på Aarhus Universitet arbejder forskere på en anden vej: AI skal ikke bare løse vores opgaver. Den skal gøre os dygtigere til at løse dem selv.
En eksplosion, der ændrede atmosfæren i årevis3.11.2026 14:53:53 CET | Pressemeddelelse
Ny forskning fra Aarhus Universitet afslører et overraskende samspil mellem vanddamp og svovlpartikler efter det voldsomme Hunga-vulkanudbrud i 2022. Opdagelsen giver forskerne en bedre forståelse af, hvordan vulkanudbrud påvirker atmosfæren og klimaet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
