Hvem har egentlig fjernbetjeningen til vores hverdag?
10.11.2026 12:01:11 CET | Aarhus Universitet Technical Sciences | Pressemeddelelse
Robotstøvsugere, digitale dørlåse og køleanlæg har noget til fælles: De kan styres elektronisk, og sikkerhedsfejl kan derfor give uvedkommende adgang. Tre forskere fra Aarhus Universitet forklarer her, hvordan vi beskytter de digitale systemer, der i stigende grad styrer vores fysiske omgivelser.
Hackede vandværker, kølediske og robotstøvsugere. Sikkerhedshuller i alt fra digitale dørlåse til babyalarmer.
Cyberangreb rammer ikke længere kun virksomheder og myndigheder. Også helt almindelige menneskers hverdag kan blive påvirket, når uvedkommende får adgang til de digitale systemer, der styrer vores fysiske omgivelser.
For i takt med at stadig flere ting får software og netværksforbindelser, bliver det muligt at overvåge og styre dem på afstand. Det gør mange opgaver lettere, men stiller også nye krav til sikkerheden.
“Worst-case er jo altid slemt når det kommer til cybersikkerhed, og vi har allerede set eksempler på, hvor galt det kan gå. Hackere har ændret temperaturen i fryseanlæg og angrebet vandværker, hvor de f.eks. har forårsaget fysiske skader på vandrør ved at manipulere vandtrykket,” siger Jens Myrup Pedersen, professor i cybersikkerhed ved Aarhus Universitet, og fortsætter:
“Og den slags kan jo ikke lige genoprettes med en softwareopdatering.”
Da én robotstøvsuger gav adgang til tusindvis af andre
I februar 2026 ville en softwareinteresseret mand finde ud af, om han kunne styre sin robotstøvsuger med en PlayStation-controller.
Under forsøget opdagede han en sikkerhedsfejl, som gav ham adgang til omkring syv tusinde robotstøvsugere af mærket DJI Romo verden over. Han kunne blandt andet tilgå kamerafeeds og digitale kort over ejernes boliger.
Manden gjorde producenten opmærksom på fejlen, som efterfølgende blev rettet.
I oktober 2026 fandt sikkerhedsforskere en sårbarhed i digitale dørlåse fra SwitchBot. Fejlen gjorde det muligt at åbne berørte låse gennem et manipuleret Bluetooth-signal. Forskerne demonstrerede angrebet, og producenten udsendte en sikkerhedsopdatering.
Der er ikke offentlig dokumentation for, at kriminelle har udnyttet disse fejl til at bryde ind i boliger. Men eksemplerne viser, hvordan fejl i den digitale styring kan få betydning for noget så fysisk som låste døre og kamerafeeds i boliger.
Ifølge Anders Møller, professor i datalogi ved Aarhus Universitet, skyldes mange sikkerhedsproblemer ældre software, som udviklere skabte på et tidspunkt, hvor de havde mindre fokus på sikkerhed.
Samtidig brugte de ofte programmeringssprog og teknikker, som gjorde det lettere at introducere alvorlige fejl.
I dag har forskerne bedre muligheder for at forebygge problemerne.
“Moderne programmeringssprog kan forhindre hele kategorier af programmeringsfejl, og forskning i programanalyse og programverifikation giver os stadig bedre metoder til automatisk at opdage fejl og kontrollere, at software overholder bestemte sikkerhedskrav,” forklarer han.
Men selvom udviklerne kan forebygge mange fejl, kan de næppe fjerne alle sikkerhedshuller. Derfor skal systemerne også begrænse, hvad uvedkommende kan gøre, hvis de alligevel får adgang.
“Et grundlæggende sikkerhedsprincip er, at brugere og programmer kun skal have de rettigheder, de faktisk har brug for,” siger Anders Møller.
En servicetekniker, der skal justere temperaturen i én køledisk, behøver eksempelvis ikke adgang til samtlige køleanlæg i en supermarkedskæde.
Ved at begrænse adgangen kan virksomheder mindske risikoen for, at én kompromitteret konto giver uvedkommende kontrol over hundredvis af anlæg.
Hvor meget skal vi forbinde til nettet?
Adgangskontrol og sikker software er imidlertid kun en del af løsningen.
Ivan Damgård, professor i kryptografi ved Aarhus Universitet, peger på, at virksomheder også skal holde deres software opdateret og kunne isolere udstyr fra nettet, hvis de opdager tegn på et angreb.
Han henviser blandt andet til angrebene mod køleanlæg i europæiske supermarkeder, hvor hackerne efter hans vurdering udnyttede en sikkerhedssvaghed, som havde været kendt i årevis, men som de berørte installationer ikke havde fået rettet.
“Det første er den gode gamle: Alt udstyr, al software skal være opdateret,” siger han.
Men han rejser også et mere grundlæggende spørgsmål om, hvor meget udstyr der behøver at have forbindelse til internettet.
“Er det overhovedet nødvendigt, at alt det her udstyr er koblet på nettet – især det, der håndterer noget kritisk? Gør producenterne det i virkeligheden mest, fordi det lyder smart?” spørger han.
Forbindelsen kan give nyttige funktioner, men den skaber også flere mulige adgangsveje, som virksomheder skal beskytte.
Det gælder både produkter i private hjem og de tekniske systemer, som sørger for eksempelvis varme, vand og ventilation.
Hvem sidder så med fjernbetjeningen?
At en maskine kan fjernstyres, betyder ikke nødvendigvis, at den er let at hacke. Ifølge Jens Myrup Pedersen kan virksomheder blandt andet beskytte deres systemer med lukkede netværk, overvågning og adgangskontrol.
Samtidig har fjernstyring klare fordele. Teknikere kan overvåge udstyr, finde fejl og reagere på problemer uden nødvendigvis at skulle møde op fysisk.
“Men det er helt afgørende, at det er ejeren af udstyret, som har fuld kontrol over, hvem der har en fjernbetjening,” siger Jens Myrup Pedersen.
For vigtige og kritiske systemer vil det ifølge ham ofte være bedst, at en producent eller servicetekniker kun får adgang, når der er behov for det, og at adgangen bliver begrænset til de funktioner, vedkommende skal bruge.
Det er også vigtigt, at ejeren kan identificere den konkrete person, der har fået adgang, og efterfølgende se, hvem der har tilgået hvilke dele af systemet og hvornår.
“Man skal kun tildele adgang, når der er brug for det, kun så længe der er brug for det, og kun til det, der rent faktisk er brug for. For hvis en hacker får fat i den digitale nøgle, skal den helst ikke kunne åbne alle døre,” siger professoren.
Nøgleord
Kontakter
Professor Jens Myrup Pedersen
Institut for Elektro- og Computerteknologi
Mail: jensmyrup@ece.au.dk
Tlf.: 21847931
Professor Ivan Damgård
Institut for Datalogi
Mail: ivan@cs.au.dk
Tlf.: 20837137
Professor Anders Møller
Institut for Datalogi
Mail: amoeller@cs.au.dk
Tlf.: 23309994
Jesper Bruun
Journalist, Aarhus Universitet
Mail: bruun@au.dk
Tlf.: 42404140
Billeder
Links
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Når AI kan overtage professorens arbejde, hvad skal vi så selv lære?5.11.2026 09:20:16 CET | Pressemeddelelse
En specialestuderende fik hjælp af kunstig intelligens og endte med at give den anerkendte biologiprofessor Rasmus Ejrnæs en faglig lærestreg, så han nu tvivler på fremtiden for sin egen ekspertise. Men på Aarhus Universitet arbejder forskere på en anden vej: AI skal ikke bare løse vores opgaver. Den skal gøre os dygtigere til at løse dem selv.
En eksplosion, der ændrede atmosfæren i årevis3.11.2026 14:53:53 CET | Pressemeddelelse
Ny forskning fra Aarhus Universitet afslører et overraskende samspil mellem vanddamp og svovlpartikler efter det voldsomme Hunga-vulkanudbrud i 2022. Opdagelsen giver forskerne en bedre forståelse af, hvordan vulkanudbrud påvirker atmosfæren og klimaet.
EU pesticide risk assessors question whether growing complexity leads to better environmental protection28.10.2026 12:40:27 CET | Press release
A new European study involving 114 regulatory professionals from 25 countries highlights concerns about the growing complexity of EU pesticide risk assessments and their ability to reflect real-world environmental conditions. The authors call for stronger collaboration and more targeted approaches to improve both environmental protection and regulatory efficiency.
Derfor er danske universiteter attraktive mål for hackere26.10.2026 18:23:19 CET | Pressemeddelelse
På få uger har cyberangreb ramt DTU, Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Universiteterne ligger inde med værdifulde data, har mange forskellige it-systemer og bygger på en tradition for åbenhed. Det gør dem interessante for alt fra cyberkriminelle til fremmede stater, forklarer professor i cybersikkerhed.
30 års forskning i lattergas har lagt fundamentet for de næste skridt26.10.2026 11:29:35 CET | Pressemeddelelse
På 30 år er forskerne blevet langt bedre til at måle udledningen af lattergas, forstå de mikrobielle processer bag og modellere, hvordan kvælstof bevæger sig gennem landbrugssystemet. I en ny artikel i Global Change Biology gør en international forskergruppe status over udviklingen – og ser på, hvordan den viden kan danne grundlag for de næste skridt i kvælstofforskningen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


