DI Roskilde Køge Bugt

Roskilde Kommune er højdespringer i DI’s måling af erhvervsvenligheden

Del

Der er godt nyt for de østsjællandske kommuner Roskilde, Køge, Lejre, Greve og Solrød i årets DI-undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. De er alle placeret midt i feltet, og især Roskilde er spurtet op ad listen med et spring på 25 pladser.

Det er karakteristisk, at dialogen med det lokale erhvervsliv er blevet bedre siden sidste år, og det glæder DI Roskilde/Køge Bugts formand Jeanet Løgsted.

- Vi oplever en meget positiv og åben dialog med både borgmestre og embedsfolk i alle kommuner. Det er en meget vigtig forudsætning for at forbedre virksomhedernes forhold og servicen over for dem. Ikke bare til gavn for de lokale virksomheder, men i høj grad også for kommuner og borgere, siger Jeanet Løgsted.

- LE undersøgelsen viser klart, at de enkelte kommuner har hver deres succeshistorier. Derfor vil jeg igen opfordre vores fem borgmestre og kommuner til at dele erfaringer og styrke det interne samarbejde endnu mere.

Fælles for de fem kommuner er, at ét ønske går igen. Alle steder opfordrer virksomhederne politikerne til at prioritere arbejdskraft højest. Mangel på medarbejdere er en af de største udfordringer for erhvervslivet lige nu, ikke bare i Østsjælland men over hele landet.

Roskilde nr. 57 (82 sidste år)

Med en 57. plads i LE 2022 har Roskilde Kommune opnået sin næstbedste placering i de 13 år, DI har lavet undersøgelsen. Og helt ekstraordinært er der fremgang i samtlige kategorier i undersøgelsen. Det har kun én anden kommune, nemlig Haderslevopnået. På områderne private leverandører, uddannelse og information og dialog er fremgangen særlig stor.

 

- Vi kan se, at virksomhederne er langt mere tilfredse med den dialog, de har med både politikere og embedsmænd. En oplevelse vi deler i DI Roskilde/Køge Bugt, både i forbindelse med det årlige dialogmøde, i den øvrige kontakt med kommunen og i erhvervsudvalget, hvor DI og andre erhvervsorganisationer er repræsenteret. En utrolig positiv udvikling, siger DI foreningens repræsentant i Roskildes erhvervsudvalg Pia Lund Larsen.

Roskildes virksomhederne kvitterer ikke mindst for, at kommunen er blevet bedre til at prioritere grønne indkøb og sende opgaver i udbud, så private virksomheder kan byde på dem. Og så er kommunen blevet hurtigere til at behandle byggesager. Den seneste opgørelse viser, at det tager 60 dage i gennemsnit, to uger hurtigere end sidste år.

- Det er en fremgang, som vores virksomheder mærker og værdsætter. Men selv om det er meget positivt at se, hvordan erhvervsvilkårene over hele linjen er blevet bedre, må det ikke blive en sovepude. Der er stadig plads til forbedring i Roskilde. Og på vores ønskeseddel står der for eksempel, at kommunen fjerner dækningsafgiften på virksomhedernes bygninger og gør en endnu større indsats for at få flere afgangselever til at vælge en erhvervsuddannelse, siger Pia Lund Larsen.

Køge nr. 56 (67 sidste år)

Køge er sprunget 11 pladser op ad listen, og ligger lige foran Roskilde. I årets undersøgelse vurderer virksomhederne den overordnede erhvervsvenlighed langt højere end for et år siden. Det gælder også dialogen med både politikere og embedsmænd og kommunens information.

I ikke mindre end syv ud af ti kategorier har virksomhederne vurderet Køge Kommunes indsats bedre end sidste år. Det gælder blandt andet de digitale rammer, behandlingen af byggesager og tilfredsheden med erhvervsarealer - både når det gælder om at sikre erhvervsgrunde og tage hensyn til erhvervslivet i den lokale planlægning. I kategorien infrastruktur er Køge nu landets 6. bedste.  

- Vi glæder os over, at kommunens fokuserede indsats på specifikke områder som kommunikation, erhvervsarealer og byggesagsbehandling bærer frugt til gavn og glæde for os alle. I DI Roskilde/Køge Bugt mærker vi, hvordan embedsmænd, politikere og erhvervslivet i Køge har fundet fælles fodslag om forskellige indsatsområder. Det er skønt at se, at det bærer frugt, når vi trækker i samme retning, siger Jeanet Løgsted.

Desværre er kommunen faldet markant tilbage på uddannelsesområdet. I Køge er antallet af elever fra folkeskolens ældste klasser, der søger en faglig uddannelse, ellers langt højere end i nabokommunerne. Derfor efterlyser vi endnu flere tiltag som erhvervspraktik og mere samarbejde mellem skoler og virksomheder. Det hjælper vi meget gerne med, siger Jeanet Løgsted.

Det trækker også ned, at kun 80 procent af de planlagte undervisningstimer i folkeskolerne er med en uddannet lærer bag katederet. Og selv om det er svært at tiltrække lærere, opfordrer DI Roskilde/Køge Bugt kommunen til at gøre en særlig indsats på det område.

Lejre nr. 41 (49 sidste år)

I Lejre kvitterer virksomhederne for, at politikerne - med borgmester Tina Mandrup i spidsen og kommunens embedsfolk - er blevet mere synlige siden borgmesterskiftet 1. januar. Dialogen med kommunens politikere, der lå nummer 60 sidste år, er sprunget op på en imponerende 7. plads i årets undersøgelse.

- Lejre Kommune er nu den bedst placerede østsjællandske kommune i LE, og vi er glade for den gode vurdering af dialogen. Det er også meget positivt, at kommunen har integreret flere af kategorierne i LE-undersøgelsen i dens erhvervspolitik. I DI Roskilde/Køge Bugt ser vi frem til et fortsat tæt samarbejde, siger formand Jeanet Løgsted.

Lejre er også helt i top i forhold til den grønne udvikling, hvor kommunen er landets 6. bedste ifølge DI-undersøgelsen. Ligesom det er gået fremad på områderne arbejdskraft og skatter, gebyrer og erhvervsarealer. Til gengæld tager behandlingen af byggesager nu dobbelt så lang tid som ved sidste måling, nemlig to måneder.

Greve nr. 61 (58 sidste år)

De lokale virksomheders svar i DI’s LE 22 måling tyder på, at det kniber for Greve Kommune at få fortalt om mange af de tiltag og den fremgang, der er inden for flere områder. Det gælder eksempelvis inden for kategorien arbejdsmarked, hvor Greve ligger pænt statistisk, mens virksomhederne ser mere kritisk på kommunens indsats for at tiltrække og sikre kvalificerede medarbejdere. Og når det gælder digitale rammer for virksomhederne og kommunens brug af private leverandører.

- Det er jo langt fra alle virksomheder, der er i tæt kontakt med kommunen hvert år. Hvis ikke de bliver informeret om, at der er sket fremskridt eller taget nye initiativer, vurderer de måske mere negativt, end de ellers ville have gjort. Derfor opfordrer vi borgmesteren og forvaltningen til at være bedre til at fortælle om deres succeser og tiltag, siger DI Roskilde/Køge Bugts formand Jeanet Løgsted.

Virksomhederne efterlyser blandt andet, at kommunen i højere grad hjælper dem med at blive mere bæredygtige, at man bliver bedre til at fremme den offentlige transport og gør mere for at få flere unge til at vælge en faglig uddannelse. Til gengæld er sagsbehandlingstiden for byggesager faldet en smule, og det kvitterer virksomhederne for.

Solrød nr. 53 (27 sidste år)

Solrød er faldet ned på listen fra en plads i den bedste tredjedel til midt i feltet. Det skyldes blandt andet, at tiden for at få behandlet en byggesag er steget med 100 dage til hele 256 dage, hvilket giver en bundplacering i den kategori.

- Vi ved, at det er svært at få kvalificerede medarbejdere til de tekniske forvaltninger i kommunerne. Men en så stor stigning i sagsbehandlingstid kalder på handling her og nu. En ventetid på 8-9 måneder på en ansøgning om at få lov at udvide eller bygge om kan betyde, at virksomhederne mister ordrer, og at kommunen mister private arbejdspladser. En ond cirkel for alle, siger DI Roskilde/Køges formand Jeanet Løgsted.

På uddannelsesområdet klarer Solrød sig til gengæld godt. I kommunens folkeskoler er det en uddannet lærer, der underviser i 92 procent af de planlagte timer. Det giver Solrød en flot 3. plads på landsplan i den kategori.

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2022

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2022, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 13. år i træk, DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
  • Rekord mange virksomheder, i alt 7.915 inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen i år.
  • Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.
  • Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
  • 93 ud af landets 98 kommuner er med i undersøgelsen. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

Følg Dansk Industri på:

    

Kontakter

Kontakt

Seniorchefkonsulent Helen Jensen, DI, Roskilde/Køge Bugt, hje@di.dk, 2124 4702
Formand for DI Roskilde/Køge Bugt Jeanet Løgsted, jln@scantox.com, 5686 1500
Næstformand for DI Roskilde/Køge Bugt Pia Lund Larsen, pl@mjservice.dk 2010 1300

Information om DI Roskilde Køge Bugt

DI Roskilde Køge Bugt
DI Roskilde Køge Bugt



For yderligere information om DI Roskilde/Køge Bugt:

Seniorchefkonsulent Helen Jensen
Mail: hje@di.dk  
Tlf. 2124 4702
Mobil: 2713 4989

Sekretær Susanne Munk Jørgensen
Mail: sul@di.dk
Tlf. 3377 3924

Følg pressemeddelelser fra DI Roskilde Køge Bugt

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Roskilde Køge Bugt

Hos Egon Olsen & Søn A/S bliver lærlingene hængende4.5.2022 08:59:40 CEST | Pressemeddelelse

Det var en rørt, glad og synligt overrasket tømrermester, der tirsdag modtog DI Roskilde/Køge Bugts Lærepladspris 2022. Adm. direktør Michael Hoff-Møller og en af hans lærlinge Sebastian Hinrichensen var midt i en debat om mønster-uddannelse af lærlinge på den regionale DI-forenings erhvervstræf på Ledreborg Slot, da han pludselig blev afbrudt af formanden – for at modtage den prestigefyldte pris.

Alt for mange studenter opgiver at læse videre12.4.2022 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Langt de fleste unge vælger at gå i gymnasiet, men flere og flere af dem kommer ikke i gang med en uddannelse bagefter. I både Køge, Roskilde, Greve, Lejre og Solrød er der tale om en markant stigning i antallet af studenter, der ikke er i gang med en uddannelse fem år efter, de fik huen på. Den udvikling skal vendes, siger formand for DI Roskilde/Køge Bugt Jeanet Løgsted, der opfordrer studenterne til at vende blikket mod erhvervsuddannelserne.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum