Dansk Byggeri

Renovering af almene boliger vil komme lejere og virksomheder over hele landet til gode

Del

Hvis regeringens forslag om at renovere de almene boliger for 30 mia. kr. frem mod 2026 bliver en realitet, vil det gavne lejere og virksomheder over hele Danmark. Forslaget forhandles politisk lige nu. Og en analyse fra Dansk Byggeri viser, at mindst hvert fjerde renoveringsprojekt vil give beskæftigelse til lokale håndværksvirksomheder.

Allerede nu ligger der 453 projekter til en værdi af 18,4 mia. kr., som er lige til at gå til. Det er penge, som lejerne i almene boliger har sparet op i fællesskab. Og ifølge Dansk Byggeris analyse, der bygger på tal fra Boligselskabernes Landsforening, BL, fordeler renoveringsprojekterne sig over hele landet med en nogenlunde ligelig fordeling af små, mellemstore og store projekter. Knap en tredjedel af projekterne har en værdi over 50 mio. kr. Mens 24 procent af projekterne har en værdi under 10 mio. kr. og derfor først og fremmest vil betyde arbejde til lokale håndværkere.

- Vi er glade for, at der er en god variation i projekterne både geografisk og beløbsmæssigt. Det sikrer, at der er arbejde og beskæftigelse til både store byggevirksomheder og til lokale håndværkere. Opgaverne falder på et tørt sted. Mange virksomheder har måttet skille sig af med medarbejdere under coronakrisen, og den økonomiske nedtur, vi står over for, vil i høj grad også ramme bygge- og anlægsbranchen, siger erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri Torben Liborius.

Regeringen skønner, at forslaget vil skabe mere end 11.000 job i år og næste år.

Stort behov for renovering af de almene boliger

I flere år er de almene lejligheder og rækkehuse ikke blevet vedligeholdt ud over det, der var absolut nødvendigt. Det har ført til et betydeligt renoveringsefterslæb.

- De seneste 10 år har omfanget af renoveringer været for lille, at de almene boliger under ét er blevet stadig mere nedslidt og i dårligere stand end de burde være. Det er tankevækkende, at der skulle en coronakrise til at råbe politikerne op og få dem til at tage de almene boligers tilstand alvorligt. Men nu glæder byggevirksomhederne sig til at komme i gang med arbejdet, siger Torben Liborius.

Hovedstadsområdet har med den største koncentration af almene boliger over 100 renoveringsprojekter på vej til en værdi af mere end 5,8 mia. kr. Mens Sjælland og Lolland-Falster har næstflest med 80 projekter til 1,3 mia. kr.

Klimavenlige renoveringer

De fleste af de almene boliger, der står i kø til at blive renoveret, er typisk mellem 45 og 65 år gamle, og lever derfor ikke op til de energikrav, der er til nyere boliger. To ud af tre af projekterne på ventelisten drejer sig om reparation og udskiftning af facader, tage og vinduer. Initiativer der vil spare lejerne for varmeudgifter og bringe udledningen af CO2 ned.

- Det er vigtigt, at en lang række af renoveringerne vil gavne den grønne omstilling, som bygge- og anlægsbranchen er meget dedikeret til i de her år. Overordnet ser vi initiativet som et kinderæg. Det er godt for lejerne, der får bedre og klimavenlige boliger. Det sikrer arbejdspladser både i byggebranchen og i andre brancher, og det reducerer CO2-udledningen, siger erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri Torben Liborius.

 
 
 
 
 
 
 

Kontakter

Erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, tli@danskbyggeri.dk, 23 32 34 95

Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, 21 24 47 02

Vedhæftede filer

Information om Dansk Byggeri

Dansk Byggeri
Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1358 København K

72 16 00 00https://www.danskbyggeri.dk/

 

 
 
 
 
 
 
 

Følg pressemeddelelser fra Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Byggeri

Corona har ikke fået udenlandske håndværkere til at blive hjemme26.8.2020 09:00:00 CESTPressemeddelelse

Coronakrisen har ikke fået de udenlandske medarbejdere i bygge- og anlægsvirksomhederne til at rejse hjem i større antal. Efter en nedgang på godt 1.600 fra marts til april steg tallet hurtigt igen. Og i juni var antallet af udenlandske medarbejdere oppe på niveau med juni sidste år, viser en analyse fra Dansk Byggeri, der er lavet på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum