DI - Dansk Byggeri

Rekordmange boligbyggerier i 2020

Del

En ny analyse fra DI Dansk Byggeri viser, at boligbyggeriet satte rekorder i 2020 på trods af coronakrisen. Og selvom boligbyggeriet toppede i 2020, vil der fortsat være godt gang i nybyggeriet i de kommende år, vurderer DI.

På trods af coronakrisen og hårde nedlukninger hen over vinteren har efterspørgslen på nye boliger været stor. Nye tal fra DI Dansk Byggeri viser, at 2020 satte rekorder for antallet af nybyggede boliger. I 2020 blev der påbegyndt omkring 36.000 nye boliger. Til sammenligning blev der i 2013 kun påbegyndt omkring 12.000 boliger.

- Der er ret opsigtsvækkende, at vi bygger så mange nye boliger. Byggetrangen er i høj grad drevet af en kraftig befolkningstilvækst i de større byer. Det øger meget naturligt efterspørgslen efter et sted at bo, og det forklarer altså de mange kraner, der fylder billedet i mange byer, siger Torben Liborius, underdirektør i DI Dansk Byggeri.

Og selvom byggeriet toppede i 2020, er det forventningen at niveauet fortsat vil være højt. DI Dansk Byggeri skønner, at der vil blive bygget 35.500 boliger i 2021 og 34.500 i 2022. Men udbredelsen af hjemmearbejde under coronakrisen har fået flere til at søge væk fra byerne, og derfor forventes der en pæn stigning i antallet af nye parcelhuse de kommende år.

- Vi vil se, at endnu flere flytter til omegnskommunerne og bygger nye enfamiliehuse. Hjemmearbejdet under coronakrisen har lært mange, at de kan udføre deres opgaver fra hjemmekontoret, og vi forventer således, at hjemmearbejdet vil være mere end fordoblet efter coronakrisen. Det betyder, at flere nu er parate til at bosætte sig længere fra arbejdspladsen, hvor man ofte kan få mere plads, billigere byggegrunde og komme tættere på naturen, siger Torben Liborius.

Men det er ikke kun nye boliger, der er populære hos danskerne. Rejserestriktionerne har gjort ferier til udlandet mere besværlige, og derfor er efterspørgslen på sommerhuse steget markant. Også på nybyggerier.

- Det har jo længe været en kendsgerning at hundehvalpe og sommerhuse er gået som varmt brød under coronakrisen. Salget af hundehvalpe skal jeg ikke kloge mig på, men jeg kan bekræfte, at danskerne har været vilde med at få fingre i et sommerhus. Den store efterspørgsel har altså også sat godt gang i sommerhusbyggeriet, siger Torben Liborius.

Læs byggeprognosen her.

Kontakter

Underdirektør, Torben Liborius, telefon 2332 3495
Presserådgiver, Ben Ron, telefon 2830 5452

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-dansk-byggeri/

Om DI Dansk Byggeri:

DI Dansk Byggeri er et branchefællesskab for 6.300 virksomheder inden for byggeri, anlæg og byggeindustri. Medlemsvirksomhederne beskæftiger 73.000 medarbejdere og omfatter såvel udførende virksomheder som materialeleverandører.

 Læs mere: www.danskindustri.dk/brancher/di-dansk-byggeri/

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri