DI - Dansk Byggeri

Regeringens klimahandlingsplan bliver godt modtaget i Dansk Byggeri

Del
Første del af regeringens længe ventede klimahandlingsplan falder i god jord hos Dansk Byggeri. Initiativer, der vil gøre både private og offentlige bygninger mere energi- og klimavenlige, bedre energimærker og udbygning af fjernvarme er alt sammen noget, Dansk Byggeri har kæmpet for.

Udskiftning af olie- og gasfyr til varmepumper og fjernvarme er en af de måder, regeringen vil gøre boliger og bygninger mere klimavenlige. Det skal ske ved at give tilskud til udskiftning og samtidig gøre det relativt billigere at bruge grøn energi.

- Det er godt, at regeringen vil udfase de forurenende olie- og gasfyr. Men det er vigtigt, at man samtidig sørger for, at bygningerne bliver isoleret bedre, så man ikke fyrer for gråspurvene. Derfor bør alle boliger og bygninger løftes op til en god isoleringsstandard, så den grønne opstilling bliver billigere. Der er god økonomi i at spare på energien også selv om den er grøn, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

I udspillet vil regeringen stille nye krav om energibesparelser i statens bygninger. Men Dansk Byggeri savner tilsvarende krav til kommunernes og regionernes bygninger.

- Det er for uambitiøst kun at fokusere på statens forholdsvis lille andel af de offentlige bygninger. En af de klare anbefalinger fra Klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren er netop, at man bør stille de samme krav til kommuner og regioner, så for eksempel skoler, institutioner og hospitaler bliver energirenoveret i et hurtigere tempo, siger Michael H. Nielsen.

Digitale energimærker en fordel

Dansk Byggeri har længe ønsket bedre og mere dynamiske energimærker, det imødekommer regeringen.

- Regeringen lægger op til energimærker, der som noget nyt indeholder oplysninger om boligernes og bygningernes indeklima og er knyttet op på en samlet digital platform. Hvis man ad den vej kan sørge for, at systemet løbende opdaterer energimærket, når husene bliver forbedret, får vi et brugbart værktøj, som både ejere, håndværkere og långivere kan bruge aktivt, siger Michael H. Nielsen.

Fjernvarme udvides

Står det til regeringen får fjernvarmeselskaberne lov til grave flere fjernvarmerør ned i områder, hvor der i dag er naturgas. De mere lempelige regler vil gøre det nemmere at udnytte overskudsvarme fra for eksempel datacentre til at producere fjernvarme.

- Lempelserne er nødvendige skridt hen imod udfasning af naturgas som opvarmning. Det er godt for boligejerne og klimaet samtidig med at det skaber nye lokale grønne arbejdspladser, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

Genanvendelse af affald i stedet for forbrænding

Dansk Byggeri er glad for, at regeringen lægger op til en bedre sortering af affald, herunder byggeaffald, i stedet for afbrænding. Et af initiativerne på affaldsområdet er at etablere et nyt partnerskab, der skal digitalisere håndteringen af plastik og andet affald.

- Gennem Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet arbejder Dansk Byggeri allerede med at udbrede viden om håndtering og genanvendelse af byggeaffald til blandt andet bygge- og anlægsvirksomheder, kommuner, bygherrer og andre parter i byggeriet. Derfor ser vi frem til at bidrage med vores viden og erfaring i det nye partnerskab, siger Michael H. Nielsen.

Dansk Byggeri glæder sig også over, at regeringen vil sende behandlingen af husholdningernes affald i udbud, så private virksomheder kan byde på opgaven.

 
 
 

Kontakter

Direktør Michael H. Nielsen, mhn@danskbyggeri.dk, telefon 20 28 52 64


Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

 

 
 
 

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye