Erhvervsministeriet

Regeringen fjerner flere bøvlede regler for erhvervslivet

Del
Regeringen har netop svaret på 45 forslag til regelforenklinger fra Virksomhedsforum for enklere regler. De fleste af de besvarede forslag handler om at lette erhvervslivet for unødvendige byrder fra offentlige digitale løsninger.

Virksomhedsforum for enklere regler sender løbende forslag til regeringen, som skal gøre op med unødvendige regler og administrative byrder for virksomhederne i Danmark. Senest har Virksomhedsforum haft fokus på digitalisering og de udfordringer, som erhvervslivet oplever i den digitale kontakt med offentlige myndigheder. Regeringen har nu svaret på en række af Virksomhedsforums forslag.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

Det skal være så nemt som muligt at drive virksomhed i Danmark, så vi støtter op om udviklingen og væksten i dansk erhvervsliv. Derfor ligger det mig dybt på sinde, at vi får udryddet alle de unødvendige og bøvlede regler, som spænder ben for vores virksomheder. Her er Virksomhedsforum en uvurderlig hjælp."

"Denne gang har vi i regeringen valgt at gennemføre en række forslag fra Virksomhedsforum, som først og fremmest gør op med de udfordringer, erhvervslivet oplever i deres digitale kontakt med myndighederne. Digitaliseringen af den offentlige service skal jo være en hjælp for vores virksomheder og borgere, og ikke en kilde til frustration og tidsspilde.”

Copy-paste i selvangivelsen

Virksomhedsforum har denne gang påpeget, at virksomhederne spilder meget tid på at finde tidligere års indberetninger frem, hver gang de skal udfylde en selvangivelse. Regeringen har derfor valgt at gennemføre et forslag fra Virksomhedsforum om, at det gøres muligt at kopiere de oplysninger, man har indberettet året før, over i den aktuelle selvangivelse. Herefter kan man hurtigere rette eventuelt ændrede værdier. Virksomhederne kan derfor se frem til, at det fra 2018 bliver hurtigere og lettere at indberette selvangivelser.

Brugerne skal tænkes ind i udvikling af digitale løsninger

Der er også forslag, som på et mere overordnet plan vil gøre livet lettere for virksomhederne på den lange bane, hvad angår offentlige digitale løsninger.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

”Den digitale udvikling har på mange måder gjort det nemmere og billigere at drive virksomhed. Med de mange digitale selvbetjeningsløsninger for virksomheder, er stort set al kommunikation mellem virksomheder og myndigheder i dag digital. Desværre viste en undersøgelse fra Rigsrevisionen i 2015, at de erhvervsrettede løsninger ikke er tilstrækkeligt brugervenlige. Det koster virksomhederne tid og penge, så det vil vi gerne gøre noget ved.”

Regeringen gennemfører derfor bl.a. et forslag fra Virksomhedsforum om, at der stilles krav om aktiv brugerinddragelse allerede i den såkaldte ”før anskaffelses”-fase. Herved afdækkes målgruppens behov, viden og forudsætninger allerede inden udviklingen af en digital løsning sendes i udbud.

Endvidere gennemfører regeringen Virksomhedsforums forslag om, at der skal foretages en servicedesignanalyse, når der udvikles nye digitale løsninger. Sådan en analyse skal sætte virksomhederne i centrum og afdække hele brugerrejsen for den pågældende IT-løsning, allerede i idéfasen eller senest i analysefasen.

Gennemførelse af begge forslag vil på sigt både bidrage til bedre digitale løsninger og være tidsbesparende for virksomhederne.

De samlede forslag om digitalisering

Alle forslag fra Virksomhedsforum for enklere regler samt regeringens svar 

Alle virksomheder, som oplever ting, der virker unødvendigt besværlige eller byrdefulde, kan nemt skrive til Virksomhedsforum på www.enklereregler.dk. Alle indsendte inputs gennemgås og bearbejdes af Virksomhedsforum for enklere regler, som løbende sender forslagene videre til regeringen. Regeringen har forpligtet sig til at følge forslagene eller forklare, hvorfor det ikke kan lade sig gøre.

Kontakter

Information om Erhvervsministeriet

Erhvervsministeriet
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

33 92 33 50https://www.em.dk/

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye