Red Barnet lancerer rådgivning og podcast om børn på flugt
Hvordan tager skolen bedst imod et barn på flugt fra krig? Hvornår er der grund til bekymring over et barns krisereaktion? Hvordan bliver barnet en del af klassens fællesskab, når det taler et andet sprog? Og hvordan undgås misforståelser i forældresamarbejdet?
Spørgsmål som disse kan lærere, pædagoger og andre fagpersoner forhåbentlig blive meget klogere på nu.
Red Barnet lancerer nemlig to gratis tilbud til fagpersoner, hvor de kan få viden om, hvordan de tager bedst muligt imod børn, der har været på flugt fra krig. Det ene tilbud er en fortrolig rådgivning. Her er der mulighed for – over telefonen – at få konkret vejledning i, hvordan man fx skaber trygge børnefællesskaber, trivsel i klassen eller et inkluderende miljø for børn, der har været på flugt.
Red Barnet lancerer også podcastserien ’Tag godt imod børn på flugt’, der over foreløbig fire afsnit giver konkrete råd til skolernes fagpersonale om, hvordan de kan være med til at give børn på flugt en god og tryg hverdag i Danmark.
Red Barnets psykologer, som har stor erfaring med, hvordan børn på flugt reagerer, og hvor vigtig en rolle fagpersoner spiller for netop denne børnegruppe, medvirker i podcastserien.
– Vi ved, at lærere og pædagoger i den danske grundskole og i daginstitutioner er meget dygtige til at skabe de rammer, der skal til for, at eleven kan trives og udvikle sig. Samtidig ved vi også, at mange kan komme i tvivl og efterlyser faglige input, når de skal tage godt imod børn, der har været på flugt. Man kan slet ikke overvurdere den betydning, som lærere og pædagoger spiller for, at børnene får en god start på deres liv i Danmark, siger Ane Lemche, som er psykolog i Red Barnet og en del af både rådgivningen og podcastserien.
En anden af Red Barnets psykologer, Anne-Sophie Dybdal, medvirker også i podcastserien og har lang erfaring med at hjælpe børn på flugt i katastrofe- og konfliktramte områder i verdens brændpunkter.
Børn på flugt fra Ukraine stiller særlige krav til fagpersoner
Særligt for de børn og familier, der er flygtet fra den aktuelle krig i Ukraine, gælder det, at de ikke har været i et længere forløb på et modtagecenter, sådan som børn på flugt normalt har, når de begynder i en dansk folkeskole eller daginstitution. Det stiller anderledes krav til personalet, når de skal sikre, at de nye børn bliver taget godt imod.
– Lærere og pædagoger efterspørger konkret viden om, hvad de skal være opmærksomme på, når de taler med og støtter de børn, der lige nu kommer fra Ukraine. Vi vil gerne være med til at give dem de værktøjer, og det håber vi at kunne bidrage til gennem vores rådgivning og podcastserie, siger Ane Lemche.
Man kan læse mere om både rådgivning og podcastserie på Red Barnets site taggodtimod.dk – under ’fagpersoner’. Sitet byder også på råd, vejledning, kurser og inspiration om den gode modtagelse af børn og familier på flugt.
Red Barnet tilbyder også fagpersoner en dags gratis træning i psykologisk førstehjælp. Træningen er målrettet fagpersoner, der i deres rolle vil få daglig kontakt med børn, som enten er direkte involveret i eller har tilknytning til krisen i Ukraine, eller til andre børn, der viser tegn på krisereaktioner. Red Barnets eksperter afholder kursusdagen rundtom i landet, hvor der er interesse for et besøg. Læs mere på Red Barnets site taggodtimod.dk – under ’fagpersoner’.
Red Barnets rådgivning om børn på flugt
• Rådgiverne på Red Barnets rådgivning for fagpersoner, der skal tage imod børn på flugt, er pædagogisk, psykologisk og lærerfagligt uddannede. De har alle indgående viden om børns trivsel og reaktionsmønstre.
• Rådgivningen kan bl.a. svare på spørgsmål inden for disse temaer:
Børnefællesskaber – hvordan støtter man op om dem, hvis børnene ikke taler samme sprog?
Kulturforståelse – hvordan hjælper man børn og forældre med at vise forståelse og nysgerrighed overfor de nye elever og deres familier?
Forældresamarbejde – hvordan kan man gribe det an, og hvordan tackler man fx misforståelser og forskellige forventninger?
Fritidsmuligheder – hvordan hjælper man som skole de nye elever med at komme i gang med fritidslivet?
Fagpersonens egen rolle – hvor meget støtte kan man forvente af skolens ledelse og kommunen?
Reaktionsmønstre hos børn, der har været på flugt og deres forældre – hvornår skal man være bekymret, og hvordan kan man hjælpe?
• Læs mere om rådgivningen her: https://redbarnet.dk/tag-godt-imod/fagprofesionelle/raadgivning/
Red Barnets podcastserie ’Tag godt imod børn på flugt’
• Podcastserien ’Tag godt imod børn på flugt’ består af foreløbig fire afsnit, der på kronologisk vis dækker mange af de aspekter, der er ved at modtage børn på flugt i en dansk skole.
• Første afsnit fokuserer på, hvordan børn på flugt helt generelt reagerer på at få hverdagen ændret så dramatisk, som tilfældet er, når man må flygte fra sit hjem.
• Andet afsnit handler om, hvilke helt konkrete overvejelser fagpersoner på skoler kan gøre sig, når de ved, at de skal modtage et eller flere børn på flugt. Der er helt konkrete råd til både skoleledelse, lærere og pædagoger.
• Tredje afsnit behandler den hverdag, som det er så vigtigt at få stablet på benene i klassen.
• Fjerde afsnit ser på, hvordan det sikres, at børn på flugt bliver en del af det positive fællesskab på skolen og på de røde flag, man skal reagere på som fagperson.
• Podcastserien er tilgængelig på alle de gængse steder, hvor man kan hente podcast, fx Apple Podcasts og Spotify, ligesom man kan finde serien på Red Barnets site taggodtimod.dk: https://redbarnet.dk/tag-godt-imod/fagpersoner/saadan-giver-du-et-barn-paa-flugt-en-god-hverdag-i-en-dansk-grundskole/
Pressekontakt:
Jonas Fruensgaard, presseansvarlig i Red Barnet, tlf. 4292 5443
Information om Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og flere end 120 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Børn og unge på midlertidigt ophold i Danmark kæmper med stor mistrivsel13.3.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Ny undersøgelse fra Red Barnet og Via University College viser, at børn og unge, der har fået midlertidigt ophold i Danmark kæmper med mistrivsel, modløshed og ensomhed. Red Barnet ønsker derfor et opgør med de korte midlertidige opholdstilladelser og hyppige genvurderinger, som skaber usikkerhed, ventetid og begrænser rettigheder for børn og unge, hvilket går udover deres udvikling, læring og uddannelse.
D-A-D og Red Barnet genoptrykker efterspurgt T-shirt i anledning af bandets 40-års jubilæum1.3.2024 13:11:06 CET | Pressemeddelelse
Den populære “Save The Children” T-shirt skabt i et samarbejde mellem det danske rockband D-A-D og Red Barnet har været stort set været udsolgt, siden den blev lanceret første gang i 2021. Men nu genoptrykkes den i nye farver i anledning af D-A-D's 40-års jubilæum og overskuddet fra T-shirten går igen til Red Barnets arbejde.
Red Barnet på Skolernes Trivselsdag: Leg, spil og bevægelse styrker børnenes trivsel29.2.2024 06:01:00 CET | Pressemeddelelse
I dag stiller over 300 skoler landet over skarpt på spil og bevægelse på Skolernes Trivselsdag. Det er afgørende elementer i arbejdet med at fremme børnenes trivsel og styrke børnenes fællesskaber på skolen.
Komponist laver fredssang: Alle børn har ret til liv5.1.2024 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
En enkelt strofe sunget af Nicolai Kornerups seksårige datter blev starten på fredssangen ’Ret til Liv’, som komponisten og produceren i dag udgiver for at støtte Red Barnets arbejde for at hjælpe børn ramt af krig og konflikt.
Red Barnet vil ændre loven: Børn skal beskyttes bedre mod billeder med seksuelt formål11.12.2023 06:01:00 CET | Pressemeddelelse
Lovgivningen beskytter ikke børn godt nok, når det handler om seksuelt krænkende billeder og videoer. Det viser en analyse foretaget af Red Barnet. Børnerettighedsorganisationen foreslår derfor at stramme loven, så tre typer af materiale med tydelig seksualisering af børn bliver kriminaliseret i Danmark i samme grad, som det er i de andre nordiske lande. Inden for animeret materiale oplever Red Barnet en voldsom stigning, der kræver akut handling.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum