PROSA

PROSA advarer mod øget kameraovervågning

9.1.2020 09:17:39 CET | PROSA | Pressemeddelelse

Del
De it-professionelles fagforening advarer kraftigt imod konsekvenserne af den massive videoovervågning, som regeringen lægger op til med sin sikkerhedspakke.

De it-professionelles fagforening PROSA advarer kraftigt mod at give politiet fri adgang til alle overvågningskameraer i Danmark, som er et centralt element i regeringens forslag til en såkaldt sikkerhedspakke.

”Hvis politiet overtager adgangen til alle private overvågningskameraer, som fremover obligatorisk skal registreres i Polcam, står vi overfor en ekstremt massiv overvågning af borgerne. Vi må kraftigt advare imod konsekvenserne af en mindre reguleret og meget vidtgående videoovervågning af den brede befolkning”, siger Niels Bertelsen, der er formand for PROSA, der netop har indgivet høringssvar til regeringens lovforslag.

”Som it-folk har vi en dyb og indgående forståelse af, hvor usikre de indsamlede data om borgerne kan være, at de kan misbruges, og hvor svært det er at slippe af med den type løsninger igen. Derfor beder vi regeringen om nøje at overveje, hvor stor en del af borgernes tryghed, retssikkerhed og frihed man vil gå på kompromis med og inddrage i overvågningens navn”, siger Niels Bertelsen.

PROSA peger på, at Sikkerhedsbranchen allerede i 2016 anslog, at der eksisterede 1,5 millioner videoovervågningskameraer i hele landet, og at Danmark dermed formentlig er verdens mest overvågede land målt per indbygger.

Regeringens forslag giver principielt politiet adgang til at se alt, hvad der foregår gennem ethvert sikkerhedskamera samt eventuelt at registrere de ansigter, som bevæger sig forbi på gaden og tjekke dem i en database over borgere. Det vil være enormt ressourcekrævende at monitorere kameraerne, når forholdene kræver det. Derfor har politiet fremsat ønske om teknologi til automatiseret ansigtsgenkendelse, så det er software og kode, som kigger kameraerne igennem i stedet for politifolk.

”Men som vi har set med teledataskandalen herhjemme, kan anvendelsen af uoverskuelige mængder af overvågningsdata føre til store fejltagelser – så som domfældelse af uskyldige, og at skyldige går fri”, siger Niels Bertelsen.

PROSA opfordrer til at gøre det til et lovkrav, at politiet skal offentliggøre, hvilke kameraer de har fået adgang til og i hvilket tidsrum, ligesom der bør opsættes klare standarder for evaluering af den nytteværdi, de pågældende indgreb har haft.

”Hvis politiet får så vidtgående beføjelser til at tilgå alle kameraer i landet, er det afgørende, at der er åbenhed om anvendelsen. Hvis den information ikke indsamles eller ligefrem skjules for offentligheden, bliver det meget svært at se, om anvendelsen er proportional med indgrebet i borgernes privatliv”, siger Niels Bertelsen.

PROSA understreger, at der ikke findes evidens for, at overvågning skulle gøre mennesker tryggere eller føre til mindre kriminalitet. Derfor er det svært at tillægge stor værdi til regeringens argumenter om, at formålet er at begrænse kriminalitet og skabe sikkerhed og tryghed. Omvendt er det ikke svært at forestille sig, at borgerne kan føle sig utrygge, hvis de bevæger sig rundt i et gennemgribende, videoovervåget samfund.

”Borgere skal kunne mødes med hinanden, bevæge sig rundt i bylivet, handle ind og tage hjem, uden at nogen kigger dem over skulderen hvert eneste skridt på vejen”, siger Niels Bertelsen.

PROSA advarer grundlæggende imod enhver masseovervågning af borgerne, som i form og indhold er med til at indskrænke vores grundlæggende personlige frihed og ret til privatliv i samfundet. Af samme grund opfordrer PROSA til at indføre en solnedgangsklausul, så loven automatisk bortfalder, hvis den ikke forlænges.

PROSA anbefaler blandt andet:

  • At adgang til overvågningskameraer kun sker mod retskendelse, og at denne bliver udstedt med en unik kode.
  • At der løbende opsamles statistik om politiets brug af overvågningskameraer, og at der senest efter et år offentliggøres en udførlig statistik over de kameraer, der er blevet brugt samt hvornår og til hvilke formål.
  • At der indbygges et krav om evaluering i loven og retningslinjer for denne evaluering, så nytteværdi og proportionalitet kan sammenholdes.
  • At der laves et offentligt, interaktivt kort på politiets hjemmeside over alle de kameraer, som er registreret i Polcam.
  • At loven har en solnedgangsklausul.

Nøgleord

Kontakter

PROSAs formand Niels Bertelsen, telefon 40 11 41 23, eller leder af kommunikationsafdelingen, Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84

Information om PROSA

PROSA
PROSA
Vester Farimagsgade 37A
1606 København V

33 36 41 41https://www.prosa.dk/

Følg pressemeddelelser fra PROSA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra PROSA

IT-fagforeningen PROSA kickstarter Folkemødet med debatter om AI-agenter og arbejdstid9.6.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse

”Hvad gør vi, når AI-agenter kommer?” og ”AI kommer, men hvor skal tiden gå hen? Er vi klar til 30 timers arbejdsuge”. Sådan lyder overskrifterne på de to debatter, som IT-fagforeningen PROSA skyder Folkemødet i gang med torsdag fra klokken 10.00 på Fagbevægelsens plads. Til det formål har IT-fagforeningen i samarbejde med Finansforbundet blandt andet sat to arbejdsgiverorganisationer stævne og hentet en international førende forsker i arbejdstid til Bornholm. ”Jeg har svært ved at forestille mig vigtigere og mere væsentlige debatter i forhold til den situation arbejdsmarked, arbejdsliv og uddannelser står overfor med kunstig intelligens”, siger næstformand i PROSA, Curt Kjærsgaard Raavig.

Et vigtigt signal at samle uddannelse, forskning og digitalisering3.6.2026 16:24:01 CEST | Pressemeddelelse

Med Christina Egelund som ny Uddannelses-, forsknings- og digitaliseringsminister er der lagt op til at vi får en tiltrængt strategi for, hvordan AI skal implementeres i uddannelse og udvikling, samt at der skrues op for teknologiforståelse som fag. Det mener IT-fagforeningen PROSA, som dog gerne havde set, at udviklingen af digitalisering og IT blev forankret endnu mere i et ministerium. ”Vi ville gerne væk fra kludetæppemodellen. Jeg har dog begrundet håb om og tillid til, at de forskellige ministerier vil skrue op for brugbare strategier, gøre os fri af techgianternes lænker, samt fokusere på teknologiforståelse, efteruddannelse og på egen udvikling af IT og AI”, siger formand Niels Bertelsen.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye