Lederne

PRM: Stor optimisme blandt ledere på vestjyske virksomheder

Del
Afdelingsformand for Lederne MidtVest Lene Skyggelund
Afdelingsformand for Lederne MidtVest Lene Skyggelund

Sommeren er kommet tidligt til Danmark i år – og det gode vejr i maj får nu følgeskab af sol over vestjysk erhvervsliv. En ny konjunkturundersøgelse fra Lederne tegner således billedet af et 2. halvår af 2018, der ifølge de lokale ledere vil blive særdeles godt for det private erhvervsliv i Vestjylland både når det gælder økonomi og beskæftigelse.

Ifølge konjunkturundersøgelsen, der er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, har 64 procent af lederne på de vestjyske virksomheder en forventning om, at omsætningen vil stige i det næste halve år. 27 procent kalkulerer med omtrent uændret omsætning, mens kun 8 procent af lederne tror, omsætningskurverne i den vestjyske virksomhed vil vende nedad i 2. halvår af 2018.

Tendensen er den samme, når det gælder virksomhedernes overskud. 58 procent af lederne i Vestjylland forventer, at overskuddet stiger i det næste halve år, mens 31 procent kalkulerer med uændret overskud. Optimismen ses også på eksportområdet. Her svarer hele 62 procent, at der er stigninger i vente i 2. halvdel af 2018.

I forhold til beskæftigelsen er forventningen hos majoriteten af lederne i Vestjylland, at vi er på vej ind i et halvår med enten stigende eller uændret beskæftigelse. Blandt de 239 adspurgte lokale ledere kalkulerer 39 procent med, at det samlede antal af medarbejdere stiger det næste halve år, mens 51 procent tror, antallet af ansatte forbliver omtrent uændret. Kun 10 procent af lederne belaver sig på en nedgang i antallet af medarbejdere.

Afdelingsformanden for Lederne Midt-Vest Lene Skyggelund deler de positive forventninger til både økonomiske nøgletal og beskæftigelse i 2. halvår af 2018.

- Det er jo gode og optimistiske tal som viser, at der er rigtig godt gang i industrierne i området. Især de optimistiske tal omkring forventningerne til stigning i eksporten viser, at de mange eksportorienterede virksomheder vi har i området, får gode meldinger tilbage fra deres kunder rundtomkring i verden. Når sindige vestjyder udtaler sig så positivt, så er det jo fordi, at de virkelig tror på opsvinget, siger Lene Skyggelund.

Hun bemærker til gengæld, at Vestjylland er det sted i Danmark med det næstlaveste antal ledere, der tror på, at beskæftigelsen vil stige i deres virksomhed – kun 39 procent.

- Lige nu er der flere virksomheder som står og mangler arbejdskraft, men et fortsat politisk fokus på at gøre landsdelen attraktiv at bosætte sig i, og flere videregående uddannelser til området kan hjælpe med at løse det problem. At vi har fået en markedsføringsøkonomuddannelse til Skjern, ser vi som en meget positiv ting, da det bidrager til, at flere unge forhåbentlig bliver i landsdelen, og derved kan hjælpe til at skabe en øget vækst fremover, siger Lene Skyggelund.

Ledernes konjunkturundersøgelse er baseret på svar fra 2.810 ledere, heraf 239 fra Vestjylland. Alle er ansat på virksomheder i den private sektor. Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres i juni 2018.

Kontaktoplysninger:

Lene Skyggelund
Afdelingsformand
Lederne Midt-Vest
Tlf.: 2969 0159
E-mail: lene.skyggelund@lederne.dk

Karoline Bloch-Sørensen og Emilie Sølling Hansen
Pressemedarbejdere
Lederne
Tlf.: 3283 3456
E-mail: kbs@lederne.dk / esh@lederne.dk

Billeder

Afdelingsformand for Lederne MidtVest Lene Skyggelund
Afdelingsformand for Lederne MidtVest Lene Skyggelund
Download

Information om Lederne

Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S

3283 3283https://www.lederne.dk/

Følg pressemeddelelser fra Lederne

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Lederne

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye