To år efter invasionen: Danske ledere roser ukrainske flygtninge
24.2.2024 06:00:00 CET | Lederne | Pressemeddelelse
To år efter Ruslands invasion af Ukraine viser en ny undersøgelse fra Lederne, at de ukrainske flygtninge stadig er meget værdsatte medarbejdere blandt et markant flertal af de danske ledere, som har erfaring med at ansætte dem.

Det er to år siden, de første ukrainske flygtninge begyndte at ankomme til Danmark for at undslippe de russiske angreb, og de fleste af dem har bidt sig fast på det danske arbejdsmarked. Nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser, at knap 80 procent af de 16-66-årige fordrevne ukrainere i Danmark, som står til rådighed for arbejdsmarkedet, er i beskæftigelse (i januar 2023 var tallet 57 procent).
Og ifølge en ny medlemsundersøgelse fra Lederne blandt mere end 1.100 privatansatte ledere, vurderer næsten 9 ud af 10 af de ledere, som har ansat en eller flere ukrainske flygtninge, at integrationen af ukrainerne på arbejdspladsen er lykkedes.
”På en meget tragisk baggrund understreger tallene, at ledere og virksomheder er klar til at åbne døren for mennesker, som står i en ulykkelig situation. Samtidig kan vi se, at ledere, og i høj grad også ukrainerne selv, har gjort en indsats for at lykkes med integrationen på det danske arbejdsmarked,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør hos Lederne, som er landets største faglige organisation for ledere.
Et lille lys i mørket
I alt svarer knap 13 procent af deltagerne i den nye undersøgelse, at de har ansat en eller flere ukrainske flygtninge. Og ud af disse ledere er det kun godt 1 procent, som efterfølgende har fortrudt. Det er tal, der stort set er identiske med en tilsvarende undersøgelse for et år siden.
”Det understreger naturligvis, at alle parter har haft en interesse i at lykkes med integrationen af de ukrainske flygtninge ude i virksomhederne – til trods for eventuelle sprogvanskeligheder og de ofte meget voldsomme oplevelser, flygtningene har med i bagagen. Samtidig har ukrainerne budt ind med arbejdskraft, som vi står og mangler på store dele af det danske arbejdsmarked. Så der er tale om et lille lys i en ellers meget mørk situation,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris.
“Succesen med de ukrainske flygtninge kan forhåbentlig også bruges som læring fremadrettet, når det eksempelvis gælder værdien af holde hånden under de flygtninge, der kommer til landet. Og erfaringerne kan forhåbentlig inspirere til, at der i endnu højere grad åbnes mulighed for, at både flygtningene og de danske virksomheder får adgang til rådgivning for at hjælpe integrationen på vej på arbejdsmarkedet – eksempelvis i tilfælde af sprogvanskeligheder eller andre barrierer.”
Succes i klasselokalet
Hos et af de medlemmer, som har deltaget i Ledernes undersøgelse, skoleleder Lars Peter Nitschke fra privatskolen, Klostermarksskolen, i Aalborg, har man også gode erfaringer med at ansætte ukrainske flygtninge. Her har man haft en ukrainsk kvinde tilknyttet som lærervikar.
”Vi kom i kontakt med Yevheniia, eller Jane som hun kalder sig i Danmark, gennem kommunen. Vi havde hende først ansat som “sprogpraktikant” i 4-5 måneder og efterfølgende som vikar, hvor hun blandt andet har undervist i engelsk – og hun har nu fået fast ansættelse på en anden skole i byen.”
“Samtidig med at vi har haft gavn af en fagligt stærk lærer med stor pædagogisk indsigt, så har vi fået et helt nyt og anderledes indblik i det ukrainske samfund, som jo ellers godt kan virke meget fjernt og anderledes,” siger skoleleder Lars Peter Nitschke og understreger:
”Det har helt sikkert været en positiv oplevelse at have Jane indenfor skolens døre. Selvfølgelig var vi på forhånd lidt usikre på, hvordan det ville blive, men den usikkerhed forsvandt ret hurtigt.”
Den 24. februar er det præcis to år siden, Rusland invaderede Ukraine.
Fakta om Ukrainere i Danmark:
Der er pr. 18. februar 2024 32.364 Ukrainere på ophold i Danmark efter særloven.
- Flest af dem kvinder og piger – 20.042 personer
- Flest i alderen 16-66 – 22.356 personer – kvinder og mænd.
- 78 procent af de 16-66-årige fordrevne ukrainere i Danmark, som står til rådighed for arbejdsmarkedet, er i beskæftigelse (januar 2024). I januar 2023 var tallet 57 procent. Blandt alle 16-66-årige fordrevne ukrainere, var andelen 50 procent (januar 2024 og 39 procent i januar 2023).
Der er flest i beskæftigelse i:
- Rejsebureauer, rengøring og anden operationel service (1.854)
- Hoteller og restauranter (1.814)
- Landbrug, skovbrug og fiskeri (1.596)
I januar 2024 var der samlet set 11.126 beskæftigede ukrainere med ophold efter særloven.
Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR)
Kontakter
Yderligere oplysninger:
Jesper Melgaard, pressechef i Lederne – mo.: 27 69 45 69
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Lederne
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Lederne
Finanslov: Lederne efterlyser bred politisk aftale om skat9.10.2026 08:01:19 CEST | Pressemeddelelse
De blå partier har én afgørende vigtig opgave i det nye folketingsår: Hurtigst muligt at sætte sig ved forhandlingsbordet for at få en bred aftale om en skattereform.
Her er de fire nominerede til Årets Leder 20261.10.2026 07:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Fire markante ledere fra vidt forskellige dele af dansk erhvervsliv er nomineret til Årets Leder 2026. I år er det 25. gang, Lederne uddeler den prestigefyldte pris, der hylder ekstraordinær ledelse og ledere, som skaber resultater og gør en forskel.
Lederne og Tryg går sammen om at levere større medlemsfordele1.7.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mere tryghed. Mere værdi. Ledernes medlemmer får nu adgang til en attraktiv forsikringsløsning hos Tryg med ekstra gode vilkår, dedikeret rådgivning og målrettede fordele.
Lederne: Godt at Danmark igen har en regering – nu skal tiden gives tilbage til ledere og virksomheder2.6.2026 16:00:41 CEST | Pressemeddelelse
Danmark har brug for politisk ledelse i en tid præget af geopolitisk uro, hårdere international konkurrence og store omstillinger. Derfor glæder Lederne sig over, at der nu er dannet en ny regering – og særligt over regeringens ambition om at kortlægge og reducere de administrative byrder for dansk erhvervsliv.
Fire ud af ti ledere overvejer nyt job – virksomheder skal konkurrere på mere end løn26.5.2026 10:18:11 CEST | Pressemeddelelse
Virksomheder risikerer at miste ledere, hvis samarbejdsklima og work-life-balance halter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum