Helsingør Kommune

Pårørende til demente i fokus i Helsingør Kommune

Del
Helsingør kommune var på forkant med udviklingen da de i 2011 ansatte en Pårørendekonsulent ved hjælp af Puljen til bedre Ældrepleje. Kommune inddrog borgerne, som ønskede at pårørende skulle have et sted at gå hen og møde andre ligestillede og få rådgivning om deres situation.

I Helsingør Kommune er der stor fokus på demensvenligheden. Blandt andet tog kommunen allerede i 2011 initiativet til at ansætte en Pårørende konsulent, og at inddrage pårørende i forskellige netværk.

Pårørende-netværket i Helsingør Kommune er til for alle voksne pårørende. Men størsteparten af de pårørende som henvender sig, er pårørende til mennesker med demens, og derfor er der særlig mange tilbud til dem.

- Pårørende til mennesker med demens oplever et årelangt pres, siger Lene Mosegaard Jensen, som er Pårørendekonsulent i Helsingør Kommune.

Hendes klare opfattelse er at de pårørende oplever at deres nærmeste ændrer sig over tid og behøver mere og mere hjælp.

- Når ægtefællen med demens ændrer personlighed er det forvirrende og sorgfyldt for den nærmeste pårørende, som langsomt mister deres fortrolige kære. Samtidig giver demenssygdommen praktiske udfordringer, som fletter sig dybt ind i hverdagen.

Når nøglen bliver siddende i hoveddøren
Demenssymptomerne har mange skikkelser såsom glemsomhed, manglende overblik, problemer med sproget og orienteringsbesvær. Det folder sig ud i mange af de daglige gøremål, så den pårørende er ofte i konstant beredskab og må minde personen om aftaler, lægge tøj frem i rigtig rækkefølge, finde ting som er væk osv.

 I Pårørende-netværket kan pårørende mødes i grupper med andre pårørende. Her kan de trække på hinandens erfaringer, dele oplevelserne og få faglig rådgivning. De pårørende er typisk meget glade for netværket fordi det er nemmere at sætte ord på de ting de går og tumler med og få feedback.

Kræver viden
Demens er en sygdom som kræver viden, og derfor arrangerer Kommunen også kurser og temamøder om demens, som giver pårørende en større forståelse for hvad sygdommen gør ved deres nærmeste.

Mange pårørende benytter sig også af muligheden for personlige samtaler med Pårørendekonsulenten, når de er særligt pressede eller har brug for at få klarhed over situationen.

Andre må træde til
Med tiden er det svært at lade personen med demens alene og der bliver brug for afløsning i hjemmet eller aflastning. I Helsingør Kommune har de ”Mødestedet” for personer med let demens og andre Dagcentre som kan tage over når symptomerne udvikler sig.

Efterhånden kan det være svært for den pårørende at få åndehuller og her tilbyder Helsingør Kommune døgnaflastning på Bøgehøjgård. - Faktisk tøver de fleste pårørende med at søge aflastning, fordi de er bekymret for hvordan deres kære vil tage det, og sætter deres behov over deres egne, fortæller Lene Mosegaard.

Når beslutningen om at benytte Bøgehøjgård skal tages, kan de hente opbakning blandt de andre pårørende i gruppen. - Det er så vigtigt at anerkende de pårørendes egne behov og selvstændige liv, så de holder til presset, for deres egen skyld, men også for at være der for den sygdomsramte, understreger Lene Mosegaard.

Foreningen ”Pårørende i Danmark” og Ældresagen har lavet et Charter som arbejder på at få Pårørenderådgivere i alle kommuner. For øjeblikket er der kun pårørenderådgivere i Assens og Århus.

Fakta-boks om Pårørende-netværket i Helsingør Kommune

Pårørende-netværket henvender sig til for alle voksne pårørende til personer med langvarig og alvorlig sygdom.

Der er grupper til pårørende til senhjerneskade, Parkinson m. fl. og Mindfulness-kurser til pårørende med stress.

I løbet af et år er der 4-5 pårørendegrupper målrettet pårørende til personer med demens. Et par temamøder om demensproblemer og et Demenskursus hver andet år.

Pårørendekonsulenten har lidt over 300 ”Personlige Samtaler” om året, halvdelen af disse er med pårørende til personer med demens. Derudover har pårørendekonsulenten 300 korte telefonrådgivninger årligt.

Kontakter

Petter Åttingsberg, 53656373

Information om Helsingør Kommune

Helsingør Kommune
Helsingør Kommune
Birkedalsvej 27
3000 Helsingør

49 28 28 28https://www.helsingor.dk/

Følg pressemeddelelser fra Helsingør Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Helsingør Kommune

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye