Fairtrade-mærket Danmark

Økologiske bananer skaber omsætningsrekord hos Fairtrade

Del
2019 blev et rekord år for mærkningsordningen Fairtrade i Danmark. Fairtrade oplevede sidste år en vækst på hele 12 procent, og det skyldes blandt andet det øgede fokus fra politikere, dagligvarebutikker og hos forbrugerne på at købe bananer uden farlige sprøjtegifte.

De danske forbrugere er blandt de mest bananglade i verden. Og det seneste årsregnskab fra Fairtrade Danmark viser, at de også er begejstrede for etisk producerede bananer. Fairtrade Danmark oplevede sidste år en stigning i kaffe og kakao på henholdsvis otte og 13 procent, mens Fairtrade-mærkede bananer vækstede med hele 26 procent på det danske marked.

”Det hænger selvfølgelig sammen med, at flere dagligvarekæder droppede salg af sprøjtede bananer, men det fortæller også at forbrugerne ønsker bananer, der er dyrket under ordnede forhold,” siger CEO i Fairtrade Danmark, Camilla Erika Lerberg.

Fødevareministeriet meldte i sommeren 2019 ud, at man ønskede at forbyde sprøjtemidlerne chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl, som var fundet på blandt andet frugt. Både Salling og Coop fulgte trop og stoppede salget af sprøjtede bananer. Det betød, at butikker landet over begyndte at sælge langt flere dobbeltmærkede bananer – bananer med både Øko- og Fairtrade-mærket, som altså både er fri for sprøjtegifte og dyrket under ordnede løn- og arbejdsforhold.

Forbrugere villige til at betale mere for Fairtrade-bananer

Udviklingen sætter en streg under, at de danske forbrugere generelt er villige til at betale mere for mærkede varer. En ny forbrugerundersøgelse, som AIM Create har foretaget for Fairtrade Danmark viser, at forbrugerne forventer, at en banan koster to kroner mere, hvis der står Fairtrade på den. Og det selvom økologiske Fairtrade-bananer faktisk kun koster en enkelt krone mere i detailhandlen end konventionelle.

”Selvom der ikke er den store forskel på en 1- og en 2-krone, så er det en markant melding. For det fortæller os, at forbrugerne ønsker at betale for varer, hvor der både er taget højde for miljø, klima og forholdet for dem, der arbejder på plantagerne. Det giver store perspektiver for Fairtrade-produkter nu og i fremtiden,” siger Camilla Erika Lerberg.

Detailhandlen sætter skub i Fairtrade-salget

En anden udvikling i det stigende salg af Fairtrade-mærkede produkter skal findes i et større og stærkere samarbejde med detailhandlen. En fokuseret indsats på at engagere detailhandlen giver nu afkast og flere Fairtrade-produkter strømmer ud i de danske butikker. Det sætter skub i væksten, fordi størstedelen af de Fairtrade-certificerede varer stadig handles i supermarkederne.

”Vi oplever generelt, at detailhandlen opruster, når det gælder etisk indkøb og deres interne krav til certificeringer. Det er ikke kun en tendens vi ser i markedsføringen overfor forbrugerne, men også i klare retningslinjer om etisk handel i kædernes indkøbs- og kvalitetsafdelinger. Det giver større volumener og flere valg på hylderne,” siger Camilla Erika Lerberg.

”Den oprustning kræver, at man tager ansvar for hele forsyningskæden. Det gør man blandt andet via samarbejde med etiske mærkningsordninger som Fairtrade, og vi gør alt, hvad vi kan for at skabe positiv forandring og bedre levevilkår hos verdens fattigste bønder – og det er der fortsat brug for,” siger Camilla Erika Lerberg.

Fairtrades samlede omsætning var 8.486.197 kroner i 2019 mod 7.568.532 kroner i 2018. Fairtrade har været på det danske marked i 25 år, og cirka 75 % af de Fairtrade-mærkede varer, der findes i den danske handel, er økologiske.

Information om Fairtrade-mærket Danmark

Fairtrade-mærket Danmark
Fairtrade-mærket Danmark
Ny Vestergade 13, Glashus 1. sal
1471 København K

70 23 13 45https://fairtrade-maerket.dk/

Hver dag presses millioner af udsatte lokale producenter på prisen på deres råvarer. Samtidig rammes de hårdest af klimaforandringerne. Det truer deres hverdag og fastholder dem i fattigdom. Det er ikke fair. Derfor kæmper Fairtrade for højere priser på verdens råvarer og mere retfærdig global handel til gavn for mennesker, miljø og klima.

Fairtrade-mærket er verdens mest anerkendte mærke for social retfærdighed. Vi handler med holdning, så du kan gøre det samme.

Følg pressemeddelelser fra Fairtrade-mærket Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Fairtrade-mærket Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye