Fairtrade-mærket Danmark

Fairtrade-mærket holder fast trods priskrig og discountræs i 2023

Del

På trods af en dagligvarehandel med stigende fokus på priskrig og prismatch vækstede Fairtrade-mærket Danmark med 0,5 procent i licensindtægter i 2023 i forhold til 2022.

Trods stort fokus på priskrig og prismatch i dagligvarehandlen vækstede Fairtrade-mærket Danmark med 0,5 procent i licensindtægter i 2023 i forhold til året før.
Trods stort fokus på priskrig og prismatch i dagligvarehandlen vækstede Fairtrade-mærket Danmark med 0,5 procent i licensindtægter i 2023 i forhold til året før.

Efter et 2022 med store udfordringer som energikrise, inflation og prisstigninger, kunne man have håbet på et mere stabilt 2023. Sådan blev det ikke helt, og dansk detailhandel leverede et år med endnu mere fokus på både priskrig og prismatch.

”Derfor er vi meget tilfredse med, at vi holdt fast i markedet og forbrugerne i 2023 og faktisk opnåede en lille vækst på 0,5 procent på vores licensindtægter i 2023,” siger Fairtrade-mærket Danmarks direktør Camilla Erika Lerberg.

Året var blandt andet præget af, at Coop lukkede Irma-kæden, som har været kendt for et sortiment, der talte mange Fairtrade-mærkede varer, og Aldi trak sig fra det danske marked. Begge dele påvirkede salget af særligt Fairtrade-bananer, som faldt med 14 procent i forhold til året før. Banansalget rettede sig dog igen i årets sidste kvartal og er tilbage på niveauet for 2022.

Lille vækst på de fleste kategorier
Danskerne øgede derimod indkøbet af Fairtrade-mærkede roser markant i 2023 – kategorien vækstede med 56 procent i forhold til 2022. Samtidig fortsatte Fairtrade-vaniljen også sin vækstrejse. Salget steg med 1,5 procent, og flere butikker har flere varianter af Fairtrade-vanilje på hylderne.

Desværre oplevede Fairtrade-mærket kaffe et fald på -1,3 procent.

”Det er bekymrende, da kaffe er en af de mest sårbare råvarer på markedet. Som konsekvens af stigende produktionsomkostninger lokalt og voldsomme klimaforandringer, som påvirker udbytte og høst, står kaffeproducenterne i dag over for massive udfordringer. Derfor har vi sat vores minimumspris på kaffen op, og det reagerer markedet på nu, siger Camilla Erika Lerberg, som dog fastslår, at det er den eneste rigtige vej at gå, hvis vi fortsat vil drikke kaffe i fremtiden.

”Det lys håber jeg, at dagligvarehandlen og forbrugerne også ser, siger hun.

Vænnet til grønt indkøb – nu skal det sociale med
Fairtrade-direktøren bifalder til gengæld, at flere detailkæder inkluderede Fairtrade-mærkede varer, blandt andet bananer, i den priskrig, som prægede og stadig præger den danske handel.

”Jeg klapper ikke af priskrig på vores fødevarer, men skal det være, er det helt afgørende, at de mere fair og bæredygtigt producerede varer også kommer i tilbudsaviserne. Vi så, at det godt kan lade sig gøre, og det kommer både bonden, som allerede har fået sin fair pris på råvaren på det tidspunkt, og forbrugeren til gode,” siger Fairtrade-mærkets direktør.

Camilla Erika Lerberg peger også på de nye EU-regler for bl.a. afskovning og virksomhedernes afrapportering om producenternes vilkår og miljøhensyn i værdikæden som en driver for den udvikling. Fairtrade har opdateret sine standarder for både kakao og kaffe for netop at kunne støtte virksomhederne i de skærpede EU-krav.

”Vi håber, at de nye EU-regler kommer de små råvareproducenter til gode, og at deres pris får et nøk opad. Vi håber også, at dagligvarehandlens fokus vender tilbage til det sociale aspekt i vores indkøb. Vi er efterhånden blevet vant til at arbejde med den grønne del, men som EU-lovgivningen varsler, bliver vi også nødt til at sætte øget fokus på menneskerne i værdikæden. Vi skal have fokus på S’et i ESG’erne og styrke de mest udsatte producenter, hvis vi vil redde verden og vores råvarer,” siger Camilla Erika Lerberg.

Se Fairtrade-mærket Danmarks årsregnskab og årsrapport 2023

Kontakter

For uddybende information eller interview, kontakt:

Fairtrade-mærket Danmark
Ny Vestergade 13. Glashuset 1. sal
1471 København K

Tlf. 70 23 13 45

Web: fairtrade-maerket.dk/

Hver dag presses millioner af udsatte lokale producenter på prisen på deres råvarer. Samtidig rammes de hårdest af klimaforandringerne. Det truer deres hverdag og fastholder dem i fattigdom. Det er ikke fair. Derfor kæmper Fairtrade for højere priser på verdens råvarer og mere retfærdig global handel til gavn for mennesker, miljø og klima.

Fairtrade-mærket er verdens mest anerkendte mærke for social retfærdighed. Vi handler med holdning, så du kan gøre det samme.

Følg pressemeddelelser fra Fairtrade-mærket Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Fairtrade-mærket Danmark

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye