Landbrugsstyrelsen

Nyt projekt skal teste, om GPS-halsbånd kan gøre plejen på naturarealer mere fleksibel

Del
Når ti køer tirsdag slippes løs på et 22 hektar stort, lysåbent areal i Lindenborg ådal, er det med et GPS-halsbånd om halsen. Et nyt projekt skal undersøge, om et GPS-halsbånd kan sikre en mere fleksibel naturpleje, så dyrene kan græsse arealerne på den bedste årstid for planterne og naturen.

Ti køer hos tre landmænd i Himmerland får i de kommende måneder en ny gadget med ud på enge og overdrev. Et GPS-halsbånd skal sende data til Landbrugsstyrelsen om, hvor de græsser og hvornår. Formålet med testen er at finde en kontrolmetode, hvor naturplejedyrene kan græsse arealet på det tidspunkt, hvor det passer bedst til naturen. Det kan også gøre det lettere for landmanden at holde styr på, hvor dyrene er.

I dag er der fastsatte datoer for, hvornår naturområderne skal være synligt afgræsset for at kunne søge om naturplejetilskud under Landdistriktsprogrammet.

- Naturen er svær at komme ind i et årshjul, fordi nogle planter blomstrer i maj, mens andre blomstrer i september. Derfor giver det god mening, at vi undersøger, om vi kan give naturplejere mere frihed til at afgræsse arealerne, der hvor det passer naturen bedst, og sikre, at de overholder kravene for at modtage støtte. Håbet er, at vi på sigt kan bytte fysiske kontroller ud med GPS-data, så naturen og de landmænd, der står for naturplejen får mere ro, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen, Steen Bonde.

Efter et halvt til et helt år vil Landbrugsstyrelsen bruge projektets resultater til at se på, om der er grundlag for at arbejde videre med at bruge GPS-data til at kontrollere græsning på arealer med tilsagn om for eksempel Pleje af græs og naturarealer.

Projektet er et samarbejde mellem Landbrugsstyrelsen, Aalborg kommune og Naturstyrelsen via det EU-finansierede projekt LIFE IP Natureman, der har fokus at bevare og beskytte rigkær, kilder og overdrev i 11 Natura 2000-områder i Himmerland og Midtjylland. En af indsatserne i projektet er at understøtte udvikling af ny teknologi som for eksempel GPS-udstyr, der vil gøre det lettere at føre tilsyn med græssende dyr.

- LIFE IP Natureman arbejder for at øge interesse for at pleje naturarealer med græsning ved at gøre naturforvaltning til en rentabel driftsgren for landmanden. Tilsyn med græssende dyr på naturarealer er tidskrævende, og projektet vil bidrage til at finde smarte løsninger - måske på sigt en app på telefonen - der kan fortælle landmanden, hvor dyrene befinder sig. Herved bliver tilsyn med dyrene mindre tidskrævende, og naturforvaltningen mere rentabel for landmanden, siger skovrider i Naturstyrelsen Bendt Egede Andersen.

Afgræsning sikrer, at lysåbne naturområder som enge, overdrev og heder, hvor mange af Danmarks sjældne plantearter trives, ikke gror til.

Læs mere om LIFE IP Natureman.

Nøgleord

Kontakter

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte vores pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.

Information om Landbrugsstyrelsen

Landbrugsstyrelsen
Landbrugsstyrelsen
Nyropsgade 30
1780 København V

+45 33 95 80 00http://lbst.dk/

Følg pressemeddelelser fra Landbrugsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Landbrugsstyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye