Dansk Vegetarisk Forening

Nyt projekt skal sætte fart i udviklingen af klimavenlige planteproteiner i Danmark

Del
Vegetarisk Forening i spidsen for nyt projekt støttet af GUDP-puljen under Miljø- og Fødevareministeriet

Udviklingen inden for plantebaserede fødevarer er i fuld gang rundt om i verden, men i Danmark er det stadig animalske fødevarer, som dominerer landbruget og fødevaresektoren.

Dansk Vegetarisk Forening (DVF) har nu fået en bevilling på 1,1 mio kroner fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Miljø- og Fødevareministeriet til et netværksprojekt for fødevareerhvervet, som skal fremme udviklingen af planteproteiner i Danmark.

"Vi har de seneste år oplevet en meget stor efterspørgsel fra erhvervslivet på viden om forbrugernes foretrukne råvarer og idéer til produktudvikling. Vi er derfor meget glade for, at vi nu får muligheden for at oprette et fast netværk, som bliver et vigtigt forum for udviklingen af fremtidens bæredygtige fødevareproduktion i Danmark", siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i DVF.

"Det handler om hensynet til klima og miljø, men også om at sikre fremtidens arbejdspladser i et mere bæredygtigt landbrug og en mere bæredygtig fødevaresektor".

Dansk Vegetarisk Forening har de seneste par år holdt seminarer hos Dansk Erhverv og Økologisk Landsforening, som har været udsolgte. På årets store økologikongres, som blev afholdt i november, var sessionen om planteproteiner, som DVF var værter på, en af de mest populære sessioner med 200 deltagere, som overvejende var landmænd.

"Vi bliver løbende kontaktet af både producenter, detailhandel, landbrugsskoler og sågar slagteriskoler, som gerne vil vide mere om denne udvikling", siger Rune-Christoffer Dragsdahl.

"Der er således et ganske åbenlyst grundlag for at oprette et ambitiøst netværk som dette, hvor vi over de næste 2 år kan afholde en lang række seminarer og netværksmøder".

Formålet med projektet er ifølge projektbeskrivelsen, at "fremme udviklingen af det plantebaserede fødevareerhverv i Danmark ved at sætte vidensudveksling, inspirationsdeling, løsningsudvikling og networking mellem de centrale aktører og interessenter indenfor det danske fødevareerhverv og relevante organisationer i system".

Det første seminar finder sted på Christiansborg til februar. Der skal afholdes i alt 16 netværksmøder og seminarer, og det er blandt andet DVF's plan at invitere oplægsholdere på besøg fra udlandet og at deltage med Det Plantebaserede Telt på Folkemødet på Bornholm.

Deltagerne forventes at komme fra hele paletten af aktører: Landmænd, forarbejdende virksomheder, supermarkeder, grossister, kantiner, restauranter, organisationer, myndigheder, politikere og mange flere. En række store virksomheder og organisationer har allerede bekræftet deres deltagelse.

Der vil, på baggrund af analyser af internationale markedstendenser og idéer skabt i forbindelse med netværksmøderne og seminarerne, blive udarbejdet inspirationsrapporter målrettet erhvervslivet og politikerne med fokus på barrierer og løsninger for landbrug og fødevareindustri i Danmark

Deltagelse i netværket er gratis og forbeholdt aktører fra fødevareerhvervet samt politikere, myndigheder og relevante organisationer. Ønsker man at deltage i netværket, skal man kontakte Dansk Vegetarisk Forening.

Nøgleord

Kontakter

Rune-Christoffer Dragsdahl
Generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening
rc (at) vegetarisk.dk / Tlf 50 56 18 17

Billeder

Links

Information om Dansk Vegetarisk Forening

Dansk Vegetarisk Forening
Vesterbrogade 15, 2. sal
1620 København V

50 56 18 17https://vegetarisk.dk

Dansk Vegetarisk Forening (DVF) arbejder for at udbrede vegetarisk levevis samt oplyse om fordelene ved at skære ned på animalske produkter – såvel for dyr og mennesker som af hensyn til global bæredygtighed. Vi er en forening for vegetarer, veganere og alle andre, der støtter plantebaseret levevis. Vi tror på, at hvert eneste plantebaserede måltid gør en forskel. Vi samarbejder med erhvervsliv, forskere, politikere, myndigheder og andre organisationer om at gøre verden grønnere.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Vegetarisk Forening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Vegetarisk Forening

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye