Nyt forskningscenter i Aarhus skal udforske immunforsvarets hemmeligheder
7.6.2022 11:07:26 CEST | Aarhus Universitet: Health | Pressemeddelelse
Af Line Rønn
Hvorfor kan virus gøre os syge? Hvorfor får vores immunsystem ikke altid bugt med infektionerne? Det er nogle af de store spørgsmål, som et nyt grundforskningscenter ved det sundhedsvidenskabelige fakultet Health på Aarhus Universitet vil forsøge at svare på.
Bag centeret står professor Søren Riis Paludan, som under coronapandemien blev et af landets mest kendte virologer, da han utrætteligt bidrog med forskning og ekspertise inden for blandt andet virusmutationer og vaccineudvikling.
”At forstå, hvordan immunsystemet bekæmper virusinfektioner, repræsenterer én af de største udfordringer i moderne videnskab. Men der er helt grundlæggende mangler i vores forståelse af immunforsvaret. At opnå den viden kræver brede samarbejder, der spænder hele vejen fra eksperimentel forskning til videnskabsfilosofi,” siger Søren Riis Paludan.
Mere specifikt vil centeret udfordre dogmet om, at mønstergenkendelsesreceptorer repræsenterer den eneste første linje af specifikt forsvar mod infektioner. Forskerne bag centeret – som får navnet Center for Immunology of Viral Infections (CiViA) – vil arbejde ud fra en hypotese om, at der eksisterer et hidtil ukendt lag af immunsystemet, som er vigtigt for forsvar og sygdomsforebyggelse.
Med på holdet som Co-Principal Investigators er professor Trine Hyrup Mogensen, lektor David Olagnier og professor Jacob Giehm Mikkelsen fra Institut for Biomedicin på AU samt professor Andreas Pichlmair fra Technical University Munich. Centeret får også associerede partnere i blandt andet videnskabsfilosofi – fx lektor K. Brad Wray fra Center for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet.
Danmarks Grundforskningsfond har meldt ud, at man vil støtte det nye center med 60 mio. kr.
”En bevilling af denne størrelse og med en tidsramme på op til 10 år giver en unik mulighed for at adressere de helt store ubesvarede spørgsmål inden for virologi og immunologi,” siger Søren Riis Paludan.
11 internationale fyrtårne
Dekan på Health Anne-Mette Hvas er ovenud begejstret ved udsigten til et nyt grundforskningscenter tilknyttet fakultetet.
”Kun de bedste forskere med de mest ambitiøse ideer kan opnå en centerbevilling fra Danmarks Grundforskningsfond, og Søren Paludans gruppe lever til fulde op til formålet om at skabe fremragende grundforskning på højeste internationale niveau. Jeg har høje forventninger til det nye center og den banebrydende viden, det vil skabe,” siger hun.
I alt støtter Danmarks Grundforskningsfond 11 nye Centers of Excellence. Fondens bestyrelsesformand, professor Jens Kehlet Nørskov, tror på, at de 11 nye centre vil blive internationale fyrtårne i dansk forskning.
”I Danmark er vi dygtige til at skabe rammerne for frugtbare, tværfaglige forskningsmiljøer, der danner grobund for udviklingen af innovative løsninger. Med vores Centers of Excellence stimulerer vi det tværfaglige samarbejde, og giver det mulighed for at gro over en længere årrække”, siger han.
De nye grundforskningscentre bliver etableret for en seksårig periode med mulighed for forlængelse i yderligere fire år under forudsætning af en tilfredsstillende evaluering efter ca. fem år.
Det er 11. gang at Danmarks Grundforskningsfond støtter Centers of Excellence. Læs mere her.
FAKTA - HVORDAN ER PROCESSEN?
Ansøgningen til Danmarks Grundforskningsfond om oprettelsen af et nyt Center of Excellence sker i to faser:
I første fase bliver potentielle centerledere inviteret til at indsende interessetilkendegivelser.
Danmarks Grundforskningsfond har denne gang modtaget 149 interessetilkendegivelser. Heraf blev 25 ansøgere inviteret til at indsende fulde ansøgninger om bevilling, og ud af disse inviteres 11 ansøgere nu til kontraktforhandlinger om etableringen af nye centre.
HVEM SLAP GENNEM NÅLEØJET?
11 ansøgere indleder nu kontraktforhandlinger med Danmarks Grundforskningsfond:
- Søren Riis Paludan, Aarhus Universitet, til Center for Immunology of Viral Infections (CiViA). Fonden er parat til at bevilge op til 60.000.000 kroner.
- Merete Bilde, Aarhus Universitet, til Center for Chemistry of Clouds (C3). Fonden er parat til at bevilge op til 59.998.000 kroner.
- Jens-Christian Svenning, Aarhus Universitet, Center for Ecological Dynamics in a Novel Biosphere (ECONOVO). Fonden er parat til at bevilge op til 59.998.000 kroner.
- Eske Willerslev, Københavns Universitet, Centre for Ancient Environmental Genomics (CAEG). Fonden er parat til at bevilge op til 75.000.000 kroner.
- Ana Antic, Københavns Universitet, til Centre for Culture and the Mind (CULTMIND). Fonden er parat til at bevilge op til 38.983.000 kroner.
- Jesper Svejstrup, Københavns Universitet, til Center for Gene Expression (CGEN). Fonden er parat til at bevilge op til 68.639.000 kroner.
- Lasse Heje Pedersen, Copenhagen Business School, til Center for Big Finance Data (BFD). Fonden er parat til at bevilge op til 59.399.000 kroner.
- Lone Simonsen, Roskilde Universitet, til Center for the Interdisciplinary Study of Pandemic Signatures (Pandemic-S). Fonden er parat til at bevilge op til 47.000.000 kroner.
- N. Asger Mortensen, Syddansk Universitet, til Center for Polariton-driven Light-Matter Interactions (POLIMA). Fonden er parat til at bevilge op til 59.960.000 kroner.
- Riikka Rinnan, Københavns Universitet, til Center for Volatile Interactions (VOLT). Fonden er parat til at bevilge op til 60.000.000 kroner.
- Thomas Gammeltoft-Hansen, Københavns Universitet, til Center for Global Mobility Law (MOBILE). Fonden er parat til at bevilge op til 36.000.000 kroner.
Kontakter
Professor Søren Riis Paludan
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mail: srp@biomed.au.dk
Mobil: 28 99 20 66
Billeder
Information om Aarhus Universitet: Health
Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse.
Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab.
Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Ny doktor sætter fokus på senfølger af medfødt hjertefejl11.3.2026 10:16:53 CET | Pressemeddelelse
Marie Ørum Maagaard er læge, ph.d. og nu også doktor på Aarhus Universitets institut for klinisk medicin. Hun har studeret langtidskonsekvenserne ved en af de hyppigste medfødte hjertefejl.
Et kaskelothjerte? Vi starter bilen med det samme6.3.2026 14:45:45 CET | Pressemeddelelse
Forskere fra Aarhus Universitet kører gerne til en strand i Nordjylland og skærer hjertet ud af en død, strandet hval.
Forskere finder ny vej til at bremse arvævsdannelse ved sjælden sygdom6.3.2026 10:21:26 CET | Pressemeddelelse
Et molekyle, der normalt bruges til at bekæmpe kræft, kan vise sig at være nøglen til at standse en sygdom, der langsomt forvandler kroppens indre organer til stift arvæv.
Blodprøve kan måske forudsige epilepsi efter hovedtraume6.3.2026 09:49:33 CET | Pressemeddelelse
Forskere på Aarhus Universitet har fundet ud af, at proteinet S100B, som allerede måles rutinemæssigt på skadestuer, potentielt kan bruges til at identificere patienter med øget risiko for at udvikle epilepsi efter en hovedskade.
Frysebehandling kan være en gamechanger for patienter med tidlig nyrekræft5.3.2026 10:13:09 CET | Pressemeddelelse
I dag behandler vi oftest små nyrekræftknuder med en mindre operation, hvor hele eller dele af nyren bliver fjernet. Men de små tumorer kan i mange tilfælde behandles med målrettet frysebehandling, som destruerer kræftcellerne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
