Erhvervsministeriet

Ny hvidvaskaftale bringer bødeniveauet i Danmark i den absolutte top i Europa og effektiviserer tilsynet med bankerne

Del
Regeringen, S, DF, RV og SF har i dag indgået en aftale, der styrker indsatsen for at bekæmpe hvidvask i danske pengeinstitutter.

Aftalen indebærer blandt andet en markant skærpelse af bødeniveauet, som ottedobles for hvidvask i store banker. Dermed får Danmark et bødeniveau i den absolutte top i Europa.

Aftalen betyder desuden, at der indføres skærpede muligheder for at nægte bankdirektører retten til at bestride deres position i en bank i Danmark, hvis de har været involveret i hvidvask eller ikke sørget for en tilstrækkelig indsats mod hvidvask i banken, og at kravene til egnet- og hæderlighed bliver udvidet til hvidvaskansvarlige og samtlige nøglepersoner i pengeinstitutter.

”Hvidvask er en alvorlig forbrydelse. Vi vil ikke acceptere, at det foregår i danske banker”, udtaler erhvervsminister Rasmus Jarlov.

Derudover styrkes behandlingen af mistanker om hvidvask ved, at der indføres en fast track-ordning hos bagmandspolitiet for særligt mistænkelige transaktioner og ved, at whistleblowere beskyttes mod repressalier fra virksomhederne både som ansatte og tidligere ansatte. Desuden forbydes betaling og veksling af 500-eurosedler for at besværliggøre kriminelles aktiviteter i Danmark.

”Ingen skal være i tvivl om, at der bliver slået meget hårdt og effektivt ned på hvidvask i danske banker uanset om det foregår i Danmark eller i datterselskaber i udlandet. Vi ønsker en stærk og ren finanssektor i Danmark. Det kræver et effektivt tilsyn, og at der er hårde konsekvenser, hvis banker ikke tager de tiltag, som man rimeligvis kan forlange af dem for at forhindre hvidvask”, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov.

De nye initiativer er indeholdt i den nye nationale hvidvaskstrategi, der samtidig er et værktøj for arbejdet med bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering og lægger den overordnede strategiske ramme for private aktører og myndigheders arbejde på området.

Oversigt over væsentlige initiativer i aftalen:

- En ottedobling af bøderne for overtrædelse af hvidvaskloven,der sikrer, at det danske bødeniveau vil ligge i den absolutte top i Europa

- Fast track-ordning i Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) til håndtering af underretninger om særligt mistænkelige transaktioner

- Udvidelse af fit & proper-krav til hvidvaskansvarlige og samtlige nøglepersoner i pengeinstitutter

- Krav om at pengeinstitutter og udbydere af betalingstjenester udarbejder en politik for sund virksomhedskultur

- Krav om dokumenteret opfølgning på henvendelser til virksomheders whistleblowerordning

- Forbud mod anvendelsen af 500 eurosedler i Danmark

- Undersøgelse af mulighederne for at stramme medvirken-ansvaret ved undladelser eller passivitet i hvidvasksager

- Aktiv dansk deltagelse i det kommende internationale arbejde med at styrke samarbejdet om bekæmpelse af hvidvask på tværs af lande.

Nøgleord

Kontakter

Links

Information om Erhvervsministeriet

Erhvervsministeriet
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

33 92 33 50https://www.em.dk/

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye