Ny alliance mellem Miljøministeriet og erhvervslivet skal styrke biodiversiteten
Verden står i en akut natur- og biodiversitetskrise, hvor plante- og dyrearter uddør hurtigere end nogensinde før. Naturens økosystemer er nødvendige for livsvigtige ressourcer som drikkevand, fødevarer, energi og medicin, og verdenssamfundet er dybt afhængigt af naturen.
For at styrke virksomhedernes indsatser for at beskytte verdens natur og biodiversitet nedsætter miljøminister Magnus Heunicke derfor det nye partnerskab: Biodiversitetspartnerskabet. Partnerskabet vil ud over Miljøministeriet bestå af 15 organisationer og to forskere.
Flere danske virksomheder har opfordret regeringen til at nedsætte det nye partnerskab for bl.a. at skabe en fælles ramme for, hvordan virksomhederne bedst handler på naturkrisen.
- Biodiversitetskrisen er en af vor tids største udfordringer, og vi har pligt til at løse den i fællesskab. Det er positivt, at erhvervslivet rækker ud for at give deres bidrag til at få vendt udviklingen, så biodiversiteten igen kan blomstre, siger miljøminister Magnus Heunicke, og tilføjer;
- Jeg er også klar til at lytte til virksomhedernes anbefalinger til, hvordan vi fjerner barrierer eller skaber incitamenter til, at deres aftryk på naturen bliver mindre og mere bæredygtigt.
Opbakning fra erhvervslivet
Mange danske virksomheder har i stigende grad fokus på at nedbringe deres globale aftryk på natur- og biodiversiteten, men mangler ofte viden og klare rammer. Dansk Industri og Verdensnaturfonden, WWF, foreslog et biodiversitetspartnerskab sidste år.
Det nye partnerskab skal vejlede danske virksomheder i, hvordan de i deres produktion og forsyningskæder bedst beskytter biodiversiteten og samtidig pege på, hvilke barrierer virksomhederne støder på, når de sætter biodiversitetsindsatser i gang i deres virksomheder og i deres globale værdikæder.
- Det er et stærkt partnerskab bestående af vigtige organisationer og myndigheder på tværs af samfundet, som tager ansvar og nu går sammen for at finde de nødvendige løsninger, der kan bidrage til at stoppe natur- og biodiversitetskrisen. Vi skal dele viden og erfaringer nationalt og internationalt, udbrede løsningerne i stor skala og finde ud af, hvordan vi bedst tænker biodiversitet ind i virksomhedernes forretning, når der skal udvikles fødevarer, medicin, infrastruktur med mere til gavn for hele samfundet, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri.
Dansk Erhverv glæder sig også over, at der bliver taget initiativ til et biodiversitetspartnerskab.
- Natur og biodiversitet er centralt for os alle som mennesker og for planeten, men det er også forretningskritisk for virksomheder på den helt lange bane i forhold til adgang til bæredygtige ressourcer og råstoffer. Derfor er vi meget glade for ministerens initiativ om et biodiversitetspartnerskab. John F. Kennedy sagde forud for rejsen til månen, at vi vælger at rejse til månen i dette årti, ikke fordi det er let, men fordi det er svært. Måling af indvirkning på natur og biodiversitet er også svært, og netop derfor er et partnerskab på tværs af myndigheder, virksomheder og civilsamfundsorganisationer helt centralt. Det bliver et stort ’ja tak’ herfra, siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.
Fakta:
- Biodiversitetspartnerskabet er et nyt partnerskab, der skal styrke virksomheders frivillig indsats for at beskytte naturen.
- Formandskabet for Biodiversitetspartnerskabet varetages af Miljøministeriet. Følgende organisationer er inviteret til at indstille medlemmer til partnerskabet:
- Dansk Industri
- Dansk Erhverv
- Landbrug & Fødevarer
- DAKOFO
- Dansk Skovforening
- Green Power Denmark
- Dansk Mode & Textil
- FinansDanmark
- F&P
- CONCITO
- Danmarks Naturfredningsforening
- Global Compact
- WWF Verdensnaturfonden
- 3F
- Tænketanken Hav
Derudover udpeger miljøministeren to forskere.
- Inden for et år forventes partnerskabet at levere bidrag til følgende:
- Anbefalinger til danske virksomheder om, hvordan de bedst handler på biodiversitetsområdet
- Anbefalinger til myndigheder om oplevede barrierer og mulige incitamentsstrukturer
- Anbefalinger til forsknings- og vidensinstitutioner om vidensbehov
- Anbefalinger til evt. videre indsatser for partnerskabet, herunder evt. nedsættelse af sektorspecifikke eller tematiske arbejdsgrupper/underpartnerskaber
Yderligere oplysninger:
Presserådgiver Malena Chandrasekaran, Miljøministeriet, tlf. 21 72 53 93
Information om Miljø- og Ligestillingsministeriet

Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
+45 38 14 21 42https://mim.dk/
Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Nyt PFAS-fund i jakker bekræfter behov for dansk forbud6.5.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse offentliggjort af Forbrugerrådet Tænk Kemi viser, at 13 ud af 17 jakker købt på Temu, Shein og Amazon indeholder PFAS. Det høje antal er endnu et bevis på, at det er med risiko, når danskerne køber fra sælgere uden for EU. Undersøgelsen understreger samtidig behovet for det danske forbud mod PFAS i tøj og sko, som regeringen har besluttet skal indføres.
Fremtidige oversvømmelser kan ramme trafikken mellem Fyn og Sjælland: Nu går staten og Nyborg Kommune sammen om løsninger5.5.2025 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Miljøminister Magnus Heunicke underskriver i dag en forståelsesaftale med Nyborg Kommune om klimasikring af Nyborg by og Slipshavn. Området er i risiko for fremtidige oversvømmelser, der kan påvirke vej- og togtrafikken til og fra Storebæltsbroen og dermed presse den kritiske infrastruktur i Danmark.
Dansk-ukrainsk samarbejde skal sikre rent vand i krigshærgede områder i Ukraine2.5.2025 14:12:31 CEST | Pressemeddelelse
Miljøminister Magnus Heunicke og den ukrainske miljøminister Svitlana Grynchuk har underskrevet en samarbejdsaftale om hjælp til genopbygningen af kritisk vandinfrastruktur i Ukraine. Danmark skal bl.a. hjælpe den ukrainske by Mykolaiv, som har fået ødelagt sin vandforsyning af russiske angreb.
Drikkevandsbeskyttelse: To nye grundvandsdannende områder er nu kortlagt2.5.2025 09:14:32 CEST | Pressemeddelelse
Kortlægningen af områderne Mølleåen og Jammerbugten giver nu kommuner og lokale grønne treparter bedre mulighed for at beskytte de områder, hvor grundvandet dannes. Det styrker drikkevandsbeskyttelsen for nuværende og fremtidige generationer.
Nordic Waste-sagen: Advokatundersøgelse af Randers Kommune er nu afsluttet1.5.2025 21:16:34 CEST | Pressemeddelelse
Den uvildige advokatundersøgelse viser, at der er sket fejl og forsømmelser i kommunens sagsbehandling, men advokatfirmaet finder ikke grundlag for at kritisere kommunens handlinger i forhold til at imødegå risikoen for jordskredet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum