Dansk Socialrådgiverforening

NY AFTALE STYRKER HJÆLPEN TIL SÅRBARE BØRN

Del

’Børnene Først’ styrker sårbare børns rettigheder og grundlaget for det sociale arbejde. Politikerne skal have ros for at lytte til børnene, socialrådgiverne og andre fagfolk og organisationer.

Børn og unge, der vokser op i hjem præget af kaos og omsorgssvigt, har brug for stabilitet og tryghed. Derfor er det et stort fremskridt, at politikerne med den nye aftale ’Børnene Først’ har lyttet til Dansk Socialrådgiverforening og blandt andet skriver, at der fremover skal være to socialrådgivere på de svære sager.

- Som socialrådgiver er noget af det hårdeste, når man er nødt til at sige til et barn: ’Du får en ny socialrådgiver’, for mange af dem har oplevet alt for mange skift. Men det sker ofte - barsel, nyt arbejde, nye opgaver og, desværre, stress på grund af alt for stort arbejdspres. Med to socialrådgivere på de vanskelige sager vil børnene opleve færre skift, siger Ditte Brøndum, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, og fremhæver, at det også vil give socialrådgiverne bedre muligheder i arbejdet.

- De børn, der er mest sårbare, har typisk også sårbare forældre, der kæmper med psykiske og sociale problemer. Det er meget komplekse forhold, som kræver, at vi træffer nogle meget store beslutninger om for eksempel at anbringe barnet. Her er det en stor fordel for både barnet, familien og socialrådgiverne, at der er to på sagen, siger hun.

Hurtig og tidlig hjælp til børn og familier

Aftalen, som et stort flertal af Folketingets partier står bag, skal sikre sårbare børn og familier den rette indsats så tidligt som muligt. Det skal blandt andet ske ved at give mere plads til socialrådgivernes faglighed og gøre op med en del af de regler og procedurer, der i dag forsinker arbejdet.

- Vi har arbejdet hårdt for at få både mere tid og større fleksibilitet i vores arbejde. Det er helt afgørende for vores arbejde og hjælpen til børnene, at vi for eksempel ikke altid skal udføre enormt tidskrævende undersøgelser, før vi kan tilbyde dem den mindste hjælp og støtte. Derfor er vi rigtig glade for, at politikerne vil ændre systemet, så kontakten til børnene kommer først. Vi mangler stadig at se, hvordan de helt konkret vil gøre det, men det er en klar ambition i aftalen, siger Ditte Brøndum, der glæder sig over, at aftalen også har fokus på forebyggelse af problemer i familierne.

- Der kan ske rigtig meget på få måneder, og ofte kan vi med en tidlig indsats hjælpe børnene og deres familier forebyggende med deres sociale, psykiske eller fysiske udfordringer. Denne aftale er et vigtigt skridt på vejen mod et system på børnenes præmisser, siger Ditte Brøndum.

Tid til børnene og uddannelse

Hun understreger, at aftalen ikke løser den helt fundamentale udfordring for socialrådgiverne.

- Selvom der er rigtig mange gode tiltag i aftalen, mangler vi stadig konkrete svar på, hvordan politikerne vil løse problemerne med mangel på tid til vores arbejde. De socialrådgivere, der arbejder med sårbare børn og familier, er den absolut mest pressede faggruppe i hele Danmark, fordi de mangler tid til deres arbejde. Derfor har vi også foreslået et loft over antallet af familier, som hver socialrådgiver har ansvaret for, lyder det fra Ditte Brøndum.

Hun roser til gengæld partierne for at tage første skridt mod en specialiseret børne- og familierådgiveruddannelse – noget Dansk Socialrådgiverforening også har foreslået.

- Mange af de socialrådgivere, der bliver ansat på børneområdet, er nyuddannede, og samtidig ved vi fra vores egne undersøgelser, at mange mangler en ordentlig introduktion til arbejdet, når de starter. Det er helt urimeligt, både over for socialrådgiverne og de børn og unge, de arbejder med. Samtidig er arbejdet komplekst, både juridisk, etisk og socialfagligt, så der er brug for en særlig efteruddannelse, siger Ditte Brøndum.

Flere rettigheder til børnene

Med ’Børnene Først’ vil partierne også styrke sårbare børns stemme i deres egen sag og skabe et mere inddragende system. Børn får blandt andet ret til at klage over afgørelser i deres sag fra de er ti år og bedre muligheder for støtte fra frivillige voksne, mens kommunerne forpligtes til at skabe en let tilgængelig og børnevenlig indgang, så børn og unge ved, hvor de kan få hjælp og støtte.

- Det er afgørende, at børn og unge let kan finde vej til hjælpen, både når det drejer sig om store og mindre problemer. I dag kan det være meget svært at se, hvor man kan henvende sig, og det er et fremskridt, at kommunerne skal gøre det mere tydeligt for børnene. Vi havde gerne set, at politikerne var gået endnu længere og havde sikret, at alle kommuner har en døgnåben indgang med børnefagligt personale og mulighed for anonym rådgivning, og det vil vi stadig arbejde for, siger Ditte Brøndum.

Kontakter

Ditte Brøndum, næstformand:
22 52 61 74
db@socialraadgiverne.dk

Bjarke Hartmeyer Christiansen, journalist:
26 27 99 14
bhc@socialraadgiverne.dk

Billeder

Information om Dansk Socialrådgiverforening

Dansk Socialrådgiverforening
Dansk Socialrådgiverforening



Følg pressemeddelelser fra Dansk Socialrådgiverforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Socialrådgiverforening

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum