Indenrigs- og Boligministeriet

Ny aftale skal give mere liv i bymidter og landdistrikter

Del

Politisk aftale afsætter mere end 550 mio. kr. til levende bymidter og landdistrikter med stærke lokalsamfund.

Et bredt flertal i Folketinget ønsker mere liv i bymidter og landdistrikter. Derfor er de nu nået til enighed om en ny aftale, der skal understøtte, at bymidterne i en række mindre og mellemstore byer igen kan blive et lokalt samlingspunkt og mødested.

Bygninger, torve og gågader skal forbedres, lokale velfærdscentre med fx borgerservice, læger, kulturskoler, biblioteker og tilbud til ældre skal understøtte levende bymidter. Og så skal 10 bymidter sættes fri af eksisterende lovgivning for at afprøve nye tiltag, der kan understøtte levende bymidter.

Aftalepartierne vil også igangsætte initiativer, der kan understøtte stærke lokalsamfund i de små byer, på småøerne og i landdistrikterne. Her skal trængte områder fornyes, lokale dagligvarebutikker skal understøttes, der skal være god internetforbindelse og bedre overblik over naturstier, og så skal interessen for en forsøgsordning med frilandsbyer afdækkes.

Det er målsætninger, som aftalepartierne med aftalen 'Mere liv i bymidter og landdistrikter” nu afsætter mere end 550 mio. kr. fordelt over en årrække til at understøtte. Læs hele aftaleteksten her.

”Regeringen har en klar målsætning om at skabe mere liv i de dele af landet, der har haft det svært efter en lang periode med stigende centralisering. Derfor er jeg særdeles glad for, at der nu står et bredt flertal i Folketinget bag en aftale, som vil gøre de mindre byer og landdistrikterne mere attraktive for både borgere og erhvervsliv”, siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.

Bag aftalen står regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne. Partier bag aftalen udtaler:

Peter Juel-Jensen, Venstre:

”Venstre er optaget af at sikre mere frihed og flere muligheder i hele landet. I vores landdistrikter er der nogle særlige udfordringer, som vi med aftalen her adresserer. I Venstre glæder vi os over, at vi har fået overtalt regeringen til at forlænge bredbåndspuljen – som vi selv indførte, da vi sad i regering – med endnu et år, samt at vi afsætter midler til byfornyelse og nedrivning. Aftalen her er et lille skridt i den rigtige retning, men i Venstre vil vi fortsætte med at arbejde med denne dagsorden”.

Mette Hjermind Dencker, Dansk Folkeparti:

“I Dansk Folkeparti kom vi i marts 2021 med udspillet ’Livet leves også i provinsen’. Vi ser med stor tilfredshed, at med denne aftale er store dele af udspillet realiseret. Vi ser frem imod mere levende bymidter i de mindre byer og flere små borgerdrevne købmænd”.

Karina Lorentzen, SF:

”I SF er vi også optaget af mulighederne uden for de største byer. Derfor er vi især tilfredse med, at vi øger midlerne til at rive tomter ned og sikre godt internet, men især også at vi nu endelig kommer videre med SF’s forslag om at lave frilandsbyer. Vores fokus har desuden været at give mulighed for, at der kan laves bosætningshuse for istandsættelsesmidler fra nedrivningspuljen samt at øge tilskuddet fra 400.000 til 600.000 kroner til at lave indkøbsmuligheder der, hvor den lokale brugs er forsvundet”.

Henning Hyllested, Enhedslisten:

”I Enhedslisten er vi glade for denne aftale. Siden kommunalreformen i midten af 00’erne for alvor satte gang i centraliserings-ræset, har den stået på afvikling og afvandring i vores tyndt befolkede områder. Skoler er lukket, det samme er købmanden mange steder. Bussen kører kun sjældent eller slet ikke. Aftalen indfrier et gammel krav fra Enhedslisten om tilskud til borgerdrevne butikker i landsbyer, den imødekommer vores krav om fortsættelse af bredbåndspuljen, så vi får endnu flere med på hurtigt internet i yderområderne. Og vi ser frem til forsøgsordningen med frilandsbyer, noget, vi har kæmpet for gennem flere år med det formål at understøtte de mange ildsjæle, der gør et kæmpearbejde for fællesskabet rundt om i vores landsbyer. Sammen med den netop indgåede boligaftaleaftale, som afsætter 10 mio. kroner til almene boliger i ø-kommunerne og på Bornholm og 10 mio. kroner til almene boliger på de små øer, har vi med aftalen her taget et pænt skridt i retning af at skabe liv på landet og øget bosætning”.

Niels Flemming Hansen, Det Konservative Folkeparti:

”Vi i Det Konservative Folkeparti er glade for at være med i denne aftale, hvor vi forbedrer mulighederne for at leve, bo og arbejde i landdistrikterne, specielt i en tid hvor nye arbejdsformer vinder indpas. Danmark er ikke større, end at udviklingen i landdistrikter og byer ikke må ske på bekostning af hinanden”.

Mette Thiesen, Nye Borgerlige:

”Med denne aftale prioriterer vi de små landdistrikter med etablering af bredbånd, nedrivning af forfaldne bygninger og med mere frihed til at udvikle de små landsbyer. Det er positivt og trækker i retning af et Danmark med fokus på alle egne af vores dejlige land. Derfor bakker Nye Borgerlige op om aftalen”.

Sikandar Siddique, Frie Grønne:

“Frie Grønne er med i aftalen, fordi den sætter fokus på at skabe stærke lokalsamfund via borgerdrevne initiativer, fællesskaber og kultur. Frie Grønne arbejder hver eneste dag for udvidet selvbestemmelse i kommunerne og borgerdrevne initiativer, og er derfor særligt glade for ideen om frilandsbyer, som frisættes for eksisterende lovgivning, naturstier samt kultur som bærende samlingspunkt i den lokale bymidte”.

Torsten Gejl, Alternativet:

”Tomme butiksvinduer og en øde bymidte er desværre et udbredt syn i landdistrikterne. Derfor er Alternativet glade for, at være med i en aftale, hvor der tages initiativer til at tænde nyt lys på landet. Navnlig initiativer med at sætte 10 bymidter fri af eksisterende lovgivning og initiativet med strategisk planlægning af bymidter er spændende”.

Isabella Arendt, Kristendemokraterne:

”Det har altid været et mål for KD at sikre liv i hele landet. Det bliver styrket med denne pulje. Særligt er vi glade for, at man nu lægger grundsten til mere frihed for byer og landdistrikter, så man lokalt får mere indflydelse på sin by og sit lokalområde. Der kommer mere frihed fra statslig styring og dermed mulighed for at bygge mange forskellige fællesskaber op, lige netop der, hvor man bor og lever”.

Lennart Damsbo-Andersen, Socialdemokratiet:

”Det stærke lokale fællesskab er noget af det bedste ved at bo uden for de større byer. Både når det gælder bymidten i de små byer og den lokale butik i landsbyerne. Før i tiden var bymidten det naturlige samlingspunkt, hvor man kom hinanden ved på kryds og tværs. I en årrække er det desværre gået den forkerte vej. Nu skal bymidterne blomstre op igen, med et levende butiksliv, sundhedstilbud og kulturelle tilbud – og landsbyerne skal understøttes i at sikre den lokale dagligvarebutik, der ud over at sælge dagligvarer også er posthus, apotek og samlingspunkt for de lokale”.

Nøgleord

Kontakter

Information om Indenrigs- og Boligministeriet

Indenrigs- og Boligministeriet
Indenrigs- og Boligministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K

https://im.dk/

Følg pressemeddelelser fra Indenrigs- og Boligministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Indenrigs- og Boligministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum