Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet

Ny aftale baner vejen for moderniseringen af Køge Bugt Strandpark

Del
Regeringen har indgået en principaftale med fem kommuner, som skal bane vejen for en modernisering af Køge Bugt Strandpark.

Med op til 100.000 besøgende på varme sommerdage har Køge Bugt Strandpark stor rekreativ værdi - især for Københavns Vestegn. Den kunstigt anlagte strandpark blev indviet i 1980. I dag, 42 år efter indvielsen, er der behov for en modernisering af strandparken med inspiration fra bl.a. Amager Strandpark, så de rekreative fritidsmuligheder styrkes under hensyntagen til både kystlandskabet og strandparkens natur.

Derfor har regeringen, sammen med Brøndby, Greve, Hvidovre, Ishøj og Vallensbæk kommuner, indgået en principaftale for Køge Bugt Strandpark, der skal resultere i en anlægslov, der vil komme til at danne rammerne for moderniseringen.

Moderniseringen skal bidrage til, at der bliver flere attraktive tilbud til de mange mennesker, der bruger strandparken året rundt til blandt andet gå- og cykelture, aktiviteter på havet og vinterbadning.

Med aftalen begynder dialogen om, hvad den kommende anlægslov skal indeholde, og hvilke rammer der er nødvendige for at kunne modernisere faciliteterne, samtidig med at der i resten af den store strandpark bliver sat fokus på at løfte og sikre natur- og landskabsværdierne.

Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen udtaler:

”Køge Bugt Strandpark er et helt særligt rekreativt område, som betyder rigtig meget for mange mennesker. Derfor er det en stor glæde for mig, at regeringen og strandparkkommunerne nu kan præsentere en aftale, som skal bane vejen for en tiltrængt modernisering af strandparken. Vi har et hovedstadsområde med grønne områder, der internationalt set er helt i top. Men i takt med at flere mennesker søger til hovedstadsområdet, bliver behovet for grønne åndehuller større. Det leverer vi nu på.”

Brøndby Kommunes borgmester Kent Max Magelund udtaler:

”Vi har en stærk tradition for samarbejde på tværs af de fem strandparkkommuner, men denne principaftale indgået med regeringen er en særlig milepæl. Strandparken har nu eksisteret i over 40 år, til gavn for både mennesker, natur og klimatilpasning af Brøndby Kommune. Det glæder mig at vi med aftalen har fået en fælles ramme for at modernisere strandparken. Et arbejde vi nu vil igangsætte i dialog med borgere, foreningsliv, grønne organisationer, erhvervsliv m.fl.”

Greve Kommunes borgmester Pernille Beckmann udtaler:

”Det er godt med en fælles aftale, og jeg håber, at den får rigtig lang levetid, for lige nu er vi nødt til at prioritere penge til noget andet i kommunerne.”

Hvidovre Kommunes borgmester Anders Wolf Andresen udtaler:

”I Hvidovre ser vi frem til en fornyelse af strandparken, der både giver mulighed for, at endnu flere kan få glæde af området og samtidig giver mere plads til naturen. Kysten, havet og det grønne er stærke aktiver på Vestegnen, som vi skal passe godt på og udvikle på en måde, så der både bliver taget hensyn til menneskers behov, natur- og dyreliv, klima og miljø.”                          

Ishøj Kommunes borgmester Merete Amdisen udtaler:

”Strandparken er blandt vores mest attraktive trækplastre i Ishøj og på Vestegnen, og vi vil gerne følge med tiden og imødekomme borgernes behov. Vi glæder os over, at vi med principaftalen er kommet et skridt nærmere en anlægslov. Dermed kan vi snart gå i gang med at realisere vores visioner og modernisere de rekreative faciliteter i Strandparken i respekt for kyst- og naturbeskyttelsen.”

Vallensbæk Kommunes borgmester Henrik Rasmussen udtaler:

”Det er vigtigt for folkesundheden at tiltrække mennesker til den blå og grønne oase i Strandparken. Her skal der være frihed til at være menneske sammen med landskabet og naturen. Det er her man finder ro og kan være i bevægelse. Det er også vigtigt for børns læring at komme ud i det fri, som vi blev særligt opmærksomme på under corona. For at bevare Strandparkens tiltrækningskraft, er det nødvendigt, at tilgængeligheden og faciliteterne udvikles. Samarbejdet mellem de fem kommuner og Regeringen viser, at det er muligt at gå efter de rigtige løsninger for både natur og friluftsliv, når de generelle regler og love for kystlandskaber ikke er tilstrækkelige.”

Afsættet for aftalen er regeringens udspil ”Tættere på – Grønne byer og en hovedstad i udvikling”, som blev præsenteret i maj 2021. Her er moderniseringen af Køge Bugt Strandpark en del af de i alt 10 initiativer for hovedstadsområdet, som skal løse nogle af hovedstadens udfordringer. Én af udfordringerne er at sikre gode muligheder for et aktivt idræts- og friluftsliv.

Anlægsloven for Køge Bugt Strandpark forventes at blive fremsat i Folketinget i slutningen af 2023.

Kontakter

Vedhæftede filer

Information om Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet

Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet
Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K

+45 72 28 24 00https://digmin.dk/

Følg pressemeddelelser fra Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet

Ny undersøgelse: Over halvdelen af 16-17-årige kvinder har været udsat for uønskede befamlinger, trusler, seksuel afpresning eller seksuelle overgreb5.4.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Seksuel chikane og sexistisk adfærd er for første gang nogensinde undersøgt på tværs af samfundet. Undersøgelsen har særligt fokus på unges oplevelser af seksuel chikane på blandt andet arbejdspladsen, på uddannelsen, i fritiden og på nettet. Undersøgelsen sætter også fokus på, hvordan omgivelserne reagerer på seksuel chikane.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye