Ny afgift sender et stærkt signal om grøn omstilling af industrien

Det er en god dag for klimaet. Det er historisk, at regeringen nu med sit udspil til grøn skattereform pålægger industrien en afgift for at forurene. Nu forholder man sig endelig til den sektor, hvis udledninger ikke er blevet beskattet hidtil. Princippet om at forurener betaler er det eneste rigtige at følge, når det gælder den skadelige påvirkning af klimaet.

Regeringen skal have ros for at komme med et konkret udspil, der indeholder en køreplan og finansiering. Det sender et klart signal til industrien, om hvad ambitionen er og at det koster at skade klimaet. Det skal ses i sammenhæng med den naturgasomstilling, der netop er meldt ud og som rammer langt flere på tværs af alle samfundslag. Denne afgift rammer relativt få, men store virksomheder.

Formålet er grundlæggende at få reduceret industriens udledninger frem mod 2030. Hvordan det sker, vil være op til den enkelte virksomhed. Dermed er en afgift den mest effektive måde at gøre det på. Ingen kloger sig på, hvordan industrien skal agere, det ved virksomhederne bedst selv.

Det valgte afgiftsniveau kan skabe omstilling

Udspillet rummer en afgift på 1125 kr. i 2030 for kvoteomfattet industri – det vurderer CONCITO er et fornuftigt niveau og som vil føre til den ønskede adfærdsændring.

Nu er det vigtigt, at politikerne ikke ryster på hånden mht afgiftsniveauer, for det må ikke blive for lavt. Vi vurderer, at dette udspil godt kan opfylde målsætningen om at få industrien til at omstille sig. En lavere afgift risikerer at føre til, at virksomhederne kun reducerer lidt. Udspillet er et tydeligt signal om, at industrien skal reducere meget og at det ikke længere er okay at afbrænde fossile brændsler.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at man ikke indenfor industrien vælger en ens afgiftssats, men at ikke-kvoteomfattet industri og den mineralogiske industri slipper lavere. Her ville det have været oplagt at give samme vilkår for alle.

Mht indfasning af afgiften er det fint, at industrien får tid til at forberede sig til afgiften og omstillingen. Hvis vi ser jobs forsvinde og lækage, så er vi lige vidt. Så der er meget vundet i at hjælpe industrien over på grøn energi og derfor er det i orden med støtteordninger i en periode, sådan som tankerne bag den foreslåede grønne fond på 7 mia. kr. er udtryk for.

Bundpris sender klart prissignal til virksomhederne

Det er særligt glædeligt, at afgiften bygger på en bundpris. Det sender et klart prissignal til virksomhederne, og det tilskynder til at droppe fossile brændsler til fordel for grønne energikilder, og CO2 fangst og -lagring. Hvilket er netop det, der er formålet med afgiften.

Ved at bruge en bundpris undgår man at lade afgiften afhænge af kvoteprisen alene – det ville være alt for risikabelt, for kvoteprisen påvirkes både af markedets udvikling og af politisk handling. Begge dele kan ændre sig hurtigt, som vi har set med krigen i Ukraine.

Bundprisen betyder, at afgiften ligger fast og at virksomhederne derved ved, hvad de har at rette sig efter. Hvis kvotepris er meget høj, så betaler man ikke dansk afgift. Hvis kvoteprisen omvendt er lav, så betales høj dansk afgift. Udgiften er den samme.

Afgiften taler ind i en omstilling, der allerede i gang i industrien, hvor mange virksomheder har sat ambitiøse mål om at nedbringe deres udledninger. Hvilket er meget positivt. Her er det vigtigt at huske, at CO2-afgiften primært er rettet mod de store, tunge industrivirksomheder, der ikke har gennemført en omstilling endnu og som har betydelige udledninger. Det gælder virksomheder som Aalborg Portland, Rockwool, Saint Gobain, raffinaderierne og Nordsøen.

Støtteordningerne i udspillet er rettet mod den teknologiske omstilling og skal bruges til at medfinansiere det skifte, virksomhederne skal foretage. De skal bruges til at flytte virksomhederne i en grøn retning, de skal ikke bruges til at bevare et status quo.