Økologisk Landsforening

Nudging øger salget af økologiske varer

Del
Salget af økologisk grisekød kan øges med op til 36,8 procentpoint, når skilte fortæller, at det er produceret i Danmark, og at kunderne samtidig får info om økologiens merværdi. Det viste ét ud af flere eksperimenter, Økologisk Landsforening har lavet i samarbejde med Coop og iNudgeyou.

Et skilt, der siger ”Dansk økologi”. Og et klistermærke på gulvet, som viser, at en økologisk gris har næsten dobbelt så meget plads som en frilandsgris og over tre gange mere plads end en konventionel.

Nudger man forbrugerne sådan, øger det salget af økologisk grisekød. Det viser et eksperiment Økologisk Landsforening har lavet i samarbejde med Coop og virksomheden iNudgeyou. Eksperimentet blev gennemført i fem Coop-butikker i uge 45-48.

Dansk Økologi-skiltet og gulvklæbet betød et mersalg af økologisk grisekød på 19,8 procentpoint i supermarkederne og 36,8 procentpoint i discountbutikkerne i forhold til testbutikker uden nudging.

Thomas Roland, CSR-chef hos Coop, påpeger, at kombinationen af budskabet om dansk økologi og gulvklæbet ”virker overraskende godt”.

”Det virker, at man minder kunderne om, at den økologiske vare også er dansk. Samtidig bestyrker gulvklæbet dem i, at de har truffet det rigtige valg. Da det økologiske kødsalg generelt er ret lille, ser jeg et stort potentiale i at vise eller skrive, at kødet er produceret i Danmark,” siger Thomas Roland.

Øko-info ved hyldekanten virker

Helle Bossen er chefkonsulent i Økologisk Landsforenings markedsafdeling. Hun forklarer, at iNudgeyou på basis af butiksobservationer, forbrugerinterview og litteraturstudier har identificeret en række adfærdsbarrierer, der står i vejen for at flere forbrugere vælger økologisk grisekød og økologisk frugt og grønt. Derudover har de testet flere konkrete løsninger på, hvordan barriererne kan nedbrydes.

Blandt barriererne er, at forbrugerne mangler konkret viden om fordelene ved at købe økologi. Derfor blev der gennemført et eksperiment, hvor der blev sat citronformede hyldesvirpere ved de økologiske citroner. På dem stod: ”Når du vælger økologisk, sparer du dig selv for pesticider - så kan du også bruge skallen”.

I discountbutikkerne med hyldesvirpere ved de økologiske citroner var salget 8,4 procentpoint højere end i kontrolbutikkerne.

”Det er positivt at få dokumenteret, at så simpelt et greb som at informere om økologiens konkrete fordele i købssituationen, kan få flere forbrugere til at vælge økologiske varer. Det giver detailhandlen og de økologiske virksomheder en oplagt mulighed for at øge det økologiske salg,” siger Helle Bossen.

Økologisk lyninspiration løfter salget

Blandt barriererne for at købe økologi er også, at forbrugerne mangler inspiration til at sammensætte grønt tilbehør. I testbutikker fik forbrugerne derfor inspiration til en nem, lækker øko-salat med tre ingredienser på skilte og hyldeforkanter. Samtidig blev de økologiske solsikkekerner flyttet ind i frugt- og grøntafdelingen i én butik. Det førte til hele 91,8 procentpoints stigning i salget af økologiske solsikkekerner i forhold til kontrolbutikkerne.

Det markante tal vækker stor nysgerrighed hos Thomas Roland fra Coop, fordi kunderne ofte ikke ved, hvad de skal spise, når de handler i butikkerne.

”De har brug for den overraskende inspiration, der kan give dem ideer til nye retter i indkøbssituationen. Derfor er der et stort potentiale i at visualisere helt simple hverdagsopskrifter på den måde,” siger han og nævner, at kunder, der går op i grønne og sunde varer typisk også lægger meget økologi i indkøbskurven.

Helle Bossen påpeger, at eksperimenterne har vist, at der fortsat er et stort potentiale for at øge salget af økologiske fødevarer, og at resultaterne kan bredes ud til mange andre varegrupper.

Eksperimenterne er udført i et projekt støttet af Svineafgiftsfonden og Produktionsafgiftsfonden for frugt og gartneriprodukter.

Download rapporten bag butikseksperimenterne her https://okologi.dk/viden-om-oekologi/forbrug-og-afsaetning/

Kontakter

Helle Bossen, chefkonsulent i Økologisk Landsforening
Telefon: 3179 2700 Mail: hb@okologi.dk


Thomas Roland, CSR-chef i Coop
Telefon: 3091 9242 Mail: Thomas.Roland@coop.dk


Peter Nordholm Andersen, pressekonsulent
Telefon: 2466 6436 Mail: pna@okologi.dk

Billeder

Information om Økologisk Landsforening

Økologisk Landsforening
Økologisk Landsforening
Agro Food Park 26
8200 Aarhus N

87 32 27 00https://okologi.dk/

I Økologisk Landsforening arbejder vi for en verden, der tænker og handler økologisk – til glæde for mennesker, dyr og vores jord.

Følg pressemeddelelser fra Økologisk Landsforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Økologisk Landsforening

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye