DI - Dansk Byggeri

Midt- og Vestjylland er Danmarks mest erhvervsvenlige landsdel

Del
Skive og Holstebro er blandt de fem mest erhvervsvenlige kommuner i hele Danmark og bedst i Midt- og Vestjylland, mens erhvervsvenligheden er lavest i Lemvig og Herning. Midt- og Vestjylland er stadig den mest erhvervsvenlige landsdel i hele landet, selvom flere kommuner er rutsjet adskillige pladser ned af Dansk Byggeris årlige rangliste over, hvor erhvervsvenlige landets kommuner er.

Skive er den mest erhvervsvenlige kommune i Midt-og Vestjylland, og den fjerde mest erhvervsvenlige kommune i hele Danmark. Skarpt efterfulgt af Holstebro, der er Danmarks femte mest erhvervsvenlige kommune.

Det viser Dansk Byggeris årlige analyse af, hvor erhvervsvenlige landets 98 kommuner er. Her bliver kommunerne rangeret efter 22 forskellige parametre, der handler om alt fra åbningstiderne på genbrugspladsen til ventetiden på en byggetilladelse og størrelsen på skatter og afgifter.

- Skive og Holstebro er begge eksempler på kommuner, der fra politisk side år efter år har valgt at prioritere gode forhold for det lokale erhvervsliv. Og hvis man gør hverdagen nemmere for virksomhederne, gør man det også nemmere for dem at skabe lokale arbejdspladser. Her i produktionsdanmark, hvor vi bor, er det vigtigt, at vi fastholder og tiltrækker nye virksomheder og arbejdspladser, så det hele ikke ender i hovedstadsområdet, siger formand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland Michael Nielsen.

Samlet set er Midt- og Vestjylland den mest erhvervsvenlige landsdel i hele Danmark, selvom Herning, Lemvig, Viborg, Struer og Holstebro alle er rutsjet flere pladser ned ad ranglisten.

- Generelt set er vores midt- og vestjyske kommuner meget erhvervsvenlige og lydhøre over for det lokale erhvervsliv, men det er da ærgerligt, at fx Lemvig på plads nummer 56 nu blander sig med kommunerne i den mindst erhvervsvenlige halvdel af ranglisten. Herning har også taget sig en gevaldig rutsjetur ned af listen og lander i år på plads nummer 31. Det håber jeg, at vi kan få rettet op på til næste år, siger Michael Nielsen, Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland.

Ringkøbing-Skjern har til gengæld forbedret sig og er hoppet 16 pladser frem på listen til plads nummer 19. Dermed ligger Skive, Holstebro, Struer, Ringkøbing-Skjern og Viborg nu alle i top 20.

- Jeg drømmer om, at alle otte midt- og vestjyske kommuner til næste år placerer sig i top 20. Ringkøbing-Skjern er jo et fint eksempel på, at de kommuner, som gør en ekstra indsats, sagtens kan skrue op for erhvervsvenligheden og dermed også placere sig bedre end sidste år. Det er muligt, hvis viljen er der, siger Michael Nielsen, formand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland.

Favrskov er Danmarks mest erhvervsvenlige kommune 2020, mens Kerteminde er mindst erhvervsvenlig.

 

Kontakter

Formand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland Michael Nielsen, telefon 30 16 30 10
Regionskonsulent for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, Gitte B. Vesti, telefon 29 21 77 10
Pressekonsulent i Dansk Byggeri Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65

Links

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

 

 
 
 
 
 
 

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye