Lolland Kommune henter social- og sundhedsmedarbejdere i udlandet
I de kommende uger får kolleger og ledere i Lolland Kommunes ældrepleje 16 nye medarbejdere. 3 mænd og 13 kvinder fra henholdsvis Spanien, Italien, Ungarn, Rumænien, Tyskland, Sverige og Irland. De er kommet til Lolland som et led i Lolland Kommunes nye, internationale rekrutteringsindsats, der skal være med til at sikre, at der også i fremtiden vil være den nødvendige arbejdskraft til rådighed på ældreområdet:
”Vi ved, at vi kommer til at mangle et stort antal hænder i de kommende år, og problemet ser kun ud til at blive større og større i takt med, at antallet af ældre stiger. Så vi har brug for at tænke nyt og gå nye veje, hvis vi skal sikre, at vi også i fremtiden kan levere den service til vores ældre, som vi både kan og gerne vil”, forklarer borgmester Holger Schou Rasmussen og tilføjer, at den internationale tilgang ikke er ny:
”På Lolland har vi altid haft et internationalt udsyn – vi har lange traditioner for at hente arbejdskraft i udlandet, og med det store Femernbyggeri har vi i forvejen et stort internationalt miljø lokalt. Blandt andet med Danmarks første internationale folkeskole. Det er i det lys naturligt for os at tænke på tværs af landegrænser og supplere vores danske rekrutteringsindsatser med et internationalt perspektiv.”
Solid forberedelse
De 16 medarbejdere kommer med forskellige erfaringer, uddannelser og sprogkundskaber. Der vil derfor blive lagt vægt på, at de hver især får den træning og oplæring, de har brug for:
”Vi vil gøre vores bedste for at sikre, at de internationale kolleger får en god start, bliver glade for jobbet og falder til på Lolland. De skal have den rette oplæring, god kollegastøtte og hjælp til at kommunikere på dansk”, fortæller Inge Kromann, der er decentral leder i Ældre & Sundhed, og understreger, at ingen vil blive sat til opgaver, som de ikke er klar til:
”Man kan som borger være tryg ved, at man vil få den hjælp, man har brug for, uanset om det er en dansk eller en international medarbejder, der tager sig af opgaven. De nye medarbejdere vil kun blive sat til opgaver, som de er grundigt klædt på til”.
Intensiv sprogundervisning
De internationale medarbejdere skal lære at læse, skrive, tale og forstå dansk. De har derfor fået danskundervisning online i deres hjemland i de seneste tre måneder, og fra december til marts skal de gå på Lolland Sprogskole på fuld tid.
”Vi har i samarbejde med Lolland Sprogskole tilrettelagt et forløb, der skal sikre, at de nye medarbejdere kan begå sig på dansk, når de kommer ud i jobbet. Det er vigtigt, at de både kan kommunikere på et almindeligt hverdagsniveau og samtidig får et relevant sundhedsfagligt ordforråd”, forklarer Inge Kromann.
Målet er, at de nye medarbejdere til foråret er blevet så dygtige til dansk, at de kan blive sluset ud i kommunens ældrepleje med supplerende sprogundervisning ved siden af.
De praktiske forhold
De nye medarbejdere var allerede i august på besøg i Lolland Kommune. Her fik de over et forløb på tre dage et indblik i kommunens ældrepleje; arbejdsopgaver, løn- og personaleforhold og samtidig set lidt af Lolland. Efterfølgende er deres uddannelsesmæssige forhold og tidligere erhvervserfaring blevet undersøgt og afklaret med henblik på at sikre, at alle har de nødvendige forudsætninger for at blive godkendt til at arbejde på social- og sundhedsområdet i Danmark.
”Det er et stort skridt for de nye medarbejdere at komme til Lolland. De siger farvel til familie og venner i deres hjemland, og skal finde sig til rette i et nyt land”, fortæller Inge Kromann, der samtidig understreger, at det ikke har været let at rekruttere medarbejdere fra udlandet: ”Der er mange regler på området, og det kræver en del papirarbejde at få styr på formalia. Men nu har vi fået en række erfaringer, som vi kan bygge videre på til næste gang”.
Lolland Kommune er allerede nu i gang med at rekruttere næste hold af internationale medarbejdere til social- og sundhedsområdet, og der er i november blandt andet blevet annonceret i Tyskland, Spanien og Italien.
Hvis erfaringerne viser sig at være gode, vil Lolland Kommune overveje samme internationale tilgang ved rekruttering til andre fagområder.
Presseinvitation:
Lolland Kommune inviterer til et lille pressemøde:
Fredag den 16. december fra klokken 10.30 - 11.30 på Nakskov Sundhedscenter, Hoskiærsvej 17, 4900 Nakskov (Konferencen, 1. sal).
Tilmelding til pressemødet skal ske til kommunikationskonsulent Camilla Stokholm senest den 15. december kl. 16.00 på e-mail: casn@lolland.dk
På pressemødet vil borgmester Holger Schou Rasmussen og repræsentanter fra kommunens ældrepleje og Lolland Sprogskole fortælle om baggrund og formål, proces og forventninger, ligesom man kan møde nogle af de nye medarbejdere.
Det bliver som udgangspunkt ikke muligt at følge de nye medarbejdere under deres sprogundervisning eller i deres opgaver i kommunens ældrepleje i den første tid. Pressemødet er dermed et godt bud, hvis man vil have et interview eller foto. Det skal i givet fald foregå på engelsk.
Nøgleord
Kontakter
Holger Schou RasmussenBorgmester, Lolland Kommune
Tlf:23 24 91 80Inge Kromann HansenDecentral lederÆldre & Sundhed, Lolland Kommune
Tlf:30859820Information om Lolland Kommune
Følg pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Lolland Kommune styrker indsatsen for børn og unge i begyndende mistrivsel10.9.2025 06:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyt tilbud skal gøre det let og enkelt at få den nødvendige hjælp – før problemerne vokser sig større.
Ny undersøgelse viser stor tilfredshed med hjemmehjælpen i Lolland Kommune5.9.2025 16:11:42 CEST | Pressemeddelelse
Ældreministeriets brugertilfredshedsundersøgelse blandt landets modtagere af hjemmehjælp viser, at borgerne i Lolland Kommune overordnet set er godt tilfredse med den hjælp, de får. Kommunen ligger over landsgennemsnittet, og i spørgsmålene om oplevelsen af tryghed, værdighed og kontinuitet i hjælpen, klarer Lolland Kommune sig særligt godt.
Erhvervsvenlighed på Lolland: Det går den rigtige vej4.9.2025 17:10:45 CEST | Pressemeddelelse
Bedre samarbejde med virksomhederne, international rekruttering og fremgang på byggesagsbehandlingstid og digital erhvervsservice. Ny DI-måling viser positive tendenser i den lokale erhvervsvenlighed på Lolland.
Nye priser på færgetransport til Askø, Fejø og Femø3.9.2025 15:07:07 CEST | Pressemeddelelse
Samme pris til alle tre øer, en mere enkel struktur og bevarelse af øbo-bilkortet som måneds- og årskort. Det er essensen i en ny prismodel for Lolland Færgefart, der ventes at træde i kraft i det nye år.
Tomme bilsæder kan nu blive en del af den kollektive transport1.9.2025 09:37:05 CEST | Pressemeddelelse
Nu får borgere i Lolland Kommune en ny, fordelagtig mulighed for at dele køreturen. Lolland Kommune har indgået et samarbejde med samkørselstjenesten nabogo, som gør det muligt at udnytte de tomme sæder i biler, der allerede kører på vejene. Som passager kan du køre med til en lavere pris, fordi kommunen giver tilskud til turen, og dermed bliver samkørsel et attraktivt supplement til den kollektive transport for både pendlere, unge under uddannelse og andre med behov for transport.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum