Rødbyhavn bliver ny national industripark
Smidig sagsbehandling, kort ekspeditionstid og en erhvervsrelevant infrastruktur. Det er lidt af det, der skal gøre det let og enkelt at etablere nye produktions-aktiviteter i en industripark. Et stempel, der kan skabe ekstra arbejdspladser og sikre vækst og udvikling lokalt.

Regeringen har i dag meldt ud, at en af de nye store nationale industriparker bliver placeret i Rødbyhavn. En beslutning, der vækker stor glæde i Lolland Kommune:
”Det er en fantastisk nyhed – ikke blot for Lolland, men for hele Lolland-Falster”, fastslår borgmester Holger Schou Rasmussen og uddyber: ”Vi har i Rødbyhavn en unik mulighed for at udvikle en industripark i international topklasse, der kan virke som et stærkt vækstlokomotiv og sætte vores område på det store landkort. Det kan blive begyndelsen på et nyt industrieventyr, der kan sikre vores region et vigtigt løft!”
Tine Vinther Clausen, der er formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, er enig: "Det er en stor dag for Lolland og en vigtig politisk milepæl. Med industriparken får vi et solidt fundament for fremtidens vækst – en stærk platform, der kan tiltrække nye investeringer og understøtte en bæredygtig erhvervsudvikling i mange år frem. Det er resultatet af et langt, sejt træk, en klar vision og en fælles indsats fra mange engagerede kræfter".
Området dækker næsten 800 hektar, og rummer Femernbyggeriets produktionsfabrik, Danmarks fjerdestørste arbejdshavn samt de bagvedliggende arealer mod nord i retning mod den nye station. Der er let adgang til både hav, motorvej og jernbane, gode muligheder for at udvide ved behov og kort afstand til nærliggende byer med relevante bolig- og uddannelsestilbud. F.eks. Danmarks første internationale folkeskole. Desuden har området en central beliggenhed, midt på den store transportkorridor mellem København og Hamborg såvel som mellem Skandinavien og Centraleuropa.
Ekstra arbejdspladser
Som ny industripark bliver området i Rødbyhavn en del af en national erhvervsindsats, der blandt andet skal sikre hurtigere sagsbehandling, et smidigt godkendelsesforløb og en tæt koordinering på tværs af myndigheder, når produktionsvirksomheder ønsker at etablere eller udvide deres produktion i Danmark. Det er et stempel, der kan være med til at styrke områdets profil og markedsføring, og gøre det lettere at tiltrække både nationale og internationale virksomheder med behov for store industrielle produktionsanlæg. F.eks. indenfor den grønne omstilling eller nye infrastrukturprojekter.
Holger Schou Rasmussen lægger vægt på, at de mange arbejdspladser kan være med til at skabe vækst og udvikling lokalt:
”Mange har allerede fået øje på områdets potentiale. Der er på forhånd gennemført markedsdialog med et større antal virksomheder, og med den nye status som national industripark er det oplagt, at interessen kun vil blive større. Vores forventning er, at det på sigt vil kunne skabe tusindvis af ekstra arbejdspladser, tiltrække tilflyttere fra både ind- og udland, og bidrage til at skabe nyt liv og fællesskab i vores lokalsamfund”.
Mange sten er allerede lagt
Området ved Rødbyhavn rummer i forvejen en erhvervsrelevant infrastruktur, samt et velafprøvet og velfungerende produktionsanlæg, der kan tages i brug til nye formål, når Femernbyggeriet er i mål. Dermed har den nye industripark en klar fordel sammenlignet med andre områder:
”Vi har gode rammebetingelser, vores plangrundlag er på plads og Femernbyggeriet har vist, at alt er muligt. Også når det handler om at rekruttere højtkvalificeret arbejdskraft fra både ind- og udland. Der er i forvejen en arbejdsstyrke på tusindvis af medarbejdere i området, der kan fastholdes til nye produktionsopgaver, og vi er klar med en fokuseret indsats, hvor vi politisk skal sikre rammerne for bosætning i Lolland Kommune. Derudover vil gode pendlerforbindelser gøre det muligt også at hente arbejdskraft fra København, Hamborg og Berlin", forklarer Tine Vinther Clausen.
Lolland er desuden midt i en rivende udvikling:
"Der er vækst i det private erhvervsliv, ledigheden er for første gang under landsgennemsnittet, og vi er lige nu den kommune i Danmark, hvor der bliver skabt flest nye arbejdspladser set i forhold til befolkningstal. Så vi er klar til at tage bolden op, glæder os til at fortsætte dialogen og ser frem til at udvikle et nyt og moderne industrielt kraftcenter på Lolland-Falster”, afslutter Holger Schou Rasmussen.
Arealet er afsat som erhvervsramme i Lolland Kommunes kommuneplan. Det består af flere delområder og kan udvikles i mindre faser i takt med, at behov og efterspørgsel stiger. Der er på forhånd reserveret områder til statslige infrastrukturprojekter, men der er samtidig plads til at udvikle kommercielle aktiviteter.
Næste skridt bliver at få udarbejdet en helhedsplan, der kan danne afsæt for en lokalplan for området. Herudover er der igangsat afklaring af det organisatoriske set-up, herunder ejer- og driftsmodel.
Mere information?
Se den fælles pressemeddelelse fra Lolland og Guldborgsund Kommuner, der blev udsendt den 8. april 2025, da ansøgningen blev indgivet:
Ny national industripark bør placeres i Rødbyhavn | Lolland Kommune
Der er desuden mere info og en kort præsentationsfilm om området på Business Lolland-Falsters hjemmeside:
Industripark ved Rødbyhavn | Business Lolland-Falster
Samme sted ligger også oversigtskort mm.
Baggrund
- Den 21. november 2024 indgik Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre en aftale om ”Rød løber for produktionsvirksomheder”.
- Aftalen dækker to hovedspor. For det første etableres en ”One-stop-shop”, som skal bidrage til at sikre en hurtigere og smidigere myndighedsproces ved etablering og udvidelse af produktionsfaciliteter. For det andet udpeges en række nationale industriparker, der skal sikre egnede arealer med adgang til den nødvendige infrastruktur, herunder blandt andet el, vand, transport og afledning af spildevand.
- Fristen for at søge om at få en industripark udløb i foråret 2025. Den 28. oktober blev det meldt ud, at de statsligt udpegede industriparker kommer til at ligge i kommunerne: Kerteminde, Skive, Lolland, Aabenraa, Ikast-Brande, Horsens, Viborg, Næstved, Esbjerg, Aalborg og Kalundborg.
Nøgleord
Kontakter
Holger Schou RasmussenBorgmester, Lolland Kommune
Tlf:23 24 91 80Tine Vinther ClausenFormand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget
Tlf:20 36 49 20Følg pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Lolland Kommune sætter ind for at få flere til stemmeurnerne27.10.2025 06:05:00 CET | Pressemeddelelse
Færre og færre stemmer til kommunalvalg, og den tendens gør sig også gældende i Lolland Kommune, hvor stemmeprocenten i 2021 kun nåede op på 63,1. Den lave valgdeltagelse er en demokratisk udfordring, som kræver handling. I samarbejde med lokale aktører sætter Lolland Kommune derfor ind med en række indsatser, der skal give flere lyst til og mod på at bruge deres stemme til Kommunalvalget den 18. november 2025.
Fast læge på Center for Handicaps botilbud skaber tryghed og styrker sundheden29.9.2025 06:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Beboerne på Center for Handicaps fire botilbud skal have lettere og mere direkte adgang til sundhedsfaglig hjælp og rådgivning i hverdagen. Fremover er der derfor tilknyttet en fast læge på Krogsbølleparken, Stormarken 1-5, Flintebjerg Nord/Syd og Flintebjerg Øst/Vest.
Ungeløftet: Fælles indsats skal give unge en ny start25.9.2025 11:02:37 CEST | Pressemeddelelse
Nye partnerskaber skal hjælpe unge uden job og uddannelse godt videre i livet og samtidig sikre det lokale erhvervsliv ekstra arbejdskraft. Lolland Kommune inviterer til lancering af Ungeløftet med besøg af beskæftigelsesministeren.
Stor undersøgelse på vej: Behov for arbejdskraft?18.9.2025 21:48:46 CEST | Pressemeddelelse
I de kommende uger vil 1.400 virksomheder på Lolland få en invitation til at være med i en ny undersøgelse, der blandt andet skal afdække de lokale rekrutteringsbehov og erfaringer med international arbejdskraft. Udvalgsformand Vibeke Grave håber, at mange vil deltage.
Lolland Kommune styrker indsatsen for børn og unge i begyndende mistrivsel10.9.2025 06:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyt tilbud skal gøre det let og enkelt at få den nødvendige hjælp – før problemerne vokser sig større.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum