Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Landbrugere og gartnere planlægger klima- og miljøforbedringer for over en milliard kroner

Del
Der har været stor interesse fra landbruget til at søge tilskudsordningen Miljø- og klimateknologi 2022. Selvom puljen i 2022 var på hele 244 mio. kroner, har landbruget alligevel formået at sprænge rammerne og ansøge om næsten 443 mio. kroner i tilskud til miljø- og dyrevelfærdsforbedringer.

Der er fart på investeringslysten i det danske landbrug. I hvert fald hvis man kigger på ansøgningslysten til tilskudsordningen Miljø- og klimateknologi 2022, der lukkede den 10. januar i år. For mens puljen var på 244 mio. kroner, har landbrugere og gartnere søgt om tilskud for 443 mio. kroner. Ansøgerne får 40 pct. i tilskud, og det vil sige, at de i alt planlægger at investere for 1,1 mia. kr.

I tilskudsordningen kan landbrugerne søge om tilskud til en række miljø- og klimavenlige tiltag. Det kan f.eks. være teknologier, som reducerer ammoniak- og pesticideudledningen fra bedriften, mindsker tabet af næringsstoffer i jorden eller reducerer energiforbruget. I 2022 har der også været en særlig dyrevelfærdsindsats for at fremme løsdrift i farestalde.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen udtaler:

”Miljø- og klimateknologiordningen er en af de mange ordninger, som bidrager til, at fremtidens landbrug bliver endnu mere miljøvenligt, og at vi får endnu bedre dyrevelfærd i Danmark. Jeg er derfor utrolig glad for, at så mange landbrugere og gartnere har lyst til at investere i grønnere teknologier. Nu ser vi frem til, at projekterne gennemføres og dermed bidrager til den vigtige grønne omstilling af landbruget”.

Ordningen fungerer på den måde, at der ydes et tilskud på 40 pct. af et projekts samlede tilskudsgrundlag. Tilskuddet kan udbetales, når det ansøgte projekt er gennemført. Udbetales alle de knap 443 mio. kroner, vil det betyde, at landbrugserhvervet har gennemført tilskudsgivende projekter for ikke mindre end 1,1 mia. kroner.

Læs mere om Miljø- og klimateknologi 2022 her

Fakta

  • Miljø- og klimateknologiordningen er en del af Landdistriktsprogrammet (LDP) 2014-2020, som er forlænget til og med 2022.

  • Ordningen har som overordnet mål at styrke bæredygtighed, innovation og konkurrenceevne i den primære jordbrugssektor samt bidrage til strukturudvikling på landbrugsbedrifterne med en mere ressourceeffektiv landbrugsproduktion til følge.

  • Formålet med ordningen er gennem tilskud til investeringer i nye teknologier på jordbrugsbedrifter at reducere miljø- og klimapåvirkninger fra den primære jordbrugsproduktion. Sekundært formål med ordningen er at forbedre dyrevelfærden.

  • Udvidelsen af miljø- og klimateknologiordningen finansieres ved at anvende uforbrugte midler af det danske landdistriktsprogram 2014-2022.

Yderligere oplysninger:

Fødevareministeriets pressetelefon: + 45 2018 4052 eller

presse@fvm.dk

Information om Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
1216 København K

+45 38 14 21 42https://fvm.dk/

Følg pressemeddelelser fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye