DI - Dansk Byggeri

Længst ventetid på en byggetilladelse i Norddjurs og på Samsø

Del
Der er stor forskel på, hvor lang tid de østjyske kommuner er om at give grønt lys til at bygge et nyt hus eller en ny kontorbygning. Odder er hurtigst, hvorimod Norddjurs og Samsø har de længste ventetider i Østjylland. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri.

Mens Odder Kommune sagsbehandler byggetilladelser på i gennemsnit 16 dage, så tager det i gennemsnit 77 og 72 dage i henholdsvis Norddjurs og på Samsø. Også i Hedensted og Aarhus kræver det en god portion tålmodighed at vente på grønt lys til at bygge et nyt hus til familien eller en ny lagerhal til virksomheden. Her er den gennemsnitlige ventetid mindst 50 dage.

Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri.

- Selvom der i øjeblikket bliver bygget en masse i Aarhus og resten af Østjylland, og sagsbehandlerne derfor har travlt, så skal kommunerne sørge for, at deres sagsbehandling kan følge med. Men det er der noget, der tyder på, at de ikke kan. Det er ganske enkelt ikke i orden, at ventetiden i flere af vores kommuner ligger mellem halvanden og to og en halv måned, siger formand for Dansk Byggeri Østjylland Michael Ancher og tilføjer:

- Jeg har fx været til adskillige møder med de ansvarlige i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, som hver gang lover, at de nok skal få nedbragt ventetiden. Men resultaterne lader vente på sig.

I fx Randers og Skanderborg er ventetiden i gennemsnit henholdsvis 45 og 44 dage.

Ventetiden er opgjort fra den dag, hvor kommunen har modtaget alle oplysninger i forhold til byggesagen, og byggesagen dermed er fuldt oplyst. Ventetiden skal derfor vurderes ud fra, at det udelukkende er den tid, som kommunen bruger på at behandle byggesagen.

- Den gennemsnitlige ventetid bør ikke overstige 14 dage, men i Østjylland er det kun Odder, der er i nærheden af at kunne levere den service, og det er da langt fra tilfredsstillende. Jeg håber, at vores østjyske kommuner vil se de 14 dage som et mål, de kan arbejde hen imod, siger Michael Ancher.

Odder er med en gennemsnitlig ventetid på 16 dage en af landets hurtigste til sagsbehandling af byggetilladelser.

I Østjylland er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle kommuner det seneste år faldet fra 49 dage til 43 dage.

- Det er positivt og viser, at det heldigvis går den rigtige vej i flere kommuner. Men antallet af dage, som ansøgningerne ligger på kommunens bord, er stadig for højt, siger Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri Østjylland.

 
 

Kontakter

Formand for Dansk Byggeri Østjylland Michael Ancher, telefon 40 30 43 70
Regionskonsulent for Dansk Byggeri Østjylland Peter H. Wagner, telefon 25 66 63 09
Pressekonsulent i Dansk Byggeri Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65

Links

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

 

 
 

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye