Kuhlaus Lulu for første gang i 180 år

På Den Kongelige Opera er det en del af vores nye dna bl.a. at værne om og udvikle et dansk repertoire. Den opgave indebærer at bestille nye danske operaværker – men også at holde det allerede eksisterende danske repertoire i live ved at opføre det for publikum af i dag.

Det gør vi, når vi nu i 2018 for første gang siden 1838 sætter Kuhlaus Lulu op, og fremfører værket på det oprindelige sprog, på dansk. Premieren er den 14. januar.

Lulu viser, hvor rig den kulturelle udveksling mellem Danmark og resten af verden altid har været. Når vi iscenesætter forestillingen i dag, sker det med et internationalt kunstnerisk hold ledet af franske Sébastien Rouland og tyske Christian von Götz. Handlingen i Lulu er oprindeligt baseret på samme tyske eventyr som østrigske Tryllefløjten – og gå endelig ikke glip af muligheden for at sammenligne Kuhlaus syngespil med Mozarts klassiker, som vi også har på repertoiret denne sæson! Kuhlau var tysker, blev født og voksede op i Hamborg, men allerede som ung mand kom han til Danmark, og det var her, på Det Kongelige Teater, at han ydede sit vigtige bidrag til opera og syngespil.

Instruktøren Christian von Götz iscenesætter en klassiker, hvor det som altid handler om at lukke hullet mellem komponistens tid og vores egen. Det handler om at få værket til at leve og give publikum oplevelsen af at gå i teatret i stedet for på museum. Det skal altså have med os at gøre og angå os direkte; altså ”oversættes”.

Om Lulu forklarer han:

'Den særlige opgave ved Lulu er, at det handler om en klassiker, der samtidig er en musikhistorisk genopdagelse. Operaen blev spillet meget umiddelbart efter sinurpremiere, men er siden forsvundet fra repertoiret. Men hvorfor det? Da jeg så klaverudtoget første gang, blev jeg næsten blændet af den musikalske rigdom og de mange facetter i Kuhlaus musik. Librettoen, derimod, virkede stiv og livløs og karaktererne fremstod nærmest som statuer. Som havde værket to ansigter: Musikken fra 1824 med en livlighed og et musikalsk nybrud, som man kender det fra Weber og Rossini, og librettoen, som med sin træsnitagtige karakter snarere mindede om en barokopera, der ville være komponeret 100 år forinden. Der er en stor konflikt mellem librettoens endimensionalitet og musikkens kompleksitet. Altså også her et hul, der skulle lukkes, så operaen henvender sig til os i dag. Handlingens personer måtte lægge deres endimensionalitet fra sig. Det var bydende nødvendigt, at jeg tilføjede handlingen  et psykologisk plan.

Ved første blik er det en enkel – nærmest simpel – historie: En prinsesse bliver taget til fange af en troldmand, en ung prins befrier hende med hjælp fra et trylleinstrument, og de gifter sig. Men musikken fortæller fra første takt om et drama, en dunkelhed og om død. Allerede de allerførste akkorder i ouverturen viser det: Librettoens klichéer er borte her, og i stedet finder vi en  skarpt tegnet konflikt om et menneske, der er på kanten af døden. Ikke kun legemligt, også åndeligt. Det kunne kun være prinsesse Sidi. Hun synger den eneste store arie, i forestillingens anden del, og her differentierer Kuhlau hendes figur i sin musik og giver rig mulighed for en psykologisk fortolkning af prinsessen. Det stod klart for mig, da jeg analyserede denne arie, at Sidi her udvikler en stor styrke og selvstændighed, så hun begynder at blive handlingens aktive subjekt og ikke længere kan reduceres til at vente på sin redningsmand, men selv finder på en udvej. Analysen af Sidis arie gav mig værktøjet til at lave en psykologisk befrielseshistorie i stedet for den gammeldags, sexistiske historie, man finder i den oprindelige opera.

I min læsning er Sidi en ung kvinde, der danser med døden og genopfinder sig selv igennem eventyret. For det er netop på eventyrets plan, at hun kan finde den redning for sig selv, som ikke findes i hendes virkelighed.'

Hele det kunstneriske hold er naturligvis parat til at stille op til interviews om gensynet med dette unikke danske nationalklenodie.