Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Kolding kan fejre 30 års jubilæum

Del
Den 25. oktober er det 30 år siden, at Kræftens Bekæmpelse slog dørene op for foreningens genbrugsbutik i Kolding. Fem frivillige har været med i alle 30 år, og sammen med butikken kan de nu se frem til at fejre et brag af et 30 års jubilæum. Det sker i hele uge 43, hvor der vil være forskellige konkurrencer og jubilæumstilbud.
Martha, Lykke, Grete, Birgit og Danina har været frivillige i Kræftens Bekæmpelses Genbrug i 30 år. Foto: Kræftens Bekæmpelse
Martha, Lykke, Grete, Birgit og Danina har været frivillige i Kræftens Bekæmpelses Genbrug i 30 år. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Frivillige fra Kræftens Bekæmpelse Genbrug knokler på fuldt blus på Olaf Ryes Gade 7D i Kolding, hvor de er ved at gøre klar til en hel uges fejring af butikkens 30 års jubilæum. Nogle står for planlægning af konkurrencer og jubilæumstilbud, andre for at klæde butikkens giner ud i bedste 90’er stil. Ball-bluser, blazere med skulderpuder, benvarmere og pandebånd er blot nogle af de kvalitetsvarer, de frivillige er ved at finde frem fra gemmerne.

-Vi glæder os så meget til at fejre butikkens 30 års fødselsdag. Det er jo en festdag. Jeg har i hvert fald tænkt mig at tage festtøj på, og jeg ved, at min mand, som også arbejder her i butikken, taler om at tage sit bryllupstøj på, siger 81-årige Martha Christiansen, som har været frivillig siden 1991 og dermed er en af de fem ’genbrugsdamer’, der kan fejre 30 års jubilæum her i oktober.

De frivilliges fortjeneste

Det første der bliver nævnt, når Frank Nissen, distriktschef for Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Kolding, fortæller om butikken er de frivillige.

-Det er de frivilliges fortjeneste at vi har en så velfungerende butik. De er virkelig dedikerede og flittige. Vi har 78 frivillige og fem af dem har været med i alle 30 år. Det kan jeg kun være meget stolt af, udtaler Frank Nissen.

For de fleste frivillige er arbejdet i butikken blevet en livsstil og et fast holdepunkt, som de helst ikke vil undvære. Og de butiksfrivillige har også et sammenhold ud over det sædvanlige.

30 års fællesskab i medgang og modgang
Det helt særlige sammenhold kan Martha, Lykke, Grete, Birgit og Danina skrive under på. De fem ’genbrugsdamer’ har nemlig været frivillige i alle 30 år.

-Der er kommet nogle rigtig gode venskaber ud af at være i butikken. Vi kan snakke om alt. Og du kan tro, at vi har grædt og vi har grinet, siger 78-årige Lykke Dalby Christensen, som desværre mistede sin søn til kræft for nogle år siden.

-Jeg er ovenud glad for at være her. Det er et rigtigt rart sted at være og de andre frivillige er bare så flinke. Det har beriget mit liv meget og hvis man har en dårlig dag, så er der altid trøst at finde her, siger 89-årige Grete Schulz, hvis datter døde af kræft som 45-årig.

-Der er så meget tryghed og varme her i butikken. Kombinationen af det stærke fællesskab, det at kunne gøre en forskel for kræftsagen og så samtidig have noget at give sig til, er lige mig, udtaler 72-årige Birgit Nielsen.

-Vi får så meget ud af at være her, og det er rart at gøre noget, som ikke har noget med en selv at gøre. Dem der starter her, de bliver til de ikke kan mere. Det betyder al verden at gøre noget for kræftsagen, siger 80-årige Danina, som mistede sin svigersøn til kræft for en del år tilbage.

77 millioner på 30 år
Siden butikken åbnede for 30 år siden har den solgt for 77 mio. kr. kvalitetsgenbrug. Det er penge som fortrinsvist er blevet lagt i butikken af byens lokale genbrugselskere, som er flittige til at lægge vejen forbi. For nylig lagde Nordisk Film også penge i butikken i forbindelse med indkøb af en masse rekvisitter til en ny dansk spillefilm. En spillefilm, som filmselskabet er i gang med lave sammen med skuespiller Anders W. Berthelsen, som har haft sin opvækst i Kolding.

Overskuddet af de 77 mio. kr. går til Kræftens Bekæmpelses indsats inden for forskning, patientstøtte og forebyggelse.

En hel uge med jubilæumsaktiviteter
Fejringen af jubilæet strækker sig over hele uge 43, hvor der vil være masser af aktiviteter. Eksempelvis vil der være udsalg på forskellige varegrupper, mulighed for at vinde et gavekort på kr. 500 til butikken og lørdag d. 30. oktober vil der være 50% rabat på alt i butikken. 

Praktisk information om jubilæet:
Jubilæet fejres på Olaf Ryes Gade 7D, 6000 Kolding. Det sker hele uge 43 i tidsrummet 10.00 – 17.00 i hverdagene og 10.00-13.00 om lørdagen. Alle er velkomne.

Om Kræftens Bekæmpelse Genbrug:
Kræftens Bekæmpelse Genbrug har eksisteret siden 1991 og findes i dag i 15 forskellige byer. Al overskuddet fra butikkerne går til Kræftens Bekæmpelses indsats inden for forskning, patientstøtte og forebyggelse. Kræftens Bekæmpelse Genbrug drives af knap 1000 frivillige landet over.

Nøgleord

Kontakter

Kommunikationskonsulent, Lone Kindberg pr. telefon 26177833 eller e-mail lonek@cancer.dk ved ønske om interview med en af de frivillige eller Frank Nissen.

Billeder

Martha, Lykke, Grete, Birgit og Danina har været frivillige i Kræftens Bekæmpelses Genbrug i 30 år. Foto: Kræftens Bekæmpelse
Martha, Lykke, Grete, Birgit og Danina har været frivillige i Kræftens Bekæmpelses Genbrug i 30 år. Foto: Kræftens Bekæmpelse
Download
Den 25. oktober er det 30 år siden, at Kræftens Bekæmpelse slog dørene op for foreningens genbrugsbutik i Kolding. Foto: Kræftens Bekæmpelse
Den 25. oktober er det 30 år siden, at Kræftens Bekæmpelse slog dørene op for foreningens genbrugsbutik i Kolding. Foto: Kræftens Bekæmpelse
Download

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye