Erhvervsministeriet

Kopihandel udgør fortsat et massivt problem

Del

Handel med kopivarer koster hvert år tusindvis af arbejdspladser og tabt omsætning i milliardklassen for virksomheder i Danmark. Det viser nye tal fra EU, der for første gang opgør konsekvenserne af kopihandel inden for 13 sektorer i anledning af Verdens Anti-Piratkopieringsdag den 6. juni.

Kosmetik, tøj, medicin, smartphones og legetøj til spotpris. Ulovlige kopivarer er så omfattende og lukrativ en forretning, at Danmark og resten af EU lider tab i milliardklassen. Nye tal fra EU’s Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) viser, at handlen med kopivarer betyder, at 13 forskellige sektorer årligt mister 6 pct. af det direkte salg i Danmark. Det svarer til 8,6 mia. kr. i tabt salg for virksomhederne og 5000 tabte arbejdspladser i Danmark. I hele EU betyder handlen med kopivarer 435.000 tabte arbejdspladser og tabt salg for virksomhederne på årligt 439,6 mia. kr. inden for 13 forskellige sektorer. 

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:
”Piratkopiering er i mine øjne tyveri og et angreb på dygtige, innovative virksomheder i Danmark. Derfor skal vi fra alle sider bekæmper handel med kopivarerne. Det er her afgørende, at danske virksomheder beskytter deres ideer med fx varemærker, design eller patenter. Først derefter er det muligt at håndhæve og sanktionere eventuelle brud på disse rettigheder.”  

Danmark er blandt de lande, som yder en stærk indsats til bekæmpelse af handlen med kopivarer. 12 myndigheder samarbejder tæt i Ministeriernes Netværk mod IPR-krænkelser om at bekæmpe problemet, ligesom Patent- og Varemærkestyrelsens ”Hotline om kopivarer” tilbyder virksomheder vejledning om forebyggende tiltag og håndhævelse overfor kopister. Senest har regeringen i maj i år besluttet at nedsætte en permanent IP-taskforce, som varetager den strafferetlige håndhævelse af immaterielrettigheder som fx varemærker, designrettigheder og ophavsret. 

Forbrugerne bør undgå kopivarer
Nok er kopivarer ofte billige, men prisen for at købe kopivarer kan i sidste ende vise sig at være høj for både forbrugerne og for samfundet. 

”Som forbrugere skal vi lade helt være med at købe kopivarer. De er ofte af dårlig kvalitet, og du risikerer dit og din families helbred. Samtidig risikerer du at støtte kriminelle organisationer, som også handler med narkotika, våben og mennesker – og som sågar kan finansiere terror,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen. 

Så omkostningerne for samfundet er enorme, når forbrugerne vælger at købe kopivarer fremfor de originale produkter.

De nye tal fra EUIPO viser tydeligt det enorme omfang af handlen med kopivarer/piratkopiering og de økonomiske konsekvenser heraf.

Denne nye viden er vigtig, siger EUIPO's administrerende direktør, António Campinos:
”I de seneste fem år har vores rapportering og forskning for første gang givet et samlet billede af den økonomiske indvirkning af varemærkefor-falskning og piratkopiering på EU's økonomi og jobskabelse samt oplys-ninger om, hvordan immaterielle ejendomsrettigheder krænkes. Gennem vores forskning har vi også vist den immaterielle ejendomsrets positive virkning på beskæftigelse og vækst. Vores arbejde er blevet udført såle-des, at de politiske beslutningstagere og borgerne ikke kan være i tvivl om værdien af immateriel ejendomsret og de tab, der opstår som følge af krænkelser heraf.”

De nye tal indgår i en cyklus af forskningsarbejde, der er udført af EUIPO over de seneste fem år, og som i dag for første gang offentliggøres i én sammenfattende rapport.

De 13 sektorer, der er undersøgt i rapporten, er: Kosmetik og personlig pleje, beklædning, fodtøj og tilbehør, sportsvarer, legetøj og spil, smyk-ker og ure, håndtasker og kufferter, indspillet musik, spiritus og vin, læ-gemidler, pesticider, smartphones, batterier og dæk.

For yderlige oplysninger kontakt venligst: 
René Gyldensten, Pressechef, Erhvervsministeriet, tlf. 91 33 70 15
Tine Heide, Kommunikationschef, Patent- og Varemærkestyrelsen, tlf. 20 76 92 08
Claire Castel, EUIPO, tlf. +34 62 63 46 627

Fakta: Sådan undgå du kopivarer
Grundlæggende er der ét råd, det altid kan betale sig at følge, når du skal købe nye varer. Lyder det for godt til at være sandt? Så er det det nok også. Desuden kan det betale sig at følge to tjeklister:

Tjekliste til shopping-turen
1. Er salgsstedet usædvanligt ift. varens image?
2. Er prisen mistænkelig lav?
3. Er kvaliteten dårlig, fx ujævne sømme i tekstiler og læder?
4. Lugter varen af lim, plastic eller kemikalier?
5. Er emballage, tekst og billeder af dårlig kvalitet?

Tjekliste til nethandel*
1. Er der sprogfejl og skæve priser?
2. Er prisen mistænkelig lav?
3. Er webshoppens kontaktoplysninger mangelfulde eller falske? Tjek også ”Om os”-siden på hjemmesiden.
4. Er webadressen mærkelig?
5. Er betalingsmulighederne mistænkelige?
6. Betal altid med kort, så du kan benytte indsigelsesordningen! Kontakt din bank.
(* www.emaerket.dk)


Find flere gode råd på www.stoppiratkopiering.dk

OM EUIPO 
EUIPO er et decentraliseret EU-agentur baseret i Alicante, Spanien. Agenturet står for registrering af EU-varemærker og registrerede EF-design, som begge sikrer beskyttelse af immaterielle ejendomsrettigheder i alle EU's medlemsstater. EUIPO gennemfører også samarbejdsaktiviteter med de nationale og regionale kontorer for immateriel ejendomsret i EU. EUIPO tilrettelægger DesignEuropa Awards. 

Det Europæiske Observationscenter for Krænkelser af Intellektuelle Ejendomsrettigheder blev oprettet i 2009 for at støtte beskyttelsen og håndhævelsen af immaterielle ejendomsrettigheder og bidrage til at be-kæmpe den stigende trussel om krænkelser af immaterielle ejendomsret-tigheder i Europa. Observationscentret blev overdraget til EUIPO den 5. juni 2012 ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 386/2012.

Nøgleord

Kontakter

Vedhæftede filer

Links

Information om Erhvervsministeriet

Erhvervsministeriet
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

33 92 33 50https://www.evm.dk/

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

Skriv dig op her og modtag pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum