Kommunerne tvinges til million-hugst i egne lommer

”Det er stærkt bekymrende. Kommunerne tvinges til at flytte rundt på enorme millionbeløb for at finansiere et stort merforbrug inden for det specialiserede socialområde. Når udgifterne på fx det specialiserede socialområde de seneste år er vokset med over 800 millioner kroner om året, så er økonomien nødt til at følge med. Man kan ikke blive ved med at fodre hunden med sin egen hale og kalde det velfærd,” siger Mona Striib.

Alene inden for det specialiserede socialområdet er der behov for 800 millioner kroner mere næste år, påpeger forbundsformanden. Hun ser en anden bekymring tårne sig op foran kommunerne. De risikerer nemlig at mangle 600 millioner kroner næste år, hvis den forhøjede indsats for at øge hygiejne- og rengøringsniveauet skal opretholdes.

”Coronakrisen har vist, hvor vigtigt det er for samfundet, at vi forbedrer hygiejne- og rengøringsindsatsen. Vi må ikke miste grebet om den indsats, der også er afgørende for at mindske sygefraværet. Det vil anslået koste 600 millioner kroner ekstra om året fortsat at opretholde det hygiejne- og rengøringsniveau, som vi har haft under coronakrisen,” siger Mona Striib.

Mens forhandlingerne om næste års økonomi for landets 98 kommuner går ind i den sidste 100-meter spurt, sender formanden for landets social- og sundhedsassistenter, - hjælpere, pædagogiske assistenter, dagplejere, ambulancereddere, brandfolk og mange flere nu en kraftig opfordring til regeringen til at slippe kommunerne fri af budgetlovens spændetrøje.

Budgetloven skader vores velfærd, lyder det. Kommunerne straffes økonomisk, hvis de bruger for mange penge. Men i stedet for at sikre, at budgetterne overholdes, har loven den modsatte effekt. Kommunerne undlader at bruge de penge, de rent faktisk har til rådighed til velfærd.

Sidste år var kommunernes mindre-forbrug på svimlende 2,6 milliarder kroner.

”Hver eneste krone af underforbrug er udtryk for kernevelfærd, som borgerne skulle have haft, men aldrig fik. Det er et udtryk for mindre omsorg til ældre, hænder til børn og anden velfærd. Det paradoksale er i den sammenhæng, at kommunerne rent faktisk har pengene, men ikke tør bruge dem,” siger Mona Striib.