ErhvervsstyrelsenErhvervsstyrelsen

Innovative arbejdsgange i EU-projekt har åbnet unges øjne for ”den tredje karrierevej”

Del
På seks nordjyske gymnasier og erhvervsuddannelser har innovationsmetoder og cases fra virkeligheden åbnet elevernes øjne for et liv som iværksætter - og samtidig styrket deres faglighed.
HHX-elever på Morsø Handelsgymnasium fik en konkret opgave som led i iværksætterundervisningen: At udvikle og producere et nyt alkoholfrit produkt til Thisted Bryghus. Som afslutning på casearbejdet blev prototyperne præsenteret for bryghusets brygmester. Foto: Iværksætteri og Jobskabelse
HHX-elever på Morsø Handelsgymnasium fik en konkret opgave som led i iværksætterundervisningen: At udvikle og producere et nyt alkoholfrit produkt til Thisted Bryghus. Som afslutning på casearbejdet blev prototyperne præsenteret for bryghusets brygmester. Foto: Iværksætteri og Jobskabelse

Vi bliver ofte præsenteret for fortællingen om pensumtro gymnasieelever, der jagter 12-taller for at møde de historisk høje adgangskrav til de mest prestigefyldte videregående uddannelser. Samtidig er undervisningsstrukturen på mange ungdomsuddannelser kendetegnet ved klassisk tavleundervisning med entydige resultater – en struktur, som både elever og undervisere er trygge ved.

Et spændende strukturfondsprojekt i Nordjylland og Nordvestjylland, Iværksætteri og Jobskabelse, har taget såvel undervisningsstrukturen som elevernes opfattelse af de videre muligheder på arbejdsmarkedet op til revision. Gennem projektet får eleverne et bud på en tredje karrierevej: Livet som iværksætter og selvstændig.

På seks nordjyske og nordvestjyske gymnasier og erhvervsuddannelserarbejder hundredvis af elever – med støtte fra EU’s Socialfond – med temaerne innovation og iværksætteri.

Underviser: De unge vil gerne

I samarbejde med Fonden for Entreprenørskab, Nordjylland og interne iværksætterkoordinatorer på skolerne opkvalificeres undervisere til at lave nye uddannelsesforløb, hvor innovative metoder giver mulighed for at træne elevernes entreprenørielle iværksætterkompetencer. Det sker bl.a. ved at arbejde med konkrete problemstillinger med rod i virkeligheden – fx i casesamarbejder med lokale virksomheder.

”Vi vil gerne opdrage vores unge til medborgerskab, deltagelse og engagement i lokalsamfundet. Og erfaringen viser, at man sagtens kan få unge til at engagere sig lokalt, hvis man giver dem ansvar, hvis de kan se, at det handler om noget konkret, og hvis det fører til konkrete resultater,” siger Johnny Lundberg, iværksætterkoordinator på Hjørring Gymnasium.

To gymnasielever, som har deltaget i undervisningen, er enige:

”I vores optik er det en spændende måde at bruge sine kreative sider på, og iværksætteri hører helt klart hjemme på gymnasiet,” siger 3.g’erne Ida Visby og Kathrine Nyholm Nielsen, som på Hjørring Gymnasium har fået teoretisk og praktisk undervisning i iværksætteri.

Projektleder Mia Sannemand Borg fortæller, at erfaringerne fra de første toethalvt år i projektet viser, at det entreprenørielle element i undervisningen har haft god effekt på elevernes faglige formåen.

”Mange lærere har været igennem forløbet, og rigtig mange elever har deltaget i undervisning i innovation og iværksætteri. I de fleste tilfælde lader det til, at den praktiske tilgang i fagene har været med til at rodfæste pensum, så eleverne rent faktisk kan huske og forstå det, der står i lærebøgerne,” siger Mia Sannemand Borg.

Løser rigtige problemer fra virkeligheden

Undervisningen tager fortsat udgangspunkt i pensum, men omfatter nye vinkler og metoder med rigtige problemer og en praksisnær tilgang til kernefaglighederne.

3.g-eleverne på Hjørring Gymnasium har fx kastet sig ud i opgaven med at løse problemerne med massiv trafik på en skolevej. Og i Nykøbing Mors fik en årgang HHX-elever på Morsø Handelsgymnasium til opgave at udvikle og producere en alkoholfri drik i samarbejde med Thisted Bryghus og den lokale festival Alive.

Elevernes engagement og bidrag til undervisningen har været en positiv oplevelse, siger projektleder Mia Sannemand Borg:

”Vores løbende projektevalueringer med bl.a. interviews af elever og medarbejdere tegner et billede af, at entreprenørskabsaktiviteterne faktisk rykker ved elevernes opfattelse af deres egne evner. Vi bevæger os væk fra tavleundervisning og over i en mere aktiv læringsramme. Det giver anledning til, at eleverne forstår, træner og husker det faglige kernestof og derved lærer at omsætte viden til nye løsninger.”

Iværksætteri og Jobskabelse har fået 9 mio. kr. i støtte fra EU’s Socialfond. Projektet startede i august 2017, og når det slutter i februar 2021, er målet at have indført 1.700 handelsskole- og gymnasielever i iværksætteri og entreprenørskab og at have uddannet 250 undervisere og vejledere.

”Mange elever har svært ved at forstå, hvorfor de skal lære ting, indtil de vises operationelt for dem. Lærdom skal kunne bruges til noget konkret, og vores erfaringer viser, at eleverne kan huske deres grundfag langt bedre, når de bruger det, de har lært, i praktisk sammenhæng,” siger Mia Sannemand Borg og tilføjer:

”Et andet vigtigt element i projektet, at flere elever bliver introduceret for iværksættervejen. Historien om iværksætteren skal ikke begrænses til en fortælling om 80 timers arbejdsuger. Eleverne skal forstå, at der er mange måder at bruge fag og færdigheder på, og at deres evne til at omsætte faglighed til værdi i sidste ende kan gavne dem på karrierestien. Både i et potentielt liv som iværksætter, men også i rollen som intraprenører, dvs. ansatte som gennem deres arbejde får en god ide og som tager initiativ til og arbejder med innovation eller entreprenørskab i en virksomhed.”

Elever: ”Vi har fået lagt en god bund”

Ida Viby og Kathrine Nyholm Nielsen fra 3.b på Hjørring Gymnasium er glade for undervisningen i iværksætteri og især for det konkrete projekt, som var taget direkte ud af virkeligheden: Den kaotiske trafik i myldretiden på Skolevangen, som belastes af trafik til og fra folkeskoler, privatskoler, gymnasiet, VUC, UCN, byens stadion og skoletandplejen.

”Vores største udfordring var at få folk med på idéen og at få et godt samarbejde med vores kommune. Derudover skulle vi også finde ud af, hvad der skulle med i projektet, hvad budgettet skulle være og finde ud af, hvem der ville være med til at bidrage til projektet,” forklarer Ida og Kathrine.

Ingen af dem kendte til mulighederne for at blive iværksættere og selvstændige, før de mødte dem i undervisningen.

”Nu har vi haft tre gange tre lektioner og snakket med nogle mennesker, så naturligvis kan vi ikke kalde os for iværksættere. Men vi har fået lagt en god bund,” siger gymnasieeleverne, som sagtens kan se iværksætteri som ”den tredje karrierevej” efter ungdomsuddannelserne – ved siden af et arbejde eller en videregående uddannelse:

”Det er selvfølgelig en god vej at gå, og vi ser mange få succes med det. Om vi selv kunne få succes, er ikke til at sige, men hvis vi fik tiden til det og flere timer at gøre brug af, er vi sikre på, at det kunne blive en vældig fest.”

Det virkelige betyder noget

Det glæder Johnny Lundberg, der som led i EU-projektet er ansat som iværksætterkoordinator på Hjørring Gymnasium. Siden projektet begyndte, er 45 af gymnasiets 80 undervisere blevet klædt på til at undervise i iværksætteri, og 17 gymnasieklasser med i gennemsnit 27-28 elever har deltaget i undervisningen.

Johnny Lundberg oplever, at undervisningen har styrket elevernes medborgerskab og lyst til at tage del i lokalsamfundet. Og at virkelighedsnære cases er et element, der er med til at gøre en forskel.

”Vi hører fra eleverne, at det, der er virkeligt og aktuelt, betyder meget,” siger Johnny Lundberg, som også har bemærket en anden effekt:

”Vi har oplevet, at eleverne reflekterer over undervisningen på en anden måde. Oftest har eleverne opfattelsen, at de går i skole for at lære noget, men de bliver reelt sjældent udfordret.”

På Morsø Handelsgymnasium i Nykøbing Mors sender underviser Lise Bech Pedersen også en varm tanke til EU-projektet. Hun underviser HHX-elever og har fået forstærket sin tro på, at undervisning i innovation og iværksætteri er vigtigt – og at der skal skabes en klar, virkelighedsnær ramme, som fører til noget konkret.

Til eksamen foran brygmesteren

Som eksempel nævner hun opgaven, som Thisted Bryghus stillede eleverne i 2.g.: Udvikling og markedsføring af en ny alkoholfri drik. Undervejs i forløbet fik eleverne brug for deres kundskaber inden for jura, afsætning og virksomhedsøkonomi, og forløbet sluttede med, at eleverne præsenterede deres drikke for bryghusets brygmester.

”Det var en kæmpestor motivation for eleverne, at de havde noget konkret at arbejde med og konkrete mål at gå efter. Desuden havde det stor betydning, at nogen kom udefra, hjalp dem og vurderede deres arbejde,” siger Lise Bech Pedersen.

Projektleder Mia Sannemand Borg fremhæver, at de involverede elevers tiltro til egne entreprenørielle evner har fået et synligt løft. Det er slået igennem i de vurderinger, som eleverne foretager i starten og slutningen af projektforløbet.

”Projektet skal få flere til at forstå, at iværksætteri er en farbar vej mod job og karriere, især i udkanten af Danmark, hvor det kan være svært at få et job efter uddannelsen. Og mange på HHX og STX aner ikke, at man kan gå denne vej,” siger Mia Sannemand Borg og tilføjer:

”Men udover at give en nuanceret opfattelse af fremtidens karrieremuligheder er essensen af projektet, at eleverne formår at koble den vigtige faglige viden, som vores kernefag besidder, sammen med de kompetencer og den handlekraft, som vores samfund efterspørger.”

FAKTA Om ”Iværksætteri og Jobskabelse”

Projektet startede i august 2017 og slutter med udgangen af februar 2021. Følgende partnerskoler deltager i projektet: Hjørring Gymnasium, Hasseris Gymnasium og Aalborghus Gymnasium (alle STX) samt erhvervsskolerne Aars, Aalborg Handelsskole og EUC Nordvest.

Tovholderen på projektet er EUC Nordvest, som har fået 9 mio. kr. i støtte fra EU’s Socialfond.

Kernen i projektet er at fremme innovation og iværksætteri i uddannelsessystemet og at grundlægge en tradition for entreprenørskab i undervisningen. Projektets mål er at uddanne og opkvalificere undervisere og vejledere til at undervise i innovation og iværksætteri samt at gennemføre en række konkrete undervisningsforløb.

Læs mere om projektet i Erhvervsstyrelsens projektdatabase

FAKTA Om EU’s Socialfond

I perioden 2014-2020 investerer EU's Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.

Socialfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst.

Derfor medfinansierer EU's Socialfond projekter, der skal:

  • Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
  • Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
  • Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser.

Nøgleord

Kontakter

Hvis du vil vide mere om projektet, kan du tage kontakt til udviklings- og projektleder Mia Sannemand Borg, Iværksætteri & jobskabelse, på 30 10 65 07 og mb@eucnordvest.dk.

Billeder

HHX-elever på Morsø Handelsgymnasium fik en konkret opgave som led i iværksætterundervisningen: At udvikle og producere et nyt alkoholfrit produkt til Thisted Bryghus. Som afslutning på casearbejdet blev prototyperne præsenteret for bryghusets brygmester. Foto: Iværksætteri og Jobskabelse
HHX-elever på Morsø Handelsgymnasium fik en konkret opgave som led i iværksætterundervisningen: At udvikle og producere et nyt alkoholfrit produkt til Thisted Bryghus. Som afslutning på casearbejdet blev prototyperne præsenteret for bryghusets brygmester. Foto: Iværksætteri og Jobskabelse
Download
”Lærdom skal kunne bruges til noget konkret, og vores erfaringer viser, at eleverne kan huske deres grundfag langt bedre, når de bruger det, de har lært, i praktisk sammenhæng,” siger Mia Sannemand Borg, projektleder i Iværksætteri og Jobskabelse. Foto: Iværksætteri & Jobskabelse
”Lærdom skal kunne bruges til noget konkret, og vores erfaringer viser, at eleverne kan huske deres grundfag langt bedre, når de bruger det, de har lært, i praktisk sammenhæng,” siger Mia Sannemand Borg, projektleder i Iværksætteri og Jobskabelse. Foto: Iværksætteri & Jobskabelse
Download

Information om Erhvervsstyrelsen

Erhvervsstyrelsen
Vejlsøvej 29
8600 Silkeborg

3529 1700https://udviklingidanmark.erhvervsstyrelsen.dk/

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

”Målet er at være nummer et i verden på bæredygtighed i vores branche”19.4.2024 07:48:00 CEST | Pressemeddelelse

Indtil for nylig havde virksomheden Real Safety i Esbjerg ikke haft en struktureret tilgang til den grønne omstilling, da det ikke for alvor havde været et tema for kunderne. Forventningen er dog, at stigende fokus på bæredygtighed vil give virksomheder med en tydelig grøn profil konkurrencefordele, og det har gjort det interessant for Real Safety at sætte konkrete bæredygtighedsinitiativer i gang.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye